I dagens JP (desværre bag betalingsmur) er der et glimrende interview med nu forhenværende formand for Venstres regionsbestyrelse i Nordjylland, Pernille Roth. Pernille Roth er personligt veninde med Inger Støjberg, men det er sagen underordnet i denne forbindelse.
Pernille Roth blev på et tidspunkt spurgt om følgende:
”Hvordan ved du, at Jakob mangler fingerspitzgefülen med jyderne, når han udtaler sig om eksempelvis MeToo?”
Pernille Roth svarede:
»Jeg tror bare ikke, at vi oplever MeToo som så skelsættende. Ellers har vi måske bare glemt, hvad der skete for 20 år siden. Da Sofie Linde i september stod frem, tænkte jeg, at det fik for meget medietid.«
”For meget medietid”. Det kan man godt sige. Der er tale om jysk underspillethed, der vil noget. Sandheden om MeToo er den, at det er en venstreradikal feministisk bevægelse, der lægger sig i slipstrømmen på den feministiske pseudovidenskabelige påstand om, at de to køn er sociale konstruktioner, og at kun de ydre attributter adskiller mænd og kvinder.
Kulturelt sidder venstrefløjen på flæsket. Videnskabeligt er samme fløj slet og ret til grin. Det er kejserens nye klæder. Det vender jeg tilbage til en anden gang.
Fordi vi nu skal have klarlagt, især hvor der gennem årtier har fundet klart flest krænkelser af kvinder sted. Det er da i TV verdenen, i den politiske sfære, særligt på Christiansborg, og det er i filmverdenen og i dele af det øvrige kulturliv. Hvad har disse verdener nemlig i høj grad tilfælles?
De er overbefolket af stærkt udadvendte narcissister, der vil gå gennem ild og vand for at være på skærmen og blive set og hørt af de mange. Der er strålende undtagelser, javel, men den gennemsnitlige folketingspolitiker eller TV vært på DR eller TV2 er langt mere ekstrovert og selvfed end gennemsnittet af den øvrige befolkning. Der er sågar kommet sager frem, hvor det er tydeligt, at der har været psykopatiske træk indblandet, ingen nævnt, ingen glemt.
Jeg er ikke i tvivl om, at hovedparten af de seksuelle krænkelser, der er kommet frem, er sande i et eller andet omfang, skønt det naturligvis er stridende mod al retssikkerhed at f.eks. afskedige mennesker, hvis den påståede krænkelse er 10 eller 20 år gammel. At der har været og måske stadig er en usund kultur – Henrik Dahl har f.eks. kaldt arbejdskulturen i DR i 1980’erne for en ”røvhulskultur” – bør der naturligvis gøres noget ved. Mandlige chefer skal da så vidt muligt forhindres i at skaffe sig seksuelle ydelser ved at udnytte deres magt til at hæve kvinder op eller lægge hindringer i vejen for dem.
Min pointe er blot denne: Disse krænkelser finder først og fremmest sted på nogle helt særlige arbejdspladser, der er kendetegnet ved at have et meget lavt udbud og en kolossalt stor efterspørgsel. Der er kort sagt langt flere ansøgere, end der er stillinger til. Dette gælder både for TV og på Christiansborg.
Når denne kendsgerning kombineres med de personlighedstræk, som jeg har nævnt ovenfor, kan det ikke undre, at der er nogen – altovervejende mænd, dog ikke udelukkende mænd – der vil forsøge at misbruge deres position.
Personligt har jeg arbejdet i en række brancher, på fabrik, som jord- og betonarbejder, på byggepladser, i folkeskolen og som akademiker. Selvfølgelig har der været mænd, der er kommet med platte og uønskede tilnærmelser vendt mod kvinder, men på ingen måde i det omfang, som vi har set det beskrevet i forbindelse med MeToo.
Men radikale feminister er netop radikale, fordi de vil have bredt deres syge ideologi ud til os alle. De tåler ikke modsigelse, og at f.eks. en Jakob Ellemann ikke kan se dette, er et groft svigt af det borgerlige Danmark.
Den radikale feminisme som manifesteret i overklassefænomenet MeToo bør vises vintervejen af almindelige mennesker og derfor af politikere, der hævder at tale på almindelige menneskers vegne.
