Kan Sverigedemokraterne få op imod 35 pct. til september?

Det går stærkt i disse år. Adjunkt ved Göteborgs Universitet, Joakim Ruist, der forsker i indvandringens konsekvenser, udtalte for nogle dage siden:

”Jeg bliver ikke forbavset, hvis Sverigedemokraterne får op imod 35 pct.’s tilslutning ved valget [til september]”.

I samme artikel i den norske avis Dagens Næringsliv fortæller lederen af det norske institut Sentio, der laver meningsmålinger i 23 lande, hvordan de beskyldes for at fuske med målingerne i Sverige. Arve Østgaard fortæller bl.a.:

”Vores målinger er webbaserede, så folk svarer ærligt. SD [Sverigedemokraterne] er ikke stuerene i Sverige, så folk tør ikke at indrømme det, når de bliver ringet op. Det var det samme, som skete med Trump i USA”.

Der tales ifølge Arve Østgaard kun meget lidt om Sentios målinger i svenske medier, og han fortsætter:

”Det er totalt paranoidt, og vi bliver beskyldt for at være købt og betalt. Debatklimaet i Sverige er helt ekstremt, og det er Sverigedemokraterne mod rosset.”

Arve Østgaard beretter videre, at Sverigedemokraterne altid ligger højere hos Sentio, og at Sentio ramte mest præcist, hvad angår Sverigedemokraterne, ved de seneste valg i 2010 og 2014.

Målingerne før valget i 2010 har jeg ikke kunnet finde, men op til valget i 2014 er det korrekt. Her var Sentio det eneste institut, der ramte stort set rigtigt.

Denne gang, op til valget i september 2018, er det også Sentio, der vurderer Sverigedemokraterne højst, i den nyeste med 26,1 pct. til Sverigedemokraterne, 21,7 pct. til Socialdemokratiet og 17,1 pct. til det borgerlige Moderaterne. Det er en kraftig fremgang også hos Sentio i forhold til en måling af Sentio i februar, hvor tallet for Sverigedemokraterne var 21,9 pct.

Det er værd at bemærke, at nærmest alle målinger fra alle institutter har Sverigedemokraterne til voldsom opstigen, f.eks. instituttet Novus fra 17,8 i februar til 21,9 pct. i maj/juni.

Næsten alle bedømmer altså Sverigedemokraterne til at gå betydeligt frem, og hvad kan det så skyldes? Her kommer teorien om Preference falsification ind, bedst oversat til den falske foretrukne. 

Teorien går i al enkelhed ud på, at hvis noget bedømmes som socialt uacceptabelt, vil de fleste vige tilbage fra at indrømme, at det uacceptable er det, de selv mener. I de svenske eliter er det som bekendt ”racistisk”, ”fascistisk” og ”nazistisk” åbent at vedstå, at man er bekymret over masseindvandringen, og mange, mange svenskere er derfor i årevis veget tilbage fra at indrømme, at de kunne tænke sig et alternativ til den nuværende kurs.

I en interessant artikel på hjemmesiden detgodasamhallet.com forklarer skribenten Nils-Olov Johnson nærmere om den falske foretrukne, og hvad teorien betyder, når en krisesituation nås.

I det første diagram i artiklen kan man aflæse, at Sverigedemokraterne nu går hurtigere frem i målinger, der foregår pr. telefon, skønt det hidtil har været i de netbaserede, at det er sket. Situationen kan sammenlignes med tiden lige inden Murens fald. I mange år var næsten alle bange for at indrømme, at de var imod det kommunistiske diktatur. Der blev godt nok lidt flere modstandere år for år, men det gik i lang tid langsomt.

Så nåede man en kritisk masse. Da der var tilstrækkeligt mange åbenmundede modstandere af diktaturet, blev mange, mange flere meget hurtigt meget mere villige til at sige, hvad de faktisk mente.

Det er samme logik i Sverige i dag. Heldigvis er Sverige kun et åndeligt diktatur. Ved valget til september kan frie svenske mænd og kvinder derfor udskifte de i sjælen korrumperede magthavere, hvis de har modet til det inde i stemmeboksen.

Det svenske valg om ca. tre måneder kan gå hen og blive det største jordskælv i nyere svensk historie.