Annonce

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Europas fremtid

Et stort kontinent har stadig det bedste tilbage.

Jeg tillader mig lidt fri leg i dette indlæg. Normalt forsøger jeg at belægge mine argumenter med så megen dokumentation som muligt. Det er selvsagt helt rimeligt, at man underbygger sine påstande med kilder, der godtgør postulaterne.

Men ikke i denne postering. Her vil jeg nøjes med at causere over den vestlige verdens forunderlige skæbne gennem mindst 2.500 år.

De gamle grækere er de første europæere, der for alvor træder frem for os som tænkende, reflekterende mennesker. Der fandtes selvfølgelig højkulturer før grækerne uden for Europa, men for vores egen selvforståelse er det grækernes tænkning, der for første gang definerer os som europæere.

Romerne udmærkede sig mildest talt også, både ved (grusom) krigskunst og ved statsbyggeri af formidabelt omfang. Alting har dog en ende, og den fik Romerriget, da germanske stammer især –men også f.eks. hunnerne – gradvist nedkæmpede og erobrede det enorme område, som i hundredevis af år havde været en del af Pax Romana, den romerske fred.

Derpå begyndte middelalderen, dette latterlige navn, som er givet af den efterfølgende renæssance. Intet historisk navn har været mere uretfærdigt end ”middelalderen”, en ”mellemtid” sat ind imellem antikken og renæssancen. Perioden fra ca. år 500 til engang i 1300-tallet (senere i Nordeuropa) var på mange måder en blomstringstid. I den tidlige del – ca. 500 til 1.000 – var der ganske vist både kvantitative og kvalitative tegn på, at viden fra romerne gik tabt. Byerne svandt ind, vejnettet forværredes, og den helt afgørende kommunikation mellem de forskellige dele af Europa forringedes i en længere periode.

Til gengæld havde Europa fået en storslået afløser for den antikke verden. Kristningen af Europa betød, at lærdom og visdom blev bevaret og læst i klostrene rundt om på kontinentet. Europa skylder de kristne lærdomshuse alt, at europæisk civilisation blev videreført.

Angrebene på europæisk kultur var mange. Vore egne vikinger bidrog til svækkelsen, men her må man dog skynde sig at sige, at det var Europas egne, der i nogle århundreder på en hårdhændet facon viste, hvem der var stærkere.

Langt alvorligere var angrebene udefra. Araberne gik i år 711 i land på den iberiske halvø, og det tog næsten 800 år, før reconqiusta var gennemført, generobringen af det kristne Spanien og Portugal.

Mindst lige så slemt gik det på Balkan, hvor serbere, grækere, makedoniere og mange andre folk hører til. Serbernes frygtelige tragedie begyndte i 1389 med slaget på Solsortesletten. Derpå fulgte næsten 500 års grum undertrykkelse fra tyrkernes side. De lod aldrig de kristne i tvivl om, at de var andenrangs borgere. Også her fik det dog en lykkelig ende med befrielsen af balkanlandene fra det osmanniske åg, de sidste streger slået i begyndelsen af det 20. århundrede.

Og så har jeg endda helt glemt renæssancen, en formidabel periode i Europas historie, fra slutningen af 1300-tallet og frem til midten af det 17. århundrede. En Kopernikus, en Leonardo da Vinci, en Michelangelo og en Galilei er vidnesbyrder om et Europa i enorm fremdrift, vel nærmest ustoppeligt.

Ustoppeligt var, hvad Europa var. Efter oplysningstiden i 1700-tallet – med både pragmatiske og outrerede utopiske ideer – fulgte den engelske industrielle revolution, der skulle forandre Europa og verden for altid. Med den største omvæltning siden overgangen fra jæger-  og samlersamfund og til landbrugssamfund betød mekanisk kraft en kolossal forøgelse af Europas muskler.

Disse muskler blev anvendt for det gode, fordi de gjorde menneskene rigere, og fordi de gjorde op med umenneskeligheder som slaveri. Slaveriet havde europæerne ulykkeligvis perfektioneret gennem trekanthandlen, og den nye stat styret af europæere, USA, bar i sig ”the original sin”, slaveriet af sorte mennesker fra Afrika.

Og så husker vi lige én vigtig ting. Europæerne bedrev slaveri på linje med araberne og afrikanere og mange andre, men hvem var det, der først af alle gjorde op med slaveriet? Rigtigt gættet, det var europæerne.

Europas storhed fortsatte i det 19. århundrede. Og Europas aflæggere i form af USA, Canada, Australien og New Zealand blomstrede. Særligt englændernes imponerende viljestyrke til at skabe nye verdener for europæerne skal fremhæves. Medførte det ofte umenneskelig behandling af de oprindelige folk? Det gjorde det helt sikkert, men det medførte også materielle fremskridt, som ingen af disse folk i dag ville være foruden. Hvordan dømmer man om en fortid, der på den ene side betød undertrykkelse og på den anden side fremgang i velstand, som ville have været umulige uden spredningen af den industrielle revolution?

Og så kom Europas to store nederlag, den første og den anden verdenskrig. Urkatastrofen hedder 1914. Uden denne ødelæggende industrielle krig havde kommunismen aldrig været andet end en parentes, og nazismen ville end ikke have fået sit hæslige navn. I den første verdenskrig forsøgte europæerne virkelig at gøre kål på sig selv, forsøgte at smadre alt, hvad der var opbygget af velstand og selvbevidsthed.

Nazismens dødedans og folkemord 1933-45 fulgte. Nazismens morderiske ideologi betød drabet på næsten seks millioner europæiske jøder, en gruppe, der i helt enestående omfang har bistået Europa med fremskridt af naturvidenskabelig og humanistisk art.

Og så var sejren over nazismen for en stribe central- og østeuropæiske lande blot forspillet til en svinebindning til den totalitære kommunisme efter 1945.

Derpå fik vi den kolde krig, hvor USA reddede Vesteuropa fra diktaturet i øst. 44 år varede det, hvorpå miraklet indtraf. Berlinmuren og Jerntæppet faldt som sandslotte for tidevandet. De kommunistiske magthavere gav simpelthen op. De nedlagde våbnene og overgav sig til historiens nødvendighed, som er, at Europas folk ønsker at være frie.

Således blev Europa atter forenet, ikke ved en overnational institution som EU, men som den selvfølgelige europæiske enhed, hvor Europas folk både kan samarbejde og hvile trygt bag deres grænser, der sætter retten for dit og mit.

Europa – reelt er det Vesteuropa – går i disse år igennem en vanskelig tid, men jeg er overbevist om, at hele Europa vil komme ud på den anden side til en lys og solrig tid, hvor de europæiske folk igen er herrer i eget hus.

Europas storhed gennem 2.500 år forsvinder ikke. Den skal blot genfødes fra tid til anden.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Morten Uhrskov Jensen (f. 1964) er landsformand for Dansk Samling. Han er cand.mag. i historie og samfundsfag og redaktør af det nu hedengangne national-konservative tidsskrift Nomos. Desuden forfatter til bøgerne "Indvandringens pris - På vej mod et fattigere Danmark" (2012, People's Press) og "Et delt folk" (2008, forlaget Lysias).
Seneste blogs
Af Casper Hedegaard
21.10.18, 21:41
Meningsmålinger viser, at tilslutningen til EU er den største i mange år. For få år siden, var situation en helt anden, hvor opbakningen vaklede og tilliden til det europæiske fællesskab kunne ligge på et lille sted. Har vi i virkligheden stået i EUs midtlivskrise, hvor de trygge og forudsigelige rammer gjorde projektet for usynligt og folkefjernt? Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
21.10.18, 19:43
I næsten otte år er den samme anekdote blevet gentaget gang på gang af useriøse journalister. Læs mere
Af Nauja Lynge
21.10.18, 14:10
Kineserne siger, at ingen kan eje månen. Men man må, som kineser, åbenbart gerne lave sin egen. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
21.10.18, 08:20
Uhyggeligt at fanatikere vil forhindre skatteministeren i at tale med tobaksindustrien Læs mere
Af Mikael Jalving
21.10.18, 07:30
Demokrati er et slagord i Vesten, længe før det kan nå at slå rod i Østen. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
20.10.18, 20:34
Tonen i debatten er en trussel mod folkestyret Læs mere
Af Nauja Lynge
20.10.18, 18:21
De senere måneders skandaler i den private sektor, ikke mindst i bankverdenen, må få os til at overveje, om den markedsøkonomi, som i dag er grundlaget for den vestlige verdens konstante fokus på vækst og profit, er gået for langt. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
19.10.18, 16:03
Det mener flertallet i det australske senat ikke. Så er man nemlig »white supremacist«. Læs mere
Af Elsebeth Gerner Nielsen
19.10.18, 12:29
Vi har brug for helt nye systemer, hvis Europa og nationalstaterne skal forsvares mod det værste i den globale udvikling. Milliarder, som kunne bruges på sundhed, de ældre, uddannelse osv., ryger i de forkerte hænder. Og vi gør meget lidt for at undgå det. Læs mere
Af Anna Thygesen
19.10.18, 11:21
Som man siger i sladderbranchen, så kommer pressen også til den onde skilsmisse, når man selv har inviteret til det romantiske bryllup. Sådan er gamet desværre, og det har Ilse Jacobsen og Morten Albæk måske lært den seneste uges tid. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her