Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Demografens vise

Erindringsbind af P.C. Matthiessen er kort og fyndigt som en vise, rundet af et liv i kald og stand og røv-til-stol-studier, før der var noget, der hed 1968, masseindvandring, Google og Snapchat.

»Poul er ingen stor stilist«, skal en skolelærer have sagt om sin elev Poul Christian Matthiessen, f. 1933, der siden blev en stor demograf og formand for Carlsberg Fondet. Og det er måske denne nøgterne stil, der er det mest befriende ved hans erindringsbog, Følg med tiden, men ikke med strømmen, som nu foreligger fra Gads Forlag.

Bogen følger Matthiessens liv fra den aprildag, tyskerne kommer, til de årtier, hvor muslimerne begyndte at komme hertil i hidtil uset strøm med alle de afledte konsekvenser, det har vist sig at have for et generøst velfærdssamfund som det danske.

Imellem disse invasive yderpunkter møder læseren forfatteren som barn, ung og moden mand, og det er fængende i al sin jordnære kronologi.

Fra det ordnede middelklassehjem i Odense og entré på Skt. Knuds Gymnasium over studiet af statskundskab og statistik ved Københavns Universitet og studenterliv i Studenterforeningen og på Studentergården, soldatertjeneste i Avedøre og på Østerbrogades Kaserne – og videre ud i verden, først som blaffer ned gennem Tyskland, mod Belgien og Amsterdam, derpå det første job som aktuar hos KTAS (Kjøbenhavns Telefon Aktieselskab), hvor Matthiessen bl.a. holder foredrag ved en international telefonkongres i London med den besnærende titel Prognoseproblemer belyst ved telefonabonnementsprognoser. Hertil kommer tjeneste ved Danmarks Statistik og deltagelse i internationale studier som universitetsforsker med fodnoter og fondsmidler og disputats i 1970 om den danske version af 1800- og 1900-tallets demografiske transition, en kortlægning, som var mulig at gennemføre, fordi det danske datamateriale var så omhyggeligt bogført.

Den demografiske transition handler om overgangen fra et samfund med høj fødselshyppighed og ditto dødelighed til et samfund med lav fertilitet og stærkt faldende dødelighed. En forandring, der fandt sted i forbindelse med industrialiseringen af de fleste vesteuropæiske lande.

Det står klart, at livet for Matthiessen lader til at være en opgave, man tager på sig, som var den en funktionel frakke, og ikke engang den unge Poul Christian synes at være plaget af tvivl eller frygt på sine evners vegne. Det er bare på med vanten.

Matthiessen citerer den erfarne svenske rigskansler Axel Oxenstierna, som i 1648 belærte sin søn, der var betænkelig ved at påtage sig vanskeligt hverv som forhandler ved Trediveårskrigens afslutning: »Ved du ikke, min søn, med hvor liden forstand verden regeres?«. Det hjalp.

Verden ifølge P.C. Matthiessen er håndgribelig: Man passer sine ting og lektier, går ud ad døren og belønnes for resultatet. Eller også straffes man for at sige ting og sager højlydt, sådan som professoren skulle opleve i 1980'erne og 1990'erne, da indvandringen sydfra tog fart til de såkaldt progressives store jubel.

Personlige forhold derimod er rent private, forstår man på professoren, og det er måske den største blinkende forskel mellem det 20. århundrede, forfatteren personificerer, og vor tumultariske tid, skamredet af selvbekendelse og strukturel narcissisme. Der er noget tiltrængt køligt og disciplineret over denne erindringsbog, støvsuget som den er for falbelader og Hella Joof. Forfatteren bliver gift, får børn, bliver gift igen, men det er ikke noget, vi hører om. Tænk sig, et liv før SoMe.

Interessant er Matthiessens førstehåndsbeskrivelse af studenteroprøret i 1968, navnlig hans kritik af Mogens Fog, den gamle kommunist og rektor for Københavns Universitetet, for at løbe med studenternes ideologiske krav.

Vel trængte universitetet til fornyelse, men at give studenterne 50 pct. indflydelse i studenternævnet, som have kompetence til at bestemme over fagenes og undervisningens indhold samt ansættelse af undervisningsassistenter, måtte uvægerlig gå ud over fagligheden i alle fag og studieretninger.

Folketingets nye styrelseslove trak i samme retning, sådan at ansættelsen af lektorer og professorer skulle afgøres af råd, hvor pladserne var fordelt ligeligt mellem lærerne, også de nyansatte, på den ene side – og de studerende og det tekniske og administrative personale på den anden side. Med Matthiessens egne ord:

»Man fik en ordning, hvor videnskabeligt set ukvalificerede personer kunne bestemme fagenes indhold og nye ansættelser, Disse ordninger ville naturligvis indebære en alvorlig svækkelse af det faglige niveau på universitetet.«

Som sagt, så gjort. Og da venstreorienteringen allerede lå dybt i tiden, blev universitetet politiseret og forringet i en grad, det aldrig havde været eller var blevet før. Matthiessen kæmpede imod den akademiske forringelse, men han stod temmelig alene. Marxisterne vandt på knock-out, takket være Mogens Fog og hans afløser Thor A. Bak, den senere formand for Dansk Flygtningehjælp.

Matthiessens beskrivelse peger hen på et generelt forhold. Sand reform er altid re-form, dvs. et forsøg på at få det bedste fra tidligere tider med ind i en ny form. Dvs. ikke en koldstart eller en blind tilpasning til den nye tidsånd.

På læreanstalterne og i Folketinget stod dørene imidlertid vidt åbne for de nye tanker. Den amerikanske forfatter Paul Hollander taler i denne forbindelse om studenteroprørerne som politiske pilgrimme.

Pilgrimmene ville gå forrest og redde folk fra konsumsamfundets fremmedgørelse, og de blev snart fremmedgørelsens etablissement med deres alternative tøjstil, mad, bogcafeer, magasiner, demoer, picnics og happenings. Anti-mode blev den nye mode; antinationalisme den nye nationalisme, antikrig den nye ild.

De vakte var høje af politisk engagement og prædikede en helt anden livsstil end forældrene og lykkedes med at påvirke såvel finkulturen som populærkulturen. De kunne ikke gribe magten politisk. Alle alternative venstrefløjspartier fra dengang led skibbrud. Men de kunne noget andet: Give os noget andet at tro på end den overleverede – og udlevede – kristendom. Således blev universitetet en ny kirke.

Det samme gjorde indvandringen fra ikkevestlige lande, især Mellemøsten og Nordafrika. Professor Matthiessen var en af de første til at advare mod dens sociale og økonomiske konsekvenser på et demografisk grundlag og blev blandt meget andet mødt af falske beskyldninger fra DR's nyhedsdirektør Lisbeth Knudsen og en skidtspand fra bl.a. Arne Melchior og de Radikales flygtningeordfører Henrik Svane, der slet og ret mente, at »professoren er hoven«.

Men der var andre, der lyttede til P.C. Matthiessen.

Med denne korte og stærke erindringsbog har flere nu mulighed for at læse med. Kort og fyndig som en vise. Rundet af et liv i kald og stand og røv-til-stol-studier før der var noget, der hed 1968, masseindvandring, Google og Snapchat.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Cykling er min kirke (2016), Søren Krarup og hans tid (2014) og Absolut Sverige (2011).
Seneste blogs
Af Mikael Jalving
18.02.18, 12:34
Storbritannien er en nation med fødselsveer. Pludselig diskuteres der politisk indhold i stedet for positioner, markeringer og taktiske krumspring. Læs mere
Af Signe Munk
16.02.18, 08:39
Kald dog en spade for en spade. Læs mere
Af Mikael Jalving
15.02.18, 14:08
Når du træder ind i en af disse endnu eksisterende katedraler, er det som at træde ind i en tidskapsel og mærke, hvor meget du har misset i mellemtiden. Læs mere
Af Jens Kindberg
15.02.18, 08:03
Alternativet er, at velfærdssamfundet smuldrer. Læs mere
Af
14.02.18, 21:58
Jeg har bare så stor respekt for prins Henrik. Han var sjov, sød, klog og vidende. Måske for klog til os her i Danmark. Læs mere
Af Anna Thygesen
14.02.18, 09:30
Skal vi ikke være enige om at sætte en stopper for det der ”modighedsporno” og nøjes med at bruge udtrykket modig, når der virkelig er grund til det? Læs mere
Af Jaleh Tavakoli
13.02.18, 11:42
De danske politikere der ikke stemmer for burka-forbuddet, vil komme til at sidde med dårlig samvittighed, hvis det næste terrorangreb bliver begået af en terrorist forklædt i niqab / burka. Læs mere
Af Christian Rabjerg Madsen
13.02.18, 10:05
Har den danske kvindesag så travlt med at kæmpe for retten til at gå med burka, at kvindesagsforkæmperne glemmer kampen for de etniske kvinder, der henvises til Vollsmoses baglokaler? Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
11.02.18, 17:13
Det danske folk har været et folk i mindst 1.500 år. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her