Jeg har skrevet om det et antal gange. Identitetspolitikken hærger Vesteuropa og især USA og de øvrige vestlige aflæggere. Identitetspolitik er skabt af en kombination af en yderligtgående feminisme og en lige så yderligtgående homoseksuel aktivisme og tillige en hadefuld attitude fra repræsentanter fra etniske mindretal.
Identitetspolitik har fanden skabt, nærmest bogstaveligt. Identitetspolitik betyder i kort form, at retsstaten ophæves, fordi særlige grupper tildeles særrettigheder på bekostning af flertallet. Identitetspolitik er lig med en ophævelse af netop lov og ret, hvor vi alle dømmes efter de samme kriterier.
Hvad enten de kalder sig fjerdegenerations feminister, homoseksuelle eller højttalende indvandrere fra den tredje verden, har de én ting til fælles. De ønsker retsstatens afskaffelse til fordel for diskrimination af hvide mennesker, hvide heteroseksuelle mænd og kvinder.
Der er, som Douglas Murray selv kalder det, tale om en ny form for marxisme/kommunisme i samspil med en tech-industri – facebook, google, twitter med mere – der vil sætte en dagsorden, der reelt ophæver den lov og ret, der følger af moderne konstitutioner som den danske grundlov og den amerikanske ditto.
Douglas Murray er selv erklæret homoseksuel, og det skal han naturligvis have lov at være. Douglas Murray er dertil erklæret konservativ, det eneste fornuftige ståsted, hvis man ønsker at bevare fødderne på jorden.
Douglas Murray er udover at være homoseksuel og konservativ en meget skarp iagttager af tidens tern for nu at citere C.V. Jørgensen. Douglas Murray er en nådesløs kritiker af feminister, homoseksuelle og repræsentanter for etniske mindretal, der i virkeligheden ”bare” har én ting til fælles, og det er hadet til den hvide mand og til de hvide kvinder, der gennem årene ofte har mistet deres arbejde, fordi de ikke gjorde afbigt for den guddom, der hedder identitetspolitik, og som sagt er lig med en fjernelse af lov og ret.
Eksemplerne er legio, utallige, i Douglas Murrays bog. Universitetsansatte, der bliver afskediget, udskamning af mennesker, der ikke synes, at den terroristiske gruppe Black Lives Matter (jeg har ondt ved at skrive det med stort) er det nye sort (jeps, jeg skrev det). Hvis man ikke er konform nok i forhold til den nye identitetspolitik, skal man fratages sit arbejde.
Det er nykommunisme, vi taler om her. Kald det gerne noget andet og bedre. Indtil videre er det Lenin og Stalin genopstået. Tilsæt gerne Hitler i ligningen.
Hvis diverse grupper fortsætter deres identitetspoliti, kan jeg garantere én ting, som til gengæld er lige så sikker som amen i kirken. I så fald vil hvid, heteroseksuel identitetspolitik komme på dagsordenen.
Og med tanke på – og her taler jeg som den historiker, jeg er – fortidens kalamiteter bør mindretal ikke blive for aggressive. Der er alt for mange eksempler på, at flertallet går amok, rimeligt eller urimeligt.
Douglas Murray har skrevet en glimrende bog. Tag ved lære af den.
