En af vor tids marer er forestillingen om, at alting er såkaldt diskurs, er italesættelse (rædsomt ord), er falbelader uden hold i virkeligheden. Hvis blot man taler om tingene på en særlig måde, forventes det at give kolossal effekt, at kunne forandre den virkelige verden til de drømmesyner, man ser for sig.
Intetsteds har denne fordummende doktrin været mere udbredt end i debatten om asylsøgere og indvandrere generelt fra den tredje verden. Lad mig skrive det langsomt, så det er til at forstå:
”Mere end 30 års erfaringer, siden den liberale udlændingelov af 1983, har vist, at en forfærdende stor del af de ikke-vestlige anerkendte flygtninge og indvandrere ikke kan leve op til kravene på det danske arbejdsmarked, hvorved den danske velstand og velfærd systematisk undergraves.”
Jeg er endda så ”venlig” i denne omgang at udelade de ulykkelige kulturelle konsekvenser, som adskillelsen af befolkningsgrupper, dannelsen af stadigt større ghettoer, grotesk overkriminalitet hos bestemte grupper og i det hele taget underminering af dansk kultur og levevis har ført med sig. Det er umuligt – helt umuligt – at påstå, at den voldsomme ikke-vestlige indvandring siden 1983 har bragt noget samlet set godt med sig. Der er enkelttilfælde på eksemplarisk integrering/assimilering i det danske samfund, men det samlede billede er helt entydigt: Ikke-vestlig indvandring under nogen form udgør et forrykt samfundseksperiment, der kun kan ende galt.
Senest har den mentale besættelse af italesættelsens magiske kræfter ført det til forudsigelige resultat, at det igen drejede sig om et fata morgana, ikke om den virkelige virkelighed. Da den potentielt uendelige bølge af asylsøgere begyndte i september sidste år, var vor statsminister og erhvervslivet hurtigt i medierne med beskeden om, at denne gang skulle det være anderledes. Nu skulle asylsøgerne og de anerkendte flygtninge i arbejde. De var der som perler på en snor: Lars Løkke Rasmussen, Anders Ladekarl fra Dansk Røde Kors, Karsten Dybvad fra Dansk Industri og Gud nåde og trøste hvem ellers.
Resultatet: Et gigantisk flop. Sølle 641 pladser i et ”partnerskab” hos erhvervslivet er det blevet til. Det er for øvrigt uvist, hvor mange af de opslåede stillinger der er blevet besat.
Ser man bundlinjen for sig? Endnu et lammende slag mod den politiske korrekthed, der tror på magi gennem ordenes fortryllende magt.
Hvor længe endnu vil de politisk korrekte opføre sig som religiøst besatte mennesker?
