Valgresultatet i den tyske delstat Bayern er yderst interessant. Der er hverken tale om en storslået sejr for Alternative für Deutschland eller for den sags skyld for det politisk korrekte parti Die Grünen. På overfladen ligner det ganske vist, at De Grønne trak det længste strå med deres 17,5 pct. af stemmerne, en fremgang på 8,9 procentpoint. AfD fik 10,2 pct. ved deres første valg og dermed en fremgang på netop 10,2 procentpoint.
Begge disse partier var i virkeligheden også skuffede, især AfD, idet målinger op til valget som det højeste gav De Grønne 19 pct. og AfD 14-15 pct. Reelt bør man dog hæfte sig ved, at de to partier tilsammen gik 19,1 procentpoint frem. Hvilke partier gik næsten en femtedel af vælgerne så væk fra?
Fra de to gamle magtpartier CSU og SPD. Ganske vist har Socialdemokratiet i Bayern altid stået i skyggen af det store borgerlige parti CSU, men SPD’s 9,7 pct. er en udsøgt katastrofe for partiet. CSU’s 37,2 pct. er et elendigt resultat, og i alt har de to gamle mistet 21,3 procentpoint.
Minder især Socialdemokratiets nedsmeltning os om noget? Tænk på Tyskland som helhed, hvor SPD ved forbundsdagsvalget i 2017 fik 20,5 pct., det dårligste resultat i efterkrigstiden. Eller tænk på Arbejderpartiet i Holland, der endte med 5,7 pct. af stemmerne (sic!), en tilbagegang på 19,1 procentpoint. Og så var der lige det franske præsidentvalgs første runde i 2017, hvor Socialistpartiets kandidat Hamon fik 6,4 pct. og endte lysår fra en af de to førstepladser.
Man kan nævne mange flere eksempler på kraftig polarisering i disse år i mange vestlige lande. Det er ikke kun partierne til højre med indvandringsmodstand på programmet, der går frem. Det gør også nye eller nyere politisk korrekte partier. Vi har vores helt egen variant i Alternativet.
Kampen om sjælene står i disse år derfor mellem partier, der ønsker nedlæggelse af grænser, vil have stor indvandring fra den tredje verden og betragter nationalstater som håbløst umoderne. På den anden, også nyere eller nye, fløj står de nationalkonservative og populistiske (helt neutralt anvendt) partier, der ønsker indvandringen standset, dele af globaliseringen bremset og genindførelse af nationalstater med grænser. Der bliver helt sikkert kun én vinder i den kamp. Kompromis er ikke muligt.
Det meget spændende er, at mere og mere tyder på, at det ikke bliver de gamle magtpartier, der kommer til at afgøre denne styrkeprøve. I nogle europæiske lande måske (i Danmark?), i andre helt sikkert ikke.
Jeg har skrevet det mange gange før, og den er god nok: Vi lever i interessante tider.
