Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

2020’erne bliver det nationale og det konservatives årti – kun nationalstaten kan forsvare det liberale demokrati

Efter årtiers fejlslagen politik bygget på drømmesyner om én verden er virkeligheden vendt tilbage med sin forhammer.

Jeg har netop læst to politikere og en universitetsansats bekymrede udsagn om det årti, vi står på tærsklen til. Mogens Lykketoft, Lars Løkke Rasmussen og professor Marlene Wind behøver ikke den store introduktion. Socialdemokraten, Venstremanden og den politiserende professor har meget til fælles:

De bryder sig ikke om den uafhængige nationalstat. De anskuer EU som afgørende for Europa og ser gerne mere og mere overstatslighed, og følgelig afskyr de brexit og i øvrigt også Donald Trump. Nationalstater, hvor flertallet ikke ønsker at nedlægge sig selv, søles til som stort set antidemokratiske og som noget, katten har slæbt ind.

Mogens Lykketoft:

”I Europa er det meget tydeligt, at genforeningen med udvidelsen af EU har givet flere bølgeskvulp, end man havde forudset. EU’s manglende evne til at håndtere beskyttelsen af de ydre grænser samt hele diskussionen om flygtningestrømmene har fyldt. Det har ført til nye modsætninger og nye populistiske bevægelser i Europa, og man har blandt andet set halvautoritære regimer opstå i Polen og Ungarn. Generelt i Europa har man skærpet beskyttelsen af de ydre grænser og strammet udlændingepolitikken, men uden at kunne levere et fælles svar, som kan hjælpe de steder, hvor problemerne er opstået.”

Lars Løkke Rasmussen:

”»Jeg vælger at gå med i Marrakech-aftalen og siger: Vi har millioner af migranter i verden. Nogle er lovlige, andre er illegale. Der er masser af problemer, men vi er nødt til at engagere os i internationale diskussioner, og så kommer hele den yderste højrefløj og siger, at du skal have hugget hænderne af, så du ikke skriver under på aftalen,« siger Lars Løkke og sender samtidig en indirekte budskab til partier som Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti ved at stå fast på, at Danmark har brug for internationalisering.”

Marlene Wind:

”Der vil, når det kommer til Europa, naturligvis ud over Brexit stå en del om finans- og flygtningekriserne og om, hvordan valg i øst og vest – i den nye digitale tidsalder – pludselig blev langt mere sårbare over for manipulationer, trolde og fake news. Personligt er jeg dog ikke i tvivl om, at der også vil komme til at stå en del om, hvordan Europa i dette tiår lod sine egne demokratier dø, uden at nogen gjorde noget for at stoppe det.”

Mogens Lykketoft og Lars Løkke Rasmussen er i det mindste så venlige, at de nævner udlændingepolitikken, men kun som et emne, hvor internationale konventioner, fordelinger af såkaldte flygtninge og afgivelse af suverænitet er vejen frem. Marlene Wind orker ikke at nævne dette skæbnespørgsmål.

Fælles for de tre er, at de alle tilhører verden af i går. De lever stort set åndeligt i 1990’erne, hvor de liberale efter Murens fald og Sovjets sammenbrud viste os hen imod en ny morgenrøde, hvor det liberale demokrati ville sejre og autoritære regimer ende på møddingen.

Hvor står vi så i dag, 30 år efter Murens fald i 1989?

Med totalt fejlslagne demokratiprojekter i lande som Afghanistan, Irak og Libyen. Med terrorangreb i vesteuropæiske hovedstæder og andre storbyer. Med en hurtigt voksende befolkning fra den tredje verden. Og dermed en udskiftning af den hjemmehørende befolkning som i Sverige, hvor andelen af mænd i alderen 15-44 år ligger mellem 60 og 70 pct. i de hårdest ramte kommuner.

På denne dystre baggrund taler Mogens Lykketoft, Lars Løkke Rasmussen og Marlene Wind fortsat henført om, at kun ved internationale samarbejde kan vi løse udfordringerne.

Er det et forsøg på en dårlig vittighed? Aldrig før har en række europæiske lande samarbejdet så bredt og så dybt, som EU har siden 1989. Hvad har dette samarbejde – som reelt har været et forsøg på at nedbryde nationalstaterne – bragt med sig af herligheder? De nævnte uløselige problemer, som vel at mærke kun forbliver uløselige, så længe vi gør mere af det samme.

Vejen frem er, som forfatteren C.S. Lewis så fint udtrykte det, at gå tilbage til det sted, hvor vi gik forkert, og derpå finde den rigtige vej i stedet og vandre ud af den rigtige vej. Det er den sandt progressive, der gør sådan.

Den helt rigtige vej findes ikke for en falden menneskehed. Det er den skeptiske konservative, der taler her. Men den samfundsorden, der hidtil har haft størst succes, eller mindst fiasko om man vil, er den, der er bundet til nationalstaten. Aldrig imperiebyggeri som de totalitære regimer i det 20. århundrede prøvede til lyden af millioner menneskers død og lidelse. Altid arbejde for nationalstaten, hvor den dominerende etniske gruppe er så stor, at der trygt for alle parter kan bo mindretal, der i sagens natur skal være beskedne i størrelse.

Dette mål kan aldrig nås til fulde. Paradis på jord kommer ikke til at ske. Men man kan mindske mange lidelser ved hele tiden af have sig for øje, at nationalstaten er den mindst ringe organisationsform, ligesom den demokratiske styreform er det.

For alles skyld må vi arbejde for, at 2020’erne bliver det nationalkonservative årti. Vi skylder vore efterkommere det.

Godt nytår!

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Morten Uhrskov Jensen (f. 1964) er landsformand for Dansk Samling. Han er cand.mag. i historie og samfundsfag og redaktør af det nu hedengangne national-konservative tidsskrift Nomos. Desuden forfatter til bøgerne "Indvandringens pris - På vej mod et fattigere Danmark" (2012, People's Press) og "Et delt folk" (2008, forlaget Lysias).
Seneste blogs
Af Morten Uhrskov Jensen
24.02.20, 18:13
»Så vælger en af drengene at urinere på mig og filme det« Læs mere
Af Jens Kindberg
24.02.20, 13:38
Er danske politikere virkelig så langt fra almindelige borgere? Læs mere
Af Utku H. Güzel
23.02.20, 14:43
Selvom det står klart, at krigen i Syrien er skabt af udefrakommende grunde, og at de vestlige lande har en meget stor finger med i spillet, så prøver man fortsat at skabe en anden historie. Det er til at brække sig over. Læs mere
Af Mikael Jalving
23.02.20, 10:30
Dannelse skal hverken afspejle eller efterligne demokratiet, men hæve det, kvalificere det, ja, muliggøre det. Læs mere
Af Martin Ågerup
22.02.20, 00:34
Den danske SU er i forvejen den mest generøse i verden Læs mere
Af Nauja Lynge
21.02.20, 18:06
Folketingets partier har givet samtykke til, at dansk fregat indgår i fransk hangarskibsgruppe, selvom franske interesser ikke flugter med de danske. Det kræver, at Danmark justerer sin arktiske politik. Læs mere
Af Marie Høgh
21.02.20, 13:45
Hvis samtykkeloven bliver en realitet, kvæles det personlige ansvar, tilliden og friheden i slipstrømmen på #MeToo, der næres af mistillid mellem kønnene. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
20.02.20, 19:18
Her kommer min kommentar helt uden Debatten. Læs mere
Af Søren Gade
20.02.20, 15:30
Hvorfor er vores unge blevet så kropsfikserede? Påvirkning fra medierne og influencere bærer med deres deres udstilling af nogle ofte absurde idealer en stor del af skylden for det, der kan ende galt. Læs mere