Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Første Verdenskrigs generalers forbryderiske tåbeligheder gentages af vores nuværende eliter i ny form

Men bogen af Max Hastings er i øvrigt meget anbefalelsesværdig.

Ferietid er blandt meget andet dovent også læsetid. Med en forsinkelse på seks år er jeg netop blevet færdig med britiske Max Hastings’ ”Katastrofe 1914 – Europa går i krig”.

Bogen er lærd angelsaksisk historieskrivning, når det er bedst. I tusindvis af kilder er blevet studeret, og ud af dette store arbejde er skabt en syntese, hvor det hele er med: politikerne og de militære chefers fatale beslutninger mellem mordet i Sarajevo 28. juni 1914 og til den første krigserklæring præcis en måned senere, dernæst krigen frem til jul 1914.

Max Hastings skriver medrivende, som kun få kan. Det er ikke, fordi hans konklusioner og fordeling af skyld er så meget anderledes end hos flertallet af historikere. I prioriteret rækkefølge må Tyskland indtage den kedelige førsteplads, fulgt af Østrig-Ungarn, Rusland og Frankrig og Storbritannien på en delt fjerdeplads. Alle andre magter var juniorspillere.

Østrigerne var de mest aggressive og troede i deres afsind, at de kunne afstraffe Serbien, uden at Rusland ville reagere. Når tyskerne må påtage sig mest skyld, er det selvfølgelig, fordi de kunne have standset Østrig ved simpelthen at nægte dem støtte til at erobre Serbien. Ved at give Østrig den såkaldte blankocheck i begyndelsen af juli opæggede Tyskland den helt igennem uduelige østrigske ledelse. Helmuth Moltke, øverste chef for den tyske hær, ønskede reelt en præventiv krig, før Rusland var blevet alt for stærk gennem fortsat industrialisering.

Rusland mobiliserede meget hurtigt, hvilket ikke ligefrem var hjælpsomt i forhold til at bevare freden. Frankrigs alliance med Rusland gjorde, at Tyskland måtte regne med en tofrontskrig, og endelig var Storbritannien meget længe – alt for længe – om at meddele Tyskland, at man ikke kunne se på, at Frankrig blev løbet over ende. Ingen var således skyldfri, men at der er markante grader af skyld hos de fem stormagter, er der ingen tvivl om.

Max Hastings’ mursten fortæller kun om krigshandlingerne i året 1914, og det er der god grund til. Slagterierne ved især Verdun og Somme i 1916 har fået eftertiden til at glemme, hvor store myrderierne var allerede i 1914.

Joseph Joffre var fransk øverstkommanderende 1914-16. Han var dygtig og målbevidst og kunne stå for det enorme pres, men hans angrebsplan XVII ind i Alsace-Lorraine, der havde været tysk siden 1871, var vanvid og førte til hundredetusinder af franske tab for absolut ingen gevinst.

John French, leder af BEF, British Expeditionary Force, var slet og ret uduelig og dertil en kujon, der flere gange truede med at trække den britiske styrke ud af kampen. Han var helt igennem uskikket til at lede så meget som en deling i krig.

Alexander Samsonov indledte det tidligste russiske felttog ind i det tyske Østpreussen. Efter en smule indledende succes blev denne lige dele arrogante og ukvalificerede general slået så grundigt, at han anstændigvis begik selvmord.

Helmuth Moltke, chef for verdens stærkeste hær, var et nervevrag i løbet af få uger og gjorde ikke engang et alvorligt forsøg på at koordinere de syv armeer, som Tyskland indsatte på vestfronten mod især Frankrig, støttet i meget mindre omfang af briterne.

Oskar Potiorek ledte det østrigske felttog mod serberne. Den mest enkle måde at beskrive hans elendige person er at kalde ham arrogant og grusom og ansvarlig for talrige krigsforbrydelser.

Det var den hurtige gennemgang af en sump af inkompetence i samtlige hæres ledelser. Naturligvis var der undtagelser, men ikke mindst slagmarkerne i 1914 er en opvisning i ubehagelige typer, især generaler, men også politikere, der på ingen måde var deres opgave voksen, og som derfor blev ansvarlige for hundredetusinders død og lemlæstelse.

Det er uden tvivl korrekt, når Max Hastings skriver, at datidens eliter hverken var dummere eller klogere end nutidens ditto. Menneskene ændrer sig ikke grundlæggende på så få generationer. Denne kendsgerning får mig unægteligt til at overveje følgende, og jeg vil opfordre andre til at gøre det samme:

Når datidens mægtigste i 1914 i et utal af tilfælde var så uduelige, som tilfældet vitterligt er, kan det samme udmærket gøre sig gældende i vores egen tid. Der er ikke tale om en sammensværgelse, men slet og ret om komplet idioti.

Jeg tror, at den brede befolkning instinktivt tænker, at de bliver regeret af nogenlunde forstandige mennesker, der vil land og folk det bedste ud fra deres ideologiske udgangspunkter. Det er imidlertid en vigtig og for mange ret sjælsrystende erkendelse at opdage, at det overhovedet ikke behøver at være tilfældet. Et halvt kontinents eliter – i dag Vesteuropa – kan snildt føre deres befolkninger ned ad vejen mod helvede i meget lang tid.

Først fra 1917 blev Ententen systematisk bedre til at forsøge at undgå helt unødvendige tab af menneskeliv. Da vi i dag ikke er i åben krig, tager processen meget længere tid, efter at eliterne er slået ind på en katastrofal kurs, og før de tager ved lære af deres skadelige politiske handlinger.

At de vil blive tvunget til fornuft, er der ikke skyggen af tvivl om, men for hvert år de venter, vil kvantiteten og kvaliteten af ulykker blive forværret for Vesteuropas folk.

Læs Max Hastings’ bog. Den er god at få forstand af, især om 1914, men sandelig også om vores egen tid.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Morten Uhrskov Jensen (f. 1964) er landsformand for Dansk Samling. Han er cand.mag. i historie og samfundsfag og redaktør af det nu hedengangne national-konservative tidsskrift Nomos. Desuden forfatter til bøgerne "Indvandringens pris - På vej mod et fattigere Danmark" (2012, People's Press) og "Et delt folk" (2008, forlaget Lysias).
Seneste blogs
Af Marie Høgh
21.02.20, 13:45
Hvis samtykkeloven bliver en realitet, kvæles et personlige ansvar, tilliden og friheden i slipstrømmen på #MeToo, der næres af mistillid mellem kønnene. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
20.02.20, 19:18
Her kommer min kommentar helt uden Debatten. Læs mere
Af Søren Gade
20.02.20, 15:30
Hvorfor er vores unge blevet så kropsfikserede? Påvirkning fra medierne og influencere bærer med deres deres udstilling af nogle ofte absurde idealer en stor del af skylden for det, der kan ende galt. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
19.02.20, 16:54
Voldtægt skal stadig bevises, og det vil ofte være påstand mod påstand. Læs mere
Af Henrik Højlund
19.02.20, 14:23
Færre melder sig ud af folkekirken, viser de nyeste tal. Men folkekirken er efterhånden blevet så diffus og harmløs, at den gør sig selv overflødig. Læs mere
Af Rune Lund
19.02.20, 10:16
En enkelt lov har ødelagt din velfærd for milliarder af kroner Læs mere
Af Mikael Jalving
18.02.20, 12:03
Man er ikke ”krænkelsesparat”, fordi man kritiserer noget for at være dumt eller skadeligt. Læs mere
Af Jens Philip Yazdani
18.02.20, 07:55
Hvis vi vil komme fattigdommen i Danmark til livs, må vi anerkende, at den også eksisterer blandt ungdommen. Første skridt er at opgøre den, så studerende regnes med; det næste er at fordoble SU’en - og så skal boligerne være til at betale. Læs mere
Af Rune Toftegaard Selsing
18.02.20, 07:17
Dyr mad er en bekvem måde, man kan udvise sit kulturelle mereværd Læs mere
Af Nauja Lynge
17.02.20, 19:08
Socialdemokraterne har bygget en usynlig, men meget høj mur omkring regeringen, som før eller senere bryder sammen. Og når den gør det, bliver det umuligt at bygge den op igen! Læs mere