Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Grundlovstanker

Nogle overvejelser i anledning af en 169 års fødselsdag.

Efter en maj måned med temperaturrekord af en anden verden – fra 13,8 til 15,0 grader for hele måneden – har vi nu taget hul på en juni, der truer med at blive lige så meget sommer, som forsommeren blev det. Vi er i dag nået fem dage ind i juni, og vi markerer derfor den dag, da vi for 169 år siden fik folkestyre, fordi den enevældige Frederik den 7. året før i marts havde tilladt, at en fri forfatning blev udarbejdet som grundlag for en ændring af den danske styreform.

Jeg sagde noget lignende for et år siden, men det fortjener en kort gentagelse med lidt andre ord: Frederik den 7. var måske nok opskræmt over revolutionerne rundt om i det tidlige forår 1848, men han var også en konge af en særlig støbning. Han var i usædvanlig grad ikke et magtmenneske, og de nationalliberales krav om en fri forfatning bekom ham sandsynligvis ganske vel.

Samtidig fortæller denne fredelige overdragelse af magten noget om det danske folk, noget, der bør genkaldes mindst én gang om året, ikke mindst på Grundlovsdag: Den er vidne om det folk, der er det danske, rundet af et meget langt kulturelt og kristent fællesskab og også meget langt hen ad vejen af et afstamningsfællesskab. Det danske folk er – med den engelske filosof og forfatter Roger Scrutons ord – et fællesskab af fremmede. Tilliden til ”den anden” dansker kommer af en række forhold, men hertil hører ikke mindst, at dette folk har en ældgammel historie, en historie så gammel, at dette folk kunne enes om at indføre folkestyre i 1849. Ikke et efter nutidens alen perfekt demokrati. Kvinder, tjenestefolk og fattige havde som bekendt ikke stemmeret efter grundloven af 1849. Det fik de to førstnævnte grupper 66 år efter, i 1915, og de sidste rester af den gamle fattiglovgivning forsvandt først i 1961, hvorefter kun de få umyndiggjorte ikke kunne deltage i beslutningen om styringen af riget.

Den vigtige pointe her er, at kun et tæt sammensvejset folk kunne afstedkomme en så fredelig overgang fra én styreform til en ganske anden, fra absolutisme til demokrati. Var det helt uden strid? Nej da. Det er menneskers lod at kives, også blandt dem, der har uendeligt meget til fælles. Forfatningskamp som følge af kravet om parlamentarisme (vundet i 1901), kamp for kvinders stemmeret, andelsbevægelse, højskolebevægelse og arbejderbevægelse var alle en del af den kamp, som grupper i Danmark udkæmpede, og som endte med, at alle rimelige krav i tidens fylde blev opfyldt. Det er efter min mening smukt udtrykt af Oskar Hansen i 1934, hvor han skrev teksten til ”Danmark for folket”. Ja, jeg ved godt, at det kan lyde sært, at jeg nu citerer et vers af en socialdemokrat, men det gør jeg, når det passer til tiden og sagen. Sidste vers lyder således:

”Danmark for folket -

det klinger fra nord,

plads for os alle ved samfundets bord.

Kamp imod dem, der vil storme og slå

de friheds lyse skanser, som vort folk bygger på.

Plads for hver tanke, der levende gror,

det er vor stærke tone i det store verdenskor.

Plads for dem alle, plads for alle, der vil

Danmark for folket.”

Der mangler visseligen en hel del, som man ikke skal forvente at finde hos Danmarks ældste arbejderparti. Hos dem er det småt – alt for småt – med omtale af de kampe, som danere har kæmpet siden Arilds tid. Men lad os se på verset alligevel.

”Danmark for folket, det klinger fra nord” er en strofe, man bør billige. Den taler om en fælles dansk og nordisk samhørighed, om hvem og hvad danskere er sammen med nordmænd, svenskere, islændinge og finner. Hvem skulle Danmark ellers være for, hvis ikke for det danske folk og som en enhed, der er tæt forbundet med de øvrige nordiske lande?

”De friheds lyse skanser, som vort folk bygger på.” Ja, danskere vil leve i frihed, og det har vi først og fremmest gjort, fordi vi har haft vores selvstændighed siden mindst år 500, som de ældste dele af Dannevirke kan dateres til. Frihed fra overnationale unioner og frihed fra masseindvandring fra egne af verden, hvor det store, store flertal ikke ønsker at dele vores måde at leve på, i ganske særdeleshed ikke ønsker, at danskerne i alt væsentligt skal vedblive at være sig selv.

”Plads for hver tanke, der levende gror,” illustrerer på smuk vis vores ret til at sige, hvad der ligger os på sinde. Med al den ære, jeg gladelig nærer for angel-sakserne på den anden side af Nordsøen og den anden side af Atlanterhavet, forfærdes jeg over, hvilke urimelige bånd de i dag lægger på deres ret til at ytre sig frit. Jeg forstår det oprigtigt talt ikke, når jeg tænker på, hvor tæt beslægtet vi er med dem. Tænk blot på, at det ikke kun var anglere og saksere, der i 300- og 400-tallet udvandrede til England. Det var også jyder, måske endda i så stor grad, at det endte med det lykkelige facit, at de oprindeligt to germanske folk daner og jyder blev ét folk, fordi jyderne på grund af decimeringen lod sig sammensmelte med danerne, der har givet navn til vores land.

Danskere vil have lov at sige, hvad der ligger dem på sinde. Selv ikke det alt for langvarige fæstevæsen fra 1200-tallet og til den store bondefrigørelse kunne gøre kål på dette. Da først kræfter i det danske folk blev sat fri, viste samme folk sig mere end moden til at udføre opgaven, som jeg allerede har vist.

Og selv i de tider, hvor herremænd var herremænd, konge var konge, og fæstebønderne på mange måder trådt under fode, var der et Danmark, der viste sit værd. En Valdemar den Store, der samlede landet, en samling der fortsattes under Knud den 6. og Valdemar den Sejr, som gav Jyske Lov i 1241, hvis fortale den dag i dag står som et mønstergyldigt eksempel på en retsstat:

”Med lov skal land bygges, men ville enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme ret, da behøvede man ikke nogen lov. Men ingen lov er jævngod at følge som sandheden, men hvor man er i tvivl om, hvad der er sandhed, der skal loven vise sandheden.

Var der ikke lov i landet, da havde den mest, som kunne tilegne sig mest. Derfor skal loven gøres efter alles tarv, at retsindige og fredsommelige og sagesløse kan nyde deres fred, og uretfærdige og onde kan ræddes for det, der er skrevet i loven, og derfor ikke tør fuldbyrde den ondskab, som de har i sinde.”

Her har vi retssamfundet i sin nøddeskal. De sagesløse skal nyde deres fred, og de onde skal ræddes for loven. Sådan skal det være. Denne dybt retfærdige tankegang er forudsætningen for folkestyre. Uden retssamfund kan der ikke være demokrati. I forne tider var det kongen, der skulle opretholde retten, i dag er det de folkevalgte.

I historisk lys er det underordnet for det danske folk, hvem der opretholder retten. Det er provokerende at sige, når vi fejrer det frie folkestyre, og jeg siger det ikke for at lade adelsvælde, enevælde og folkets medbestemmelse være lige. Det er de tre styreformer helt åbenlyst ikke. Legitimiteten af folkestyre er åbenlyst større end de andre to af den enkle grund, at folket i folkestyrets tid til enhver tid har muligheden for at sætte magthaverne på plads, at udskifte dem med nogle, der er bedre skikkede til at røgte det afgørende vigtige hverv, som styrelsen af Danmark er.

Men jeg siger det for at minde magthaverne om, at de har et ansvar at leve op til. Det havde de før 1849 – og de fejlede forfærdeligt ind imellem, tænk blot på 1658 og tabet af Skånelandene – og det har de i dag. Også nutidens magthavere har at udføre deres forbandede pligt, som er at sikre det danske folks beståen som et suverænt folk i et uafhængigt Danmark.

Det betyder, at de valgte lovgivere og den udøvende magt i den danske regering værsgo har at sikre, at Danmark og danskerne ikke underløbes af hverken EU eller masseindvandring fra den tredje verden.

Kun ved denne insisteren på det danske folks fortsatte frihed giver folkestyret mening. Vi fik en grundlov i 1849, og vi moderniserede den, når vi fandt det rigtigt. Og vi – ikke ønsker – men forlanger, at vores valgte magthavere handler i Grundlovens ånd, som er et dokument, der fortæller, hvad det folk, der kalder sig danskere, besluttede for 169 år siden.

Vi har lavet tilføjelser og ændringer siden da, men det eviggyldige står tilbage: Den danske grundlov er et dokument, der skal befæste det danske folks frihed og uafhængighed.

God grundlovsdag.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Morten Uhrskov Jensen (f. 1964) er landsformand for Dansk Samling. Han er cand.mag. i historie og samfundsfag og redaktør af det nu hedengangne national-konservative tidsskrift Nomos. Desuden forfatter til bøgerne "Indvandringens pris - På vej mod et fattigere Danmark" (2012, People's Press) og "Et delt folk" (2008, forlaget Lysias).
Seneste blogs
Af Rune Lund
15.11.18, 13:58
Det er virkelig det helt centrale spørgsmål, der presser sig på i forlængelse af dagens skandale i finanssektoren. I morgen er der nok en ny igen. Læs mere
Af Christel Schaldemose
15.11.18, 11:45
Ansvarlighed er et nøgleord i diskussionen om Europas fremtid. At forlade EU er ikke løsningen på de udfordringer, vi står over for. I denne uge fik vi to meget forskellige bud på Europas fremtid. Læs mere
Af Nauja Lynge
15.11.18, 09:17
Rigsfællesskabet er vigtigt for EU, USA, Kina og Rusland. Det er tragikomisk, at vi ikke selv kan se det. Læs mere
Af Anders Vistisen
15.11.18, 08:51
EU-tilhængere brugte 100-året for afslutningen på Første Verdenskrig til at hylde EU som fredens projekt. Men det er for letkøbt og historieforvanskning Læs mere
Af Louis Jacobsen
15.11.18, 08:21
De arbejdende ved DSB mødes med agressiv fremfærd og revolverdiplomati fra DSB's ledelse og Dansk Industri. Læs mere
Af Nauja Lynge
14.11.18, 12:16
En statsminister er minister for hele Danmark. Den evne har Støjberg ikke. Læs mere
Af Jens Kindberg
14.11.18, 12:10
Fremtidens investerings- og lånemarked starter nu. Læs mere
Af Mikael Jalving
14.11.18, 11:45
Regeringskrisen i Sverige afspejler en langt dybere samfundskrise. Læs mere
Af Nauja Lynge
13.11.18, 15:38
Prisen for dansk berøringsangst betales af mindretal og udsatte borgere. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her