Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Om Mosbjerg Folkefest, en udfordret journalist og Deadline, der ufrivilligt bekræfter, at den store udskiftning finder sted

Et studie i journalistisk ukyndighed og det åbenlyse had, der strømmer én i møde fra visse repræsentanter fra dansk presse.

Jeg var til folkefest i går lørdag, Mosbjerg Folkefest. Desværre var engelske Tommy Robinson og de identitæres leder i Østrig, Martin Sellner, blevet forhindret i at komme, og det var jo ærgerligt, men sådan er det.

I perfekt sommervejr, ikke for varmt og især uden regn, var mere end 330 mennesker samlet. Masser af gode folk, mange jeg havde mødt før og andre, jeg talte hyggeligt med for første gang. En imponerende bedrift af arrangørerne at stable en sådan begivenhed på benene. Det er fremragende for nationalt sindede danskere, folk fra Norge og Sverige og andre europæere at kunne mødes under så behagelige omstændigheder.

I foromtalen havde en lokalavis fra Skanderborg ageret mikrofonholder for en fascistisk antifascist, der bl.a. fik lov at udtale følgende uden at blive modsagt:

»Der er sket en forråelse, der er ved at gå over gevind. Et had til andre racer, til LGBT, til handicappede, ja, til enhver, der i de her menneskers optik ikke er rigtige danskere

Ordet rendestensjournalistik har nærmest fået en ny betydning. Gennemførte løgne får lov at blive stående. Nå, kan hænde at journalisten bag artiklen er alternativt begavet.

Radio24syv havde sendt en kvindelig journalist til Folkefesten, og også jeg fik fornøjelsen af at blive stillet spørgsmål af den unge kvinde. Stor ros til arrangørerne for at give Radio24syv lov til at deltage, men øh, Radio24syv, var det jer umuligt at finde en kvalificeret person til opgaven?

Jeg har gennem årene talt med måske 50 journalister og har derfor et ret stort sammenligningsgrundlag. Jeg er aldrig tidligere blevet interviewet af en så aggressiv og samtidig intellektuelt ufunderet person. Man kan sige det på så mange måder. En af dem kunne være, at der ingen huller var i hendes uvidenhed. Her følger nogle af hendes spørgsmål, frit efter hukommelsen:

Jeg blev spurgt, om Rasmus Paludan ikke burde have været en af talerne. Journalisten kunne til at begynde med have spurgt mig, om jeg var en af arrangørerne, hvilket jeg ikke er og heller ikke har været ved tidligere lejligheder. Spørgsmålet var selvfølgelig helt i skoven og havde intet med saglighed at gøre. Havde hun regnet med, at jeg ville geråde ud i en lang forklaring om, at arrangørerne havde begået en kæmpebrøler, eller hvordan synes du selv, det går?

Dernæst blev jeg spurgt, om jeg er tilhænger af Stram Kurs, et parti, som jeg af meget gode grunde ikke er medlem af, da jeg er formand for Dansk Samling. Jeg svarede, at jeg længe har været tilhænger af, at der opstod et alternativ til Dansk Folkeparti, og at jeg derfor var glad for, at Nye Borgerlige var blevet valgt ind, og også at jeg beklagede, at Stram Kurs ikke blev. To alternativer er som bekendt bedre end et.

Så blev jeg spurgt, om jeg havde stemt på Stram Kurs. Jeg tillod mig at sige, at det ville jeg ikke fortælle. Bemærk, at det ikke så meget er det, at journalisten stillede mig netop det spørgsmål. Pointen er naturligvis, at hendes spørgsmål stadig ikke havde drejet sig om noget politisk i egentlig forstand, men om mine stemninger og fornemmelser.

Næste akt i dette mærkelige stykke teater var, at jeg skulle svare på, om Stram Kurs går for vidt i sin foreslåede politik. Jeg sagde først, at hun måtte spørge Rasmus Paludan selv, men jeg fik det svar, at Rasmus Paludan havde sagt, at Radio24syv er en affaldskanal, som han ikke vil tale med. Til det grinede jeg og medgav med det samme, at jeg så godt kunne se, at det kunne journalisten ikke spørge ham om. Det sigende i situationen var egentlig mest det, at den kvindelige journalists ansigt med stor vedholdenhed var fuldstændig stramt, jeg havde nær sagt, var sat på stram kurs. Er det kun Kirsten Birgit, der har humor på Radio24syv?

Et enkelt eksempel mere, og jeg skal spare læserne for yderligere:

Jeg blev spurgt, om der ikke skulle »brændes flere koraner af«. Det var kosteligt. I forvejen var jeg i godt humør, og det blev ikke dårligere af at stå over for en aggressiv journalist, der var helt væk. Jeg svarede, at jeg ikke havde behov for eller lyst til at brænde koraner af.

»Hvorfor egentlig ikke,« fortsatte hun Herren hjælpe mig. Nej, forresten, det er nok snarere journalisten, der skal anråbe Vorherre om hjælp.

Nok om hende, men sjovt var det. Videre til lørdag aftens Deadline på DR2, hvor værten var Steen Nørskov. Man må lade Steen Nørskov, at han ikke putter med sine holdninger for fuld licensfinansieret skrue. Steen Nørskov er noget nær prototypen på den forudindtagede journalist, der har en dagsorden, og hvor resultatet er givet på forhånd.

I dette tilfælde drejede det sig for Steen Nørskov om at fremstille nationalkonservative som bindegale konspirationsteoretikere, når vi taler om ”Den store udskiftning” eller i ét ord ”Befolkningsudskiftningen”. Det har jeg for øvrigt skrevet om for fem dage siden.

Først var der en ret kort omtale af Mosbjerg Folkefest, hvor deltagerne blev beskrevet som værende fra det »yderste højre« og den »yderste politiske højrefløj i Europa«. Klart, klart, jeg havde ikke regnet med andet. Anden halvdel af udsendelsen var bl.a. helliget en professor ved et dansk universitet. Professoren er af tysk afstamning, og hans ulidelige politiske korrekthed om Generation Identitær vil jeg forbigå i tavshed. Tysk politisk korrekthed er overvældende meget værre end den danske ditto.

Den anden deltager i denne anden del var en Rasmus Hage Dalland, der har skrevet en bog om de identitære i forskellige europæiske lande. Han var sådan set neddæmpet nok, men han bør sanere dele af sin sprogbrug. At tale om ”kontekstuelle” forskelle og om ”versioneringer” fortæller kun noget om en umoden ung mand, ikke om den intellektuelle, som Rasmus Hage Dalland tydeligvis ønsker at posere som.

Værre – og dybt uprofessionelt – var det, at Rasmus Hage Dalland mente, at de identitære »kan være ekstremt farlige«. Dette amatøragtige udsagn spiller sammen med, at jeg har talt med identitære, der er af den opfattelse, at Rasmus Hage Dalland sejlede under falsk flag, da han interviewede dem. I stedet for loyalt at beskrive et lovligt demokratisk fænomen er han efterfølgende gået ud som propagandistisk venstreorienteret ved adskillige lejligheder. Så er man ikke længere uafhængig journalist.

Må jeg anbefale den uden tvivl velbegavede unge mand at lade sig inspirere af den portugisiske professor José Pedro Zúquete, der er forfatter til den helt fremragende – om end noget tunge – bog ”The Identitarians” fra 2018? Beskrivende og analyserende uden på noget tidspunkt at afsløre forfatterens egne holdninger. Et akademisk arbejde af høj klasse.

Det var det. Nu til aftenens clou i Deadline. Det ankom allerede i første del, hvor en professor emeritus i demografi skulle forklare, om man kunne tale om den store udskiftning af de vesteuropæiske folk. Der var mange politisk korrekte fraser, f.eks. at han selv stammede fra Norge. Uh huh, for en udlænding, hva be va?

Han var heldigvis også så intellektuelt hæderlig, at han sagde følgende, som i den grad fortjener at blive sat med fed og i kursiv:

»Andelen af indvandrere i Danmark er stigende, det er indiskutabelt…Så den udskiftning, der er tale om, ja, den er der jo, hvis vi måler det på historikken.«

Af hjertet tak til den emeritussede professor, men især til Steen Nørskov for at invitere ham i studiet. Propagandisten Steen Nørskov ønskede at fremstille nationalkonservative som skøre mennesker, der ser spøgelser, og så kommer demografen og siger, så det ikke kan misforstås, at der lige præcis er tale om en udskiftning af det danske folk og af en stribe andre europæiske folk.

Det var i sandhed en god dag i går. Først en folkefest, så en privat sammenkomst om aftenen og derpå vågne op og konstatere, at Deadline i går aftes i den grad fremmede de nationalkonservatives sag.

Tak, Steen Nørskov, modtag min hyldest.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Morten Uhrskov Jensen (f. 1964) er landsformand for Dansk Samling. Han er cand.mag. i historie og samfundsfag og redaktør af det nu hedengangne national-konservative tidsskrift Nomos. Desuden forfatter til bøgerne "Indvandringens pris - På vej mod et fattigere Danmark" (2012, People's Press) og "Et delt folk" (2008, forlaget Lysias).
Seneste blogs
Af Martin Ågerup
15.07.19, 19:53
FN bør indse sandheden: Markedsøkonomi og konkurrence er de fattiges ven. Læs mere
Af Mikael Jalving
12.07.19, 16:00
Mens teknologi og gadgets forandrer vores sociale eksistens til uigenkendelighed, har EU’s imperialistiske institutioner fået os til lige så frivilligt at give afkald på national suverænitet. Læs mere
Af Anna Thygesen
12.07.19, 13:30
Vi skal ikke fordømme folk, der forsøger at begå selvmord. De skal have hjælp, og så skal vi tale om det med hinanden og vores børn, for det eneste, der ikke virker, er tavshed og tabuisering. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
12.07.19, 11:29
Det yderste højres sande ansigt viser sig, når det russiske flag bliver luftet Læs mere
Af Signe Munk
11.07.19, 16:00
Skønhedsindustrien, samfundet og vi selv har et fælles ansvar for de skønhedsidealer, som lægger et enormt præstationspres på især unge. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
11.07.19, 10:18
Min ringe person har netop fået tre dages karantæne. Læs mere
Af Jens Kindberg
10.07.19, 00:02
De fleste af os har vel været i berøring med hospitalsvæsnet. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
08.07.19, 22:14
Af hjertet tak, Harun Demirtas, du fremskynder det tidspunkt, hvor omfattende hjemsendelser på grundlovens og retsstatens grund vil finde sted. Læs mere
Af Harun Demirtas
08.07.19, 15:14
Når et menneske får en invitation til indirekte at takke af og skride fra dette land, kan man ikke længere argumentere for, hvorfor det skulle kunne betale sig at integrere sig i dette land, når landet pisser på en. Læs mere