Min bloggerkollega Jens-Kristian Lütken går helhjertet i brechen for at forsvare FN’s migrationspagt, også kaldet Marrakesh-erklæringen. Måske han skal gøre sine hoser grønne for Venstres ledelse, ikke mindst statsministeren, som nok kan trænge til en hjælpende hånd. Hvad ved jeg?
Jeg har omsider haft lejlighed til at læse dokumentet, som Lars Løkke Rasmussen sammen med bl.a. Angela Merkel – hende, De ved nok – vil underskrive den 11. december, sikkert ved en ganske fornem ceremoni. Dokumentet er for en umiddelbar betragtning oprørende for et vestligt land, idet indvandrere stort set sidestilles med flygtninge. På den anden side er det slående, hvor forældet dokumentet er, allerede inden det er blevet vedtaget.
Asylsøgere/flygtninge og indvandrere fra den tredje verden. Hvad betyder forskellen? Absolut ingenting i den fremtid, der venter os. Befolkningseksplosionen i f.eks. Afrika er i de kommende årtier så enorm, at det ikke giver nogen mening at skelne imellem de forskellige kategorier. Kontinentet skønnes at vokse fra de nuværende ca. 1,1 milliarder mennesker til 2,4 milliarder, en stigning på 1,3 milliarder eller 1.300 millioner, næsten det dobbelte af Europas samlede befolkning i dag, som er på ca. 740 millioner. Det er alene stigningen, der vil udgøre tæt ved en fordobling af Europas nuværende befolkning.
Alle andre udfordringer for Europa blegner ved siden af disse fakta. Tager især Vesteuropa bare imod en mindre del af dette enorme antal mennesker, er Vesteuropa færdig som gårdsanger, og butikken, der kan kalde sig Vesteuropa, kan slå boden sammen og konstatere, at det var så den civilisation. Det er på den baggrund, at vi skal se, hvad der sker eller ikke sker i de kommende år.
Det er til gengæld ikke i FN’s studentikose dokument, at vi skal se verden, som den er. Flosklerne står i kø for at komme til. Der tales om samarbejde, om indvandreres potentielle, strålende bidrag, om væmmelig racisme og xenofobi og alt det andet onde, der udgår fra den hvide del af verden. Læs selv det absurde papir.
Jeg er naturligvis modstander af, at den danske regering har tænkt sig at underskrive dette mærkværdige dokument, der lyder som noget fra 1980’erne, hvor det kun var gået op for få klartskuende mennesker som Søren Krarup, hvad der var på vej. Dansk Folkeparti burde selvsagt have gjort dette til et kabinetsspørgsmål.
På den anden side er det underordnet. Dette latterlige stykke papir kommer alligevel ikke til at betyde det fjerneste i den tid, vi går ind i. Det bliver jo ikke såkaldt samarbejde mellem en række fejlslagne stater i den tredje verden og rimeligt fungerende europæiske lande, der kommer til at sætte dagsordenen i fremtiden. Men hvad bliver det så?
Det bliver, som den eminent dygtige historiker Uffe Østergaard spåede i 2016:
»En massiv mur, en rigtig høj og ubehagelig en med vagter og lyskastere og pigtråd og det hele. Kombineret med en masse bevæbnede flådefartøjer i Middelhavet.«
Sat op imod den virkelighed, som Uffe Østergaard beskriver – og som handler om den virkelige virkelighed, ikke om drømmesyner – er FN’s dokument, der bliver vedtaget i Marrakesh lige om lidt, bare en plet på tøjet, en ubetydelighed, som ikke engang skal regne med at få en fodnote i historiebøgerne.
Lad stadig være med at undertegne denne pinlige erklæring, kære danske regering, men selv hvis I gør, vil det være bedøvende ligegyldigt. En beroligende tanke, kan man sige.
