Man er alt for meget hjemme i disse tider, og ud over det nødvendige arbejde må man finde noget at tage sig til. Jeg har fundet på at give læserne af denne blog inspiration til, hvad man kunne lytte til af populærmusik, når nu indelivet er i centrum.
Jeg er ret ensidig i denne genre. Håb derfor gerne på andre forslag til at lindre sindet med vederkvægende musik på de helt høje nagler i populærmusikkens gebet. Den rigtige, den virkelige europæiske musik, den klassiske, er jeg slet ikke tilstrækkeligt velbevandret i til at kunne sige noget meningsfuldt om.
Jeg er heller ikke nogen ørn til den populære musik, men jeg har dog en faible for visse dele af den ikke klassiske musik, som jeg her deler.
Jeg er - min vane tro – stærkt ensidig. Hvis jeg skal nævne de første fem-seks-syv numre som de største, vil der stå Bob Dylan bag dem alle.
Det største nummer i populærmusikkens verdenshistorie er Sad Eyed Lady of the Lowlands fra 1966 på pladen Blonde on Blonde.
Dette uovertrufne nummer indspillede Bob Dylan, mens han efterfølgende ifølge eget udsagn havde ”den der tynde, vildt kviksølvlignende lyd” i sin hjerne.
Nå, men tak skal du have, Bob Dylan, så ved vi omsider, hvordan det er at have en iq på 170 eller deromkring.
Som nummer to i rækken over udødelige numre er naturligvis Desolation Row fra 1965. Umiddelbart vrøvl på vrøvl i vers efter vers, i mere end 11 minutter som i Sad Eyed Lady of the Lowlands, er det genialitet på den helt store måde.
En række andre formidable numre kunne nævnes, f.eks. Visions of Johanna, Mr. Tambourine Man og en del flere fra de tre plader, Bringing it all back Home, Highway 61 Revisited og førnævnte Blonde on Blonde, alle tre fra 1965 og 1966, hvor geniet var en 24-25 år gammel.
Næsten alle Bob Dylans udødelige numre findes på disse tre plader, som det hed engang. I Shall be Released og All along the Watchtower er andre i samme kaliber fra kort tid efter midten af 1960’erne.
Genier topper tidligt, således også Bob Dylan. Det er i de helt unge år, i tyverne, at den flydende intelligens er på sit højeste. Det er her, at naturvidenskabsmænd og musikere normalt skaber deres udødelige værker.
Således også Bob Dylan. Det er godt at huske på vores mestre i svære tider.
