Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Hvem skal vi stemme på til valget til EU-Parlamentet? Målet er selvsagt EU’s undergang

En taktisk stemme kunne være på Anders Vistisen fra DF.

Der er en egen sød ironi i, at valget til EU-Parlamentet vil få kraftig underopmærksomhed på grund af valget til Folketinget ti dage senere. Men stemmes skal der jo, skønt jeg udmærket ved, at en lav valgdeltagelse i sig selv er et bevis på EU’s totalt manglende demokratiske legitimitet.

Endemålet for nationalkonservative bør der da heller ikke være tvivl om: Det er EU’s undergang, kvast under den klippe af virkelighed, som siger europæiske folk og nationalstater. Først når dette er blevet en realitet, kan vi samarbejde om alle mulige fornuftige ting, især handel og en fælles vilje til at forsvare og bevare Europa som hjemsted for de etniske europæere som de altoverskyggende flertal.

Af denne grund kunne man godt overveje at stemme taktisk denne gang, og her ville Anders Vistisen fra DF være et godt bud. Hvorfor? Ikke for at tækkes DF, som hælder mere og mere imod at være et EU-positivt parti.

Men i sidste måned blev et nyt samarbejde stablet på benene, hvor DF deltager. Det sker sammen med Marine Le Pen i Frankrig, Salvini i Italien, Alternative für Deutschland og også med De Sande Finner.

Målet for den kommende gruppe er at svække EU’s overstatslighed og derfor at hjemtage magt til nationalstaterne. Det er desværre ikke nedlæggelsen af EU, der står på tapetet hos gruppen, men mindre kan også gøre det til at begynde med.

Europa har for længst nået et stadie, hvor vigtige ting skal rives ned, før noget nyt kan bygges op. Sammen med udlændingepolitikken er EU det afgørende emne for vores generation. Et delmål er at svække EU så meget som muligt.

Derfor kan man overveje en taktisk stemme på DF’s Anders Vistisen, som med de begrænsninger hans parti pålægger ham, har gjort det fornuftigt i EU-Parlamentet siden 2014. Anders Vistisen ser i øvrigt ud til at blive genvalgt.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.