Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Bag fløjlstæppet kommer to slags Europa til syne

Et blødt fløjlstæppe smyger sig om offentligheden og får os til at glemme eller udviske forskellen mellem kristendom og islam.

Den Kolde Krigs jerntæppe er afløst af et fløjlstæppe. Sådan lød en kommentar fra Jan Aage Jeppesen til en tidligere blog, og det er godt set.

Modsat jerntæppet af sten, beton og cement, der skar sig gennem Europa, smyger det bløde fløjlstæppe sig næsten umærkeligt om den offentlige mening og får os til at glemme eller udviske forskellen mellem kristendom og islam. Mange er de, der tror eller lader forstå, at kristendom og islam kan komme ud på ét; at de to trosretninger er religioner, som kan være lige gode eller lige onde eller lige nemme at misbruge.

Man får opfattelsen af, at kristendommen, som voksede ud af antikken og ind i Renæssancen og Reformationen, ikke har givet os noget særligt i arv, hverken åndeligt eller materielt. Allerhøjest tilbyder den os nogle ritualer i smukke omgivelser.

Vor udbredte relativisme overser en masse teologi og er desuden løsrevet fra de europæiske erfaringer.

En af de gamle, men stadig aktuelle erfaringer er, at Europa modsat den islamiske verden aldrig blev noget imperium. I sin udmærkede nye bog Hvorfor blev Europa ikke et imperium? forklarer Aarhus-professoren Jørgen Møller hvorfor.

Møller tager afsæt i habsburgernes 80-årskrig mod hollænderne fra 1566 og ind i 1600-tallet og fremhæver den lange konflikt som et mønstereksempel på, hvad fyrster og konger kom op imod, hvis de forsøgte at dominere kontinentet. Hollænderne vandt til sidst deres selvstændighed, fordi de fandt nye alliancepartnere på kontinentet. Ingen var interesseret i, at én magt gik hen og blev for magtfuld, og således har Europas historiske orden netop været magtbalancens.

I et verdenshistorisk perspektiv udgør denne eksterne pluralisme – koblet til intern rivalisering i staterne mellem konge, gejstlige, adel og byeliter – en undtagelse og er præcis, hvad der definerer den europæiske erfaring og praksis siden Romerrigets undergang. Europa er imperiet, der heldigvis aldrig blev et imperium.

Allerede den berygtede florentinske fyrsterådgiver Niccolò Machiavelli forstod den europæiske exceptionalisme for 500 år siden: I Asien og andre dele af verden var det svært at erobre nyt territorium, men overvandt man først fjenden, var kontrollen over territoriet relativt nemt, fordi civilsamfundet var svagt. Omvendt i Europa: Erobring af landområder var let, men konsolidering af magten viste sig langt mere vanskelig, eftersom der her fandtes mange stærke samfundsgrupper, der konkurrerede om magten.

Historien om Europa er derfor blevet, hvad Jørgen Møller rammende kalder »en fortælling om en lang række herskere, der forgæves har rakt ud efter overherredømmet«. Imperiet tabte til stater, nationer og civilsamfund. Magtens udøvelse var ikke uniform, men delt mellem sammensatte stater med lokale grupper, hvis privilegier og interesser var knyttet til en bestemt lokalitet.

Anderledes i den muslimske del af verden, hvis historie er en lang række af enevældige klaner, kaliffer, underudviklede civilsamfund og endeløs strid mellem sunni- og shiamuslimer. Samtidig præsenterer islam sig som en tidløs og universel sandhed, der ikke respekterer politik og territorialgrænser eller sekulære fredstraktater som f.eks. Den Augsburgske Religionsfred i 1555 eller Den Westfalske Fred i 1648.

Disse aftaler lagde byggestenene til det europæiske statssystem og sekulariserede med tiden international politik. Hvad de kristne lærte på den hårde måde gennem blodige konfessions- og borgerkrige – lærte stærke og vedholdende kræfter i islam netop ikke: at religiøs magt skal tøjles af verdslig magt.

En anden og nyere erfaring er, at muslimer almindeligvis har en anden kultur end kristne med i bagagen, uanset om de er født i Syrien, Sydney eller Sønderborg.

I takt med globaliseringen af islam ser muslimer, der vokser op i ghettoer, klaner, bander eller på offentlig forsørgelse i vesteuropæiske byer ud til at fremelske en uniform muslimsk identitet, fordi de netop vokser op i opposition til og i foragt for værtslandets kultur, værdier og ret. Dette sker ikke kun for radikaliserede unge mænd, men endnu mere bekymrende også i den såkaldte mainstreamislam, hvis værdier, normer og uskrevne regler står i grel kontrast til det sekulært-kristne Europa.

Bag fløjlstæppets bløde velour finder vi således nye og gamle konflikter. Fejer vi fløjlstæppet til side, kommer to slags Europa til syne.

Det ene er et Europa, der accepterer eller ligefrem påskønner islams voksende magt og demografiske vælde på kontinentet og langt hen ad vejen er identisk med det EU, der er skudt frem over de seneste årtier. Jeg vil i lighed med en række konservative europæere tillade mig at kalde denne attraktion for falsk kærlighed.

Det andet er et Europa, der tager kampen op og sætter en stopper for islams indtrængning og er villigt til at forsvare det sted og den tradition, der i mere end 1000 år har været hjem for en kristen og sekulær kultur. Jeg ved godt, hvilket Europa, jeg foretrækker.

Gør du?

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Cykling er min kirke (2016), Søren Krarup og hans tid (2014) og Absolut Sverige (2011).
Mest Læste blogs
Seneste blogs
Af Anders Vistisen
20.02.18, 09:35
EU-tilhængere forsøger at miskreditere Europol-aftale og råber endnu engang ”Ulven kommer” Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
19.02.18, 16:34
Men globalisterne har en interesse i at påstå det modsatte. Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
19.02.18, 14:57
Vægtede målinger som Berlingske Barometret er måske ikke så retvisende, som man lige skulle tro ved første øjekast. Læs mere
Af Mikael Jalving
18.02.18, 12:34
Storbritannien er en nation med fødselsveer. Pludselig diskuteres der politisk indhold i stedet for positioner, markeringer og taktiske krumspring. Læs mere
Af Signe Munk
16.02.18, 08:39
Kald dog en spade for en spade. Læs mere
Af Mikael Jalving
15.02.18, 14:08
Når du træder ind i en af disse endnu eksisterende katedraler, er det som at træde ind i en tidskapsel og mærke, hvor meget du har misset i mellemtiden. Læs mere
Af Jens Kindberg
15.02.18, 08:03
Alternativet er, at velfærdssamfundet smuldrer. Læs mere
Af
14.02.18, 21:58
Jeg har bare så stor respekt for prins Henrik. Han var sjov, sød, klog og vidende. Måske for klog til os her i Danmark. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her