Italiens indenrigsminister, Matteo Salvini, er en populær mand i Italien. 60 pct. af italienerne har tillid til den regering, hvor han har en fremskudt plads, og hans parti, Ligaen, står til enorm fremgang i målingerne, fra godt 17 pct. af stemmerne ved valget i marts i år til mere end 30 pct., hvis der var valg nu (her og her).
Det forstår man godt, når man kan læse, at Italien har gjort det umuligt for nødhjælpsorganisationer at bistå menneskesmuglerne ved at sejle så tæt ved Libyens kyst, at det bliver ekstraattraktivt at sejle ud i synkefærdige både fra Libyen.
Hvad enten det er Læger uden Grænser eller andre organisationer, nægtes de adgang til italienske havne. Denne politik har bragt antallet, der overhovedet forsøger at sejle ud, kraftigt ned. Samtidig vendes en del skibe om af den libyske kystvagt, fordi Italien betaler dem for at gøre det.
På Sicilien tilbageholdes et skib mistænkt for netop menneskesmugling. Den sicilianske anklagemyndighed har indtil videre nægtet at rejse tiltale. Hvis Italien savner et lovgrundlag for denne assistance til menneskesmugling, burde de se at få sådan en lov vedtaget.
Endelig har det sidste skib, der lå klar uden for libysk territorialfarvand, fået frataget sin skibsregistrering af Panama, efter pres fra Italien, hvorefter skibet ikke må sejle. Det er blevet nye tider i den centrale del af Middelhavet.
Hvis man vil have min vurdering af disse nødhjælpsorganisationers politiske ståsted, kan man med fordel læse mit blogindlæg fra maj 2017, ”Boykot Læger uden grænser”.
Tilbage er at sige, at Europa ikke kan tage hundreder af millioner afrikanere ind, uden at Europa forsvinder som en meningsfuld betegnelse for europæernes hjem. Jo før dette står klart i Afrika, jo færre vil miste livet på Middelhavet.
Og jo før det går op for de etablerede politikere i Europa, at den førte kurs gennem årtier har været uholdbar, jo bedre for dem.
Ellers vil de før eller siden blive stemt hjem, og folk som Matteo Salvini vil tage over.
