Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Den etniske forandring af USA skaber splittelsen mellem Demokrater og Republikanere

Britisk kommentator siger det, som stort set altid forties af de etablerede medier.

Ed West er britisk forfatter, blogger og journalist og kommentator ved avisen Daily Telegraph og tidsskriftet The Spectator, begge medier af konservativ mainstream-observans.

Ed West har sin egen blog, ”Wrong Side of History”, hvor han den 6. januar lagde et tankevækkende indlæg på i anledning af årsdagen for stormen på den amerikanske Kongres. Titlen på indlægget er ”America’s road to January 6”.

Bundlinjen hos Ed West er den simple, at den voldsomme politiske splittelse i USA i høj grad skyldes den demografiske forandring, som USA har undergået, siden de liberale indvandringslove blev vedtaget i 1965. Resultatet er blevet »demografisk ustabilitet«, som Ed West kalder det for at understrege, at det er en proces over tid, hvor en gruppe, der har været vant til at udgøre et større eller mindre flertal, i stigende grad ser denne position undermineret af indvandring og/eller højere fødselsrater hos minoritetsgrupper.

Bosnien, Nordirland og Libanon er tre ”gode” eksempler på, at lande/områder er gået fra relativt fredelige tilstande til heksekedler af vold, mord, ildspåsættelser og i værste fald forsøg på folkedrab som følge af demografiske/etniske forandringer over relativt kort tid.

Kan USA da sammenlignes med de tre eksempler, som Ed West bruger? Som han selv skriver til sidst: Man kan i modsætning til de ”kedelige” 1940’ere og 1950’ere, præget af betydelig konsensus og ret lille forskel på præsidenternes og de to partiers politik, roligt sige, at amerikanerne i dag har fået flere valgmuligheder. Problemet er bare, at alle disse mange »valgmuligheder er skrækkelige« ifølge Ed West.

I stedet for at udgøre 85 pct. af befolkningen er hvide amerikaneres andel faldet til ca. 60 pct., og det går kun den vej, hønsene skraber.

Det er prisen, som USA betaler, fordi dets daværende magthavere i 1965 gik væk fra et immigrationssystem, der havde virket glimrende siden begyndelsen af 1920’erne, nemlig begrænset indvandring baseret på etniske kvoter. Jo flere, der i absolutte tal allerede befandt sig i USA, f.eks. englændere, jo flere kunne udvandre til USA. Samtidig var indvandring stort set begrænset til europæere og i praksis især til nordvesteuropæere.

Dette velgennemtænkte system fik assimileret millioner af syd- og østeuropæere som italienere, polakker og russere. Fordi der var kommet så mange så hurtigt, dannede disse grupper etniske enklaver i byerne på østkysten og blev ikke set som rigtige amerikanere af dem, der stammede fra de britiske øer og generelt fra Nord- og Nordvesteuropa.

Smeltediglen fungerede med andre ord, men kun fordi der blev bremset meget hårdt op for indvandring fra Øst- og Sydeuropa. Indvandring fra andre dele af verden skulle man slet ikke nyde noget af. Det var en utænkelig tanke.

I dag er meget forandret. I stedet for at udgøre 85 pct. af befolkningen er hvide amerikaneres andel faldet til ca. 60 pct., og det går kun den vej, hønsene skraber. Republikanerne er følgeligt de facto blevet de hvides parti, mens Demokraterne er partiet for minoriteter, der hele tiden vokser i andel.

Og som Ed West skriver, er barrierer funderet i etnicitet langt skarpere end dem, der bygger på sociale klasser. De sidste kan blødgøres gennem omfordeling, mens de første ligger fast og stort set ikke kan ændres. Undtagelsen er et usandsynligt stigende andel blandede ægteskaber.

Scenen er derfor sat til, at USA i fremtiden kun vil opleve en voksende grad af konflikt internt i det amerikanske samfund. Det har nu mindst tre generationer af amerikanske politikere sørget for, fordi de bildte sig ind, at etnicitet ikke spiller nogen rolle.

Det gør etnicitet, og historien tager således sin hævn ved at nedbringe nemesis over de formastelige, der begik hybris.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen