Jeg kom i vælten for en 14 dage siden, fordi jeg på Facebook i arrigskab, indrømmet, havde skrevet, at Jens Philip Yazdani og Ali Aminali aldrig bliver danskere, skønt de påstår, at de er det. Det er alene Ali Aminali, der er emnet for dette indlæg.
Min arrigskab skyldtes, at Ali Aminali af Berlingskes journalist Troels Heeger var blevet citeret for følgende:
»Når Ali Aminali denne formiddag skridter hen over fodboldbanens kunstgræs, hvor Fredens Moské tidligere har arrangeret festligheder i forbindelse med muslimske højtider, kritiserer han både Generation Identitær som ”hipster-fascister” og det offentlige bønnekald som en form for magtudøvelse og social kontrol.«
Så vidt jeg kan se, har Ali Aminali selv efterfølgende på Facebook taget afstand fra, at han skulle have kaldt Generation Identitær for »hipster-fascister«. Det tager jeg naturligvis for gode varer. Man skal have lov at dumme sig – det gør jeg selv fra tid til anden – og derpå beklage sit ordvalg.
Af personer, hvis mening jeg tager alvorligt, er jeg blevet fortalt, at jeg var uretfærdig over for Ali Aminali, når jeg skrev, at han aldrig ville blive dansker. Jeg skal understrege, at det ikke er etablerede konservative, jeg her tænker på. De skrev mange spændende ting om mig, hvoraf det pinligste og rædsomst dårligt argumenterende indlæg nok var Jens Kindbergs ”Let’s drain the swamp, Uhrskov”. Alene overskriften er latterlig.
Nå, men jeg tænkte, at jeg muligvis havde været uretfærdig over for Ali Aminali, og det har jeg også været, synes jeg, et stykke ad vejen. Nu har jeg nemlig læst Ali Aminalis bog, ”Alis danmarkshistorie”, fra 2019.
Jeg efterlades med et indtryk af en sjælden personlighed, en iraner, der kommer til Danmark som barn og derpå indoptager danske sæder og skikke, og som oven i købet tydeligt indser, at venstrefløjens position i udlændingespørgsmålet er både til grin og farlig.
Hvis Ali Aminali på baggrund af sin åbenlyse assimilation til det danske samfund vil kalde sig selv for dansker, har jeg egentlig ikke så meget at indvende på det pragmatiske plan. Når man i så høj grad som Ali Aminali netop har taget dansk skik og sæd til sig, er jeg langmodig, også selv om jeg ikke er enig i, at Ali Aminali er dansker. Lad mig illustrere det med et fiktivt eksempel:
For 30 år siden, da var jeg 26 år gammel, bosatte jeg mig i Rusland og giftede mig med en etnisk russisk kvinde. Jeg fik efter nogle år russisk statsborgerskab, og jeg fik børn med den fiktive russiske kvinde, lad os sige to. Jeg kom til at holde af russisk kultur, lige fra vodka og kaviar og til den russiskortodokse kirke. Jeg lærte flydende russisk, talte det næsten uden accent, og jeg identificerede mig med russisk historie og landets og folkets heroiske stunder såvel som deres tragedier.
Jeg ville derfor have en forventning om, at mine to børn, halvt etnisk russiske og halvt etnisk danske, ville være for russere at regne. Jeg ville formenligt blive stødt, hvis ikke man regnede mit tænkte afkom for russere.
Jeg ville derimod aldrig forsøge at overbevise mine russiske venner om, at jeg selv var blevet russer, hvilken absurd tanke, når jeg nu er etnisk dansker (iblandet lidt tysk, fransk og russisk i praksis). Mine russiske venner ville efter al sandsynlighed bare grine af mig, hvis jeg insisterede.
Vi skal til vejs ende: Jeg undrer mig over, at man næsten aggressivt insisterer på at kalde sig dansker, når man er 100 pct. etnisk noget andet. Ali Aminali er med sin holdning til dette land og folk velkommen, det manglede bare. Jeg går ud fra, at hans børn og børnebørn indgifter sig i den danske stamme, og så er de følgende generationer naturligvis for danskere at regne.
Det var egentlig bare det, jeg ville skrive. Jeg har altid ment sådan, også selv om jeg til min rædsel ved – fra solid forskning – at multietniske samfund alt andet lige skaber konflikt og ikke harmoni.
Derfor går jeg ind for hjemsendelser, på retsstatens og grundlovens grund, af en stor del af de ikkevestlige, fordi de ikke har følelser over for Danmark og danskerne.
Ali Aminali har jeg efter endt læsning af hans bog ingen problemer med. Velkommen i klubben, Ali Aminali, og jeg undskylder hermed også mit alt for firkantede opslag på Facebook.
