Danmarks Statistik (DST) har netop udgivet sin årlige publikation om indvandrere, denne gang med titlen ”Indvandrere i Danmark 2018”. Her fremskriver DST befolkningsudviklingen fra 2018 til 2060 og når frem til, at ikkevestlige indvandrere og efterkommere vil gå fra at udgøre lige knap 500.000 pr. 1. januar 2018 og til ca. 867.000 i år 2060 (side 35).
For det første har DST lagt urealistisk lave forudsætninger ind for, hvor mange flere ikkevestlige indvandrere der vil komme til Danmark pr. tiår. Jeg nævner nu DST’s fremskrivning fra 2020 og til 2030, fra 2030 og til 2040, så fra 2040 og til 2050 og endelig fra 2050 og til 2060. Den lyder således i de fire tiår (alle tal er rundet af): 56.000, 43.000, 32.000 og 20.000. DST har med andre ord lagt til grund, at der vil være et konstant faldende antal, der kommer til Danmark pr. tiår frem mod år 2060.
Med en befolkningseksplosion i den tredje verden – især i Afrika syd for Sahara – der først for alvor tager fart i disse år, er disse forudsætninger åbenlyst sat for lavt, hvis den nuværende politik fortsætter. Der vil ikke komme et faldende, men et stigende tal til Danmark.
DST’s besynderlige forudsætninger påvirker selvfølgelig også tallet for ikkevestlige efterkommere, som ifølge DST i de fire nævnte tiår ”kun” vil stige med 52.000, 49.000, 48.000 og 45.000, altså en svagt faldende tendens. Det reelle tal for efterkommerne vil ved væsentligt flere indvandrere selvsagt blive tilsvarende væsentligt højere.
For det andet har DST ikke medtaget efterkommernes børn, tredje generation, og ej heller de følgende generationer. Disses antal er ellers steget fra ca. 6.500 i 2008 til omtrent 22.000 i 2018 (side 122), mere end en tredobling. Alene tredje generation vil i 2060 være steget til et eller andet sted mellem 50.000 (meget lavt sat) og 100.000 (måske for højt, men ikke urealistisk). Dertil kommer de følgende generationer.
I alle tilfælde er vi uden for enhver rimelig tvivl på den anden side af millionen. DST får kun ret, hvis de arabiske, afrikanske og andre dysfunktionelle områder i denne verden som ved magi begynder at være velfungerende samfund. Det sker ikke, er min prognose.
Danmarks Statistik skal ikke have ros for en befolkningsfremskrivning, der antager nogle forudsætninger, der er usandsynlige, hvis den nuværende politik fortsætter. Danmarks Statistik kunne have undgået denne brøler ved at opstille f.eks. tre forskellige scenarier, et lav-, middel- og højscenarium. Danmarks Statistik har valgt at publicere et lavscenarium, og det er et bevidst valg.
Konsekvenserne for Danmark og danskerne i selv DST’s antagelse er i øvrigt så rædselsvækkende, at det giver kuldegysninger, men det skriver jeg nok om en anden gang.
