*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Svenskere har grund til at frygte Sverige

Det pletvise, men vidtstrakte og fortløbende kaos øst for Kattegat og Øresund peger hen på en undtagelsestilstand, der ser ud til at blive permanent.

Jeg har de seneste år holdt Sverige lidt på afstand, efter at jeg udgav min reportagebog Absolut Sverige i 2011 og var ved at blive kvalt i godhed. Siden har jeg dækket udviklingen sporadisk, f.eks. herher og her, i radioprogrammet Danmarks Röst på Radio24syv sommeren 2014 og i det omfang mit mentale helbred har kunnet goutere det.

Undertitlen på min bog refererede til en rejse i tavshedens rige, men jeg skal være den første til at indrømme, at svenskerne er blevet lidt mere åbenmundede de forløbne år. Problemerne forbundet med årtiers masseindvandring er imidlertid kun vokset i mellemtiden.

Det hjælper ikke stort at snakke, hvis man ikke handler, og det er der endnu ingen udsigt til, at den politiske klasse i Stockholm har tænkt sig. Jo længere de venter, jo større bliver opgaven.

Som en mand med forstand på vort kære naboland skrev i desperation: Før havde svenskerne ABBA, nu har de Allah. Uden måske ligefrem at ønske sig ABBA's genkomst må de se at få rullet Allah tilbage til Mekka og Medina.

Det kommer ikke til at ske, det ved jeg godt, skaden er sket, Sverige er antændt – om ikke på landet, der endnu rummer talrige oaser, skove, vildmarker, landlige åndehuller, fortæffelige konditorier, god ishockey, skisport m.m. – så i byerne, der forfalder i social forråelse, vold, omvendt racisme, bandevæsen, islamisering, fraflytning, afpresning og patriarkalsk social kontrol over kvinder og børn. Dvs. præcis samme signalement som alle andre steder, hvor den moderne og urbaniserede form for islam vinder frem demografisk og kriminologisk.

Der er ikke noget nyt i denne observation. Det nye er vel, at vi ikke engang bliver oprørt over at læse beretninger som f.eks. denne i Expressen fra bydelen Östberga i Stockholm, klods op ad velhaverkvarteret omkring sports- og musikarenaen Globen, et område, der nu er ved at glide i bandernes hænder.

One more down, som amerikanerne siger. Ansigterne på de socialdemokratiske politikere og slagne politfolk taler deres eget sprog, det hele er så bedrøveligt. Det samme gælder de kommunalt ansattes krav om maskering og brug af forvrængede stemmer for overhovedet at ville medvirke i et filmet interview. Kampen er tabt. De kriminelle bestemmer allerede. De svenske journalister ævler og bævler om demokrati og mangfoldighed døgnet rundt, men få indrømmer, at den politiske og sociale orden er i alvorligt skred. Det pletvise, men vidtstrakte og fortløbende kaos peger hen på en undtagelsestilstand, der ser ud til at blive permanent.

Det korte af det lange er, at almenvellet i Sverige takket være en notorisk politisk topstyring er blevet afløst af multikulturalismen, der kræver, at minoriteter skal fredes. Det er jo synd for dem, der ikke er så mange af, også selv om de bliver flere og flere og i visse bydele udgør en massiv majoritet. Uanset at der kan være et gran af sandhed i denne påstand, medfører den, hvis man gør den til en almengyldig doktrin, at minoriteter i virkeligheden ophøjes til privilegerede grupper, der kan køre på frihjul i forhold til almenvellet. Det er naturligvis undergravende, hvis det får lov at fortsætte årti efter årti.

Resultatet ser vi hver eneste dag, hvis vi ellers orker.

Det er svært at sige, hvad der kom først: kulturløsheden eller mangfoldigheden. Men længe har det været god latin i Sverige, at det bedste for et samfund er ikke at være præget af et bestemt kulturmønster og en bestemt historie. Langt bedre er det, hvis Sverige er uforankret og i konstant bevægelse som fugle på træk. Sverige skal være et vakuum.

Således er kultur blevet en importvare i Sverige. Noget, der kommer udefra, ikke indefra. Noget, der skal respekteres uanset hvad.

I stedet for homogenitet blev diversitet det altdominerende kollektive ideal. I stedet for nationale hensyn begyndte svenskerne at tage antinationale hensyn. I stedet for udvandring fik de indvandring. I stedet for en historisk forankret socialdemokratisme overgav de sig til en luftig internationalisme. I stedet for svensk identitet talte de pludselig om flydende postnationale hybrider og mangfoldighed. Sideløbende hermed blev det svenske folkehjem vendt på hovedet. Velfærdsstaten skulle være en verdensstat med plads til alle.

Med folkehjemmets globalisering, særligt i 1990'erne, trængtes realpolitikken helt og aldeles tilbage af identitetspolitikken. Længe har det i Sverige været altafgørende, hvem du er og fra hvilken position du ytrer dig. Hvad du siger betyder ikke stort i forhold til hvilken etnisk, social eller kønsmæssig gruppering, du repræsenterer. Er du en hvid mand fra middelklassen, gælder de almindelige regler for hvide mænd fra middelklassen: Vedkommende kan kritiseres, hånes og latterliggøres. Er du derimod muslimsk eller tilvandrer, gælder andre, mere privilegerede normer. Sådanne stemmer og følelser har krav på respekt.

Den moralske dobbeltstandard har været med til at ødelægge den offentlige samtale og skade tilliden til de offentlige myndigheder og institutioner. Betragt f.eks. denne delikate sag:

Svensk tandtekniker på Gotland opdager, at en alarmerende andel af »flygtningebørn« på øen (op mod 80 pct.) i virkeligheden er voksne mænd med fuldt udvoksede visdomstænder. Teknikeren kontakter den relevante udlændingemyndighed for at høre, hvad han skal gøre og får at vide, at han har pligt til at melde uretmæssigheder, hvis han bliver opmærksom på dem. Det gør han så. Men i stedet for myndighedens opbakning, frastødes han og bliver han fyret fra sit job.

Da han så klager og delvis vinder sagen, appelleres sagen af myndigheden, der hyrer kendt stjerneadvokat. Taber tandteknikeren appelsagen, risikerer han at skulle betale alle sagsomkostninger, der kan beløbe sig til en million kr. Hvad værre er: Han får meget svært ved at finde et andet arbejde, efter at hans historie har været på forsiden af etablerede medier, og han er dømt ude som »højreekstremist«.

Når man læser historien i det alternative undergrundsmedie Samhällsnytt, tænker man umiddelbart, at det må være opdigtet, hvis da ikke inspireret af Franz Kafka, men nej, det er bare Sverige – og desværre ikke fiktion.

Sveriges Television dækkede sagen kort ganske uden at forstå dens substantielle og samfundsrelevante kerne, som er flygtningenes latente snyd med alder med henblik på at opnå asyl, og sporede i stedet den journalistiske dækning ind på, hvorvidt den omtalte tandtekniker skulle fyres eller ej.

Derefter gik systemet i gang. Multikulturalismen knuste tandteknikeren, og han frygter nu at tabe sagen helt. Men han frygter mere end det: Han frygter Sverige.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Cykling er min kirke (2016), Søren Krarup og hans tid (2014) og Absolut Sverige (2011).
Seneste blogs
Af Annika Smith
11.12.17, 09:18
Så får den en pause fra torturen og slipper for at gøre det rigtige helt frem til næste folketingsvalg Læs mere
Af Harun Demirtas
10.12.17, 22:50
Politikerne har skabt et system, hvor man som offentligt ansat bliver opdraget til at opfatte sig i en konkurrence, indtil det går op for en, kampen man kæmper, aldrig kan vindes. For man kan ikke konkurrere eller være i krig mod sig selv. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
10.12.17, 20:33
EU-modstandere har kun gavn af de tyske socialdemokraters formand. Læs mere
Af Josephine Fock
10.12.17, 15:21
Menneskerettighederne skældes ud fra mange sider disse dage. Nogen vil have dem udskrevet af dansk lov, andre vil udfordre eller reformere dem. I dag fylder FN’s menneskerettighedserklæring 69 år. Jeg vil gerne sige tillykke. Og tak. Jeg ser frem til mange år med dem endnu. Læs mere
Af Mikael Jalving
10.12.17, 14:28
For alle vore fremtidsfanatikere og teknologifreaks kan det kundgøres så kort, at budskabet måske trænger ind: Historien er ikke død, den sover bare. Læs mere
Af Erik Winther Paisley
10.12.17, 13:31
Foreløbig aftale eller ej, gruer jeg for, hvordan Brexit vil udarte sig. For Europa, altså. Læs mere
Af Gitte Seeberg
08.12.17, 12:55
Er det fordi, nogle mænd har følt sig personligt truffet, eller er det fordi, de har en særlig masochistisk trang til at forsvare noget, som ikke kan forsvares? Læs mere
Af Christel Schaldemose
08.12.17, 11:38
Dieselgate har haft store menneskelige omkostninger. Nu er der endelig EU-enighed om skrappere regler, der skal være med til at undgå en ny skandale. Læs mere
Af Louis Jacobsen
07.12.17, 17:41
Kim Simonsen påstår i deadline 6.12.17, at salget af Alka blev diskuteret på åbne hovedbestyrelsesmøder i fagbevægelsen. Det er ikke altid godt at tage uenigheder offentligt. Men den påstand der blev luftet på landsdækkende TV er, ja, noget af en påstand. Læs mere
Af Rune Toftegaard Selsing
06.12.17, 22:02
Hvordan det lykkedes islamisten Sherin Khankan at få vendt mediedanmark mod Naser Khader. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her