<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Indvandreres antal – legale som illegale – vokser markant langsommere under Donald Trump

Og indtil coronaen ramte, var vækstraterne samtidig høje.

Se, nu ville det ligge mig fjernt at påstå, at et enkelt menneske kan gøre alverden, særligt da, når den generelle, strukturelle tendens er meget stærk. Lige siden USA’s værste præsident i nyere tid, Lyndon B. Johnson, stod bag en voldsom liberalisering af USA’s immigrationslove i 1965, har USA været på skæbnekurs.

Præsident Lyndon B. Johnson (1963-1969) vil gå over i historien som præsidenten, der som følge af sit ideologiske hovmod vil stå som den øverstkommanderende, der for altid ændrede USA’s etniske sammensætning. Jeg er ved at læse en helgenbeskrivelse af denne frygtelige ideolog, skrevet af en omtrent lige så arrogant historiker, Robert Dallek, præcis så uvidende om de langsigtede konsekvenser af USA udlændingelove anno 1965, som han er velskrivende.

I 1965 gik USA væk fra den glimrende ordning, der var etableret i begyndelsen af 1920’erne under præsidenterne Warren Harding og Calvin Coolidge. I 1924 fik den sin endelige udformning, som betød et kvotesystem, hvorefter Storbritannien, Nordvesteuropa og Nordeuropa havde markant højere kvoter af indvandrere end andre europæere og især af mennesker fra verden uden for den vestlige.

Efter loven kaldet ”The Hart-Celler Act” fra 1965, begejstret underskrevet af Lyndon B. Johnson, ændredes USA’s immigrationslove radikalt, hvorefter den ganske verden kunne få adgang. Helt grotesk blev amerikanerne i 1965 fortalt, at loven ikke ville ændre USA’s etniske befolkningssammensætning væsentligt.

Naturligvis gjorde den det, ændrede den amerikanske etniske sammensætning grundlæggende, præcis som vesteuropæere er midt i processen af at blive befolkningsudskiftet med mennesker fra den tredje verden.

Resultatet er selvfølgelig det samme i USA, hvor amerikanere af europæisk afstamning systematisk udgør en mindre og mindre andel.

Så kom der en mærkelig mand frem på den politiske scene i sommeren 2015. Hans navn var og er Donald Trump. Han meddelte, at han ville være præsident, og ikke mindst sagde han, at han ville bygge en mur ned mod Mexico. Han burde også have udtalt, at Lyndon B. Johnsons undergravende lov af 1965 skulle omstødes.

Donald Trump har ikke fået gennemført en brøkdel af det, som denne klummeskriver havde håbet på, men det ser ud til, at han har gjort en forskel, og det er da altid noget.

Antallet af illegale og legale indvandrere til USA er steget langt mindre, siden Donald Trump blev præsident.

Det kan ikke redde det historiske USA, som er bygget op af briter, af andre nordvesteuropæere, og herunder af ikke så få skandinaver. Løbet var kørt, før Donald Trump blev præsident i januar 2017.

Men det er stadig interessant, at det synes at gøre en forskel, om det var Hillary Clinton eller Donald Trump, der vandt valget i 2016.

Joe Biden vil, hvis han får magt, som han har agt, give over 11 millioner illegale indvandrere ”en vej til statsborgerskab”. Så ved man da, hvad man får, en endnu hurtigere udskiftning af USA’s europæiske flertal.

Dette amerikanske præsidentvalg er ligesom i 2016 lysende klart. Amerikaneren kan stemme på en Joe Biden, der vil fremskynde processen med at bringe hvide amerikanere i mindretal, eller man kan stemme på Donald Trump, der i det mindste har forsinket samme proces.

Valget for en europæer bør være nemt.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.