<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Vil Republikanerne komme igen? Vil Demokraterne spaltes i to?

I løbet af få år når USA en tilstand, hvor flertallet blandt hvide kan pakke sammen. Og jeg er sikker på, at temmelig mange af de hvide amerikanere vil blive ret sure, når det går op for dem, at spillet er tabt.

Inspireret af kommentarer til mit seneste indlæg her på bloggen vil jeg forsøge mig som orakel om de kommende års udvikling i USA. Det er svært at spå, især om fremtiden, som Storm P. sagde, og det er jo sandt. Jeg prøver nu alligevel som et par millioner andre.

Først skal vi have aflivet eventuelle myter. Hvis man tror, at USA er den samme nation i dag som for bare 30 år siden, har man ikke fulgt med i timen. Det er USA ikke, en logisk konsekvens af de liberale indvandringslove anno 1965.

Fra begyndelsen af 1920’erne, især fra 1924, og indtil netop 1965 førte USA en særdeles stram immigrationspolitik. Der var kvoter, der tilgodeså de lande, hvorfra USA i forvejen havde modtaget mange indvandrere, nemlig fra Nordvesteuropa, særligt fra Storbritannien, men også fra Tyskland, Skandinavien og Holland.

Det var et godt og rigtigt system, fordi det gavnede de amerikanere, der i forvejen var i USA. Antallet af indvandrere var i mere end 40 år begrænset, og de, der fik adgang, havde næsten altid rødder i lande, som amerikanerne selv oprindeligt kom fra.

Denne politik både skabte og vedligeholdt et af de bedste lande i verden, som europæere nogensinde har udvandret til. Ved voldsomt at bremse den alt for store indvandring fra Syd- og Østeuropa i perioden 1880’erne til netop begyndelsen af 1920’erne sikrede ansvarlige politikere med præsident Calvin Coolidge i spidsen, at USA bevarede en anglo-amerikansk kulturel og etnisk kerne, der gjorde USA til bannerfører for den frie verden.

Ved præsident Lyndon B. Johnsons uansvarlighed, bakket op af et lige så uansvarligt flertal i Kongressen, begav USA sig fra 1965 ud på et multietnisk eksperiment, der fra begyndelsen var dømt til at mislykkes.

Resultatet fra 1965 og til i dag i 2020? Den hvide andel af USA’s befolkning er sunket fra en 83-84 pct. til ca. 60 pct. og det endda uden formentlig 20 millioner yderligere illegale. En demografisk katastrofe. Om ca. 25 år vil hvide amerikanere udgøre et mindretal, og kursen er også herefter sat støt sydover.

Denne etniske kalamitet kan have groft sagt tre udfald. Det står klart, at Demokraterne – engang det foretrukne parti for hvide arbejdere – i dag er en skræmmende blanding af woke hvide liberals og minoriteter, de sidste ca. halvdelen af partiets vælgere i 2020. Republikanerne er for mere end 90 pct.’s vedkommende de hvides parti. En særdeles giftig cocktail, fordi den ikke er klassebestemt, men etnisk bestemt.

De tre sandsynlige veje i de næste årtier er som følger:

Republikanerne kan genskabe sig selv ved at henvende sig til alle vælgere med almindelig sund fornuft. Det er Michael Antons bedste forslag i bogen The Stakes: America at the Point of No Return.

Den anden vej er, at Det Demokratiske Parti ret snart spaltes i to, fordi man ikke kan holde sammen på den mærkelige koalition af lavtydende sorte og også latinoer kombineret med højtydende asiater og woke hvide.

Og dermed er vi nået til den tredje mulighed, som er, at USA meget snart, formentlig senest i 2024, bliver en de facto etpartistat. Demokraterne vinder til den tid delstaten Texas med næstflest valgmænd, 38 i øjeblikket, og derpå er det slut prut godnat for Republikanerne, der ikke længere kan vinde et præsidentvalg.

Den første mulighed virker helt usandsynlig. Republikanerne kan gøre sig nok så meget til over for minoriteterne, men disse kan til enhver tid afpresse Demokraterne mere positiv særbehandling (sorte og latinoer) og mere indvandring (latinoer og asiater). Etnicitet er trumf i forhold til klasse og økonomi.

Den anden mulighed hænger sammen med den tredje. Hvorfor dog splintre Det Demokratiske Parti, når man på ubestemt tid kan besidde magten som et andet ANC i Sydafrika? De ledende hos Demokraterne kan så med mild hånd dele godbidder ud til de forskellige etniske grupper, mens de hvide konservative er bundet på hænder og fødder og værsgo har at betale ved kasse et.

Jeg hælder således til den tredje mulighed. USA når i løbet af få år den tilstand, at flertallet blandt hvide kan pakke sammen.

Til gengæld tror jeg også, nej, jeg er sikker på, at temmelig mange af de hvide amerikanere vil blive ret sure, når det går op for dem, at spillet er tabt.

Og når det sker, er ”all bets off”, for nu at sige det på amerikansk.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.