Ja, jeg ved godt, at det er en nærmest evig traver, at jeg taler om demografi, befolkningsforandringer med andre ord. Nu er jeg ikke særligt god til at passe min have, men jeg ville ønske, at jeg kunne nøjes med slige bekymringer i stedet for at være vidne til den demografiske katastrofe, som Vesteuropa, USA, Canada, Australien og New Zealand undergår i disse år.
Center for Immigration Studies (CIS), en amerikansk tænketank, har for tre dage siden vist, hvordan befolkningsforandringerne finder sted i USA med voldsom hastighed. CIS opererer under mottoet ”lav indvandring, for indvandrere”.
Jeg abonnerer personligt ikke på CIS’s strategi. Jeg går ind for standsning af enhver indvandring fra den tredje verden og for hjemsendelser af langt de fleste fra tredjeverdenslande, uanset om de er født i Danmark eller ej, alt sammen naturligvis på Grundlovens og retsstatens grund.
CIS er selvfølgelig blevet svinet til gennem tiderne, især af det ulækre Southern Poverty Law Center, en de facto kommunistisk organisation, i det mindste at dømme ud fra de udtalelser, der udgår fra denne klamme tænketank.
CIS har imidlertid den fordel, at de offentliggør de hårde data, de kvantitative, der fortæller om befolkningsudskiftningen i en stribe afgørende delstater i USA.
Lad os tage dem i rask rækkefølge, og vi husker hele tiden på, at indvandrere i dag i USA langt oftere stemmer på Demokraterne end på Republikanerne, og nu går det stærkt med at nævne de amerikanske delstater, hvor befolkningsudskiftningen går hurtigst, alle tal er en sammenligning mellem år 2000 og 2020:
Når man er i stand til at læse og forstå disse tal, er det fuldkommen sort, at man ikke forstår, at USA er under hastig forandring mod et de facto etpartisystem, hvor kun Demokraterne – der omfavner både legale og illegale indvandrere – kan vinde præsidentvalget. Bemærk at Republikasnerne ganske vist har vundet præsidentvalget tre ud af de sidste otte gange, men kun i ét valg, i 2004, har de vundet et flertal af stemmer på nationalt plan. Man må selv undersøge det amerikanske valgsystem for at forstå dette.
Uanset set Donald Trumps relative sejr – forstået som det vitterligt tætte valg, som 2020 var – er der tale om, at det grundlæggende konservative USA, som altid siden uafhængigheden i 1776 har eksisteret, er slut nu, alle eventuelle betragtninger taget under overvejelse.
Som CIS viser gennem de afgørende kvantitative data, er udviklingen, som udviklingen er:
Jo mindre et etnisk amerikansk Europa, jo mindre et USA, som europæerne kan identificere sig med. Længere er den ikke.
