Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Europa på vej mod ny Reformation

Hvert folk er nødt til at finde en vej ud af det teologisk-politiske morads, det har skabt for sig selv ved at guddommeliggøre menneskerettighederne.

Selv i efterårsferiens solrige Goslar, Braunlage og St. Andreasberg i Harzen mærker man usikkerheden og vantroen. Kansler Merkels aura er pist borte efter hendes partis nederlag ved delstatsvalget i Niedersachsen. CDU menes at have afleveret 45.000 stemmer til AfD, hele 54.000 til SPD. Bedre bliver det bestemt ikke af højrepartiernes sejr i Østrig. Velorienterede Süddeutsche Zeitung kan ikke holde fordømmelsen tilbage i sin politisk korrekte dækning af begivenhederne i nabolandet og noterer:

»Og så kom Sebastian Kurz, 31 år og i pagt med den tidsånd, som han har udnyttet og manipuleret, altid charmerende, altid den pæne svigermors drøm. Sådan vinder man hjerter, og sådan vinder man valg«. En demagog, altså. Én mere.

Det er tidsånden og de stadig mere ondsindede, der vinder frem i Europa. Sådan lyder diagnosen i hvert fald fra de politikere, medier og institutioner, der opfatter modstanden mod migration, islam og EU som patologisk. Men de tager fejl. Igen. For den modstand, der får flere og flere europæere til at stemme på partier til højre for den socialdemokratiske og liberale normalitet bærer på legitime politiske, retslige, kulturelle, demografiske og økonomiske hensyn og værdier.

Vi kører til Braunschweig og forsyner os med aviser, bøger og billige vintersokker fra Primark. Jubilæet for Martin Luthers teser den 31. oktober 1517 nærmer sig med syvmileskridt, og den smukke by, badet i velstand og historisk prægnans, er på den anden ende. Jeg fotograferer den aristokratiske løve på domkirkepladsen og pludselig slår det mig, at vor tids politiske dynamik minder en hel del om de religiøse dynamikker, der gjorde Reformationen mulig for 500 år siden.

Det 16. århundrede var en epoke med stedse nye opdagelser og vældige forandringer med stadig hastigere følger. Utilfredsheden ulmede. Kritik af kirken var ikke noget, reformatorerne opfandt. Diffuse ønsker om social og politisk forandring florerede og fandt løbende form. Det, der blev en europæisk reformation fra Bøhmen og Polen i øst over Danmark og Sverige i nord til England, Nederlandene og Nordfrankrig i vest, bundede i en teologisk konflikt i et Tyskland, der var integreret i Det Hellige Tysk-Romerske Rige med kejseren som formelt overhoved og kirken i Rom med den siddende pave som leder.

Luther og hans følge sprængte denne universalistiske og imperiale enhed og skabte et konfessionelt Europa i flere retninger og hastigheder ved bl.a. at gøre brug af den nye trykketeknik og helt nye medier. Tyrkernes militære tilstedeværelse i Europa spillede også ind og fik de af Luther inspirerede nationale stater og fyrstedømmer til at mobilisere imod både islam og Rom. Reformationens europæicitet var lokalt forankret. Mens den universelle kirke tabte terræn, strammede den territoriale kirke grebet om magten.

Vor epoke er rundet af samme faktorer. Den borgerlige modstand mod islams udbredelse giver mindelser om Luthers opgør med afladshandlen og hele den økonomi, der knyttede sig hertil. Indvandringen er ikke længere hellig og hævet over kritik. Tværtimod protesterer betydelige dele af Europas vælgerbefolkninger imod den igen og igen, og EU opfattes ikke mere som den rette tros forsvarer, men enten som et teknokratisk misfoster eller som en djævlepagt, der på sigt vil smadre europæernes eneste sted, de kalder hjem.

Husk også, at Luther blev bandlyst af kirken i Rom i stil med den systematiske udskamning, der i årtier er blevet kritikere af den førte indvandringspolitik til del i alle vesteuropæiske lande. De var og er kættere, der stadig må regne med ikke at kunne gøre karriere i etablerede og ortodokse medier og institutioner. Men de fortsætter ufortrødent, ikke mindst ved hjælp af nye digitale platforme, der ikke kan kontrolleres af monopoler og meningsdannere.

I det 16. århundrede skabte oversættelsen af Bibelen til tysk og andre nationale tunger en ny offentlighed, mens den klerikale elite mistede fortolkningsmonopolet. Tanken var, at man ikke behøvede at gå til kirken, præsten, paven eller bispen for at få adgang til evangeliet; enhver kunne læse Bibelen og forstå den.

I dag er det de liberale og venstreorienterede, der fortaber deres privilegier og forkørselsret. Tanken er, at enhver kan bruge sin sunde fornuft og selv tage stilling, uanset hvad smagsdommere og pegefingre måtte indskærpe.

Ligesom Luther gjorde troen til en trossag og subjektivismen og samvittigheden til hvermandseje, underkaster vor tids dynamikker de universelle sandheder en tiltrængt kritik og leder frem mod en mere erfaringsbaseret holdning til migrationen sydfra. Det står ikke mere skrevet, hvordan vi skal gøre. Hvert folk er nødt til at finde en vej ud af det teologisk-politiske morads, det har skabt for sig selv ved at guddommeliggøre menneskerettighederne og de såkaldte internationale konventioner.

Vi er hverken frelste eller fortabte. Vi er os selv.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Cykling er min kirke (2016), Søren Krarup og hans tid (2014) og Absolut Sverige (2011).
Seneste blogs
Af Angela Brink
19.01.18, 20:27
I omtalerne i forbindelse med Synnøve Søes bortgang glemmes det, at hun var en virkelig verdensdame, der aldrig sagde et ondt ord – et kendetegn, man ikke just kan genfinde hos alle dem, der havde en holdning til hende. Læs mere
Af Mikael Jalving
19.01.18, 19:01
Politikere er sjældent ideologer eller tænkere, og derfor finder idé- og værdidebatten som regel sted andre steder end på Christiansborg og Slotsholmen. Læs mere
Af Harun Demirtas
19.01.18, 14:25
Selvom sygeplejerskerne i årevis er blevet omrokeret, har en statsminister aldrig stået halvnervøst frem og meddelt dem og hele offentligheden om det. Læs mere
Af Eva Kjer Hansen
19.01.18, 10:09
Det er næppe en forudsætning for at løse rollen som økonomisk vagthund, at man er tilstede inde i Finansministeriet (eller at man kan gå dertil fra den nuværende adresse lige ved Amalienborg). Læs mere
Af Naser Khader
19.01.18, 08:09
Mainstream medierne kan simpelthen ikke komme sig over, at Trump blev valgt, og de er fast besluttede på, at han skal ned med nakken. Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
18.01.18, 12:52
Hvis man ikke er villig til at sætte sin egen taburet og mandat på spil for befolkningens sikkerhed og tryghed, så er man ganske enkelt ikke værdig til at repræsentere borgerne. Læs mere
Af Jens Kindberg
17.01.18, 19:19
Giveren er privat, og modstanderen er kommunen, som ikke vil gøre det muligt. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
17.01.18, 17:36
Mediernes behandling har været udsøgt ringe. Læs mere
Af Christel Schaldemose
17.01.18, 13:35
Europa-Kommissionens længede ventede plastikstrategi kommer med langsigtede mål, men med her-og-nu-handlinger på størrelse med mikroplastik. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
17.01.18, 12:15
København skal ikke leve af statslige arbejdspladser Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her