Hvem skal have vacciner først? Egne landsmænd og –kvinder? Eller vildt fremmede i andre lande?

Lad os tage et hypotetisk scenarie: Et land rammes hårdt af en epidemi, der oven i købet er verdensomspændende, en pandemi med andre ord.

Pandemien koster dyrt i døde og nedlukninger af samfundet. Pengetræet er endnu ikke opfundet, og landets velstand dykker kraftigt. Det kommer til at tage år at genvinde det tabte.

Heldigvis udvikler privatejede medicinalvirksomheder på rekordtid vacciner mod virussen. Problemet for vores hypotetiske land er blot, at det er medlem af en mere og mere totalitær organisation, der tilraner sig større og større magt, men samtidig ikke er i stand til at betale for vaccinerne, inden de er færdigudviklede og testede.

Tre lande inden for den vestlige verden – ingen af dem er med i den halvtotalitære organisation – har handlet på egen hånd og betalt for mange millioner af vacciner på forhånd. Derfor står de tre lande selvfølgelig først i køen, når vaccinerne er klar til brug. Det ene af de tre lande var oven i købet for nylig medlem af den undergravende og uduelige organisation, men meldte sig ud og er nu langt bedre stillet end vores hypotetiske land.

Regeringen i vores hypotetiske land med statsministeren i spidsen får nu nok af organisationens uduelighed og beslutter sig for at rejse til det af de tre lande, der har købt allerflest vacciner i forhold til befolkningens størrelse. Statsministerens håb er, at vores hypotetiske land kan købe millioner af overskydende vacciner.

Nu sker der imidlertid det, at partier på den ydre og yderste venstrefløj himler op, fordi de bedre kan lide vildt fremmede mennesker end deres egne landsmænd og –kvinder. De to partier vil slet ikke have vacciner fra landet med de mange vacciner. At de ikke kommer igennem med deres undergravende forehavende, ændrer ikke ved, at man her har en rygende pistol, et sikkert bevis på, at de to partier de facto modarbejder deres eget lands interesser.

Mon ikke læseren for længst har gættet, at vores hypotetiske land er Danmark, at statsministeren er Mette Frederiksen, og at de to partier på den ydre og yderste venstrefløj er SF og Enhedslisten? 

Det eneste gode, der er at sige om denne sag, er, at SF og Enhedslisten har tonet rent flag og demonstreret, at Danmark og danskernes velbefindende rager dem en høstblomst, fordi de to partier hellere vil have, at vildt fremmede palæstinensere på Vestbredden skal have vacciner først.

Man savner næsten ord.