<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Tvang, tvang og atter tvang

Det er 100 år siden, men Oktoberrevolutionen i Rusland i 1917 satte verden på den anden ende.

At læse i Bent Jensens nye Ruslandshistorie er som at rejse tilbage til en brutal og kynisk tid, overtrukket med kommunistisk chokolade. Det er true horror, og ingen fortæller den historie mere koldblodigt på dansk end den tidligere professor fra Odense.

Da jeg efterhånden lider af allergi over for alt, hvad der har med kommunisme at gøre, er jeg nødt til at læse bogen i små bidder, og hvis jeg skal være ærlig, får jeg den nok ikke læst færdig. Det er for meget af det onde. Eller som Bo Bjørnvig skrev i sin anmeldelse i Weekendavisen:

»Til dem, der stadig forsvarer Lenin & Co., med, at de var idealister, der ville det gode, må man sige, at det forholder sig stik modsat: Netop dét, at de troede, at de gjorde noget godt, var grunden til, at de blev så exceptionelt grusomme.«

Den reelt eksisterende kommunisme er således snarere for meget af det gode.

Hos Jensen er Lenin tyrannen over dem alle, mens den militante journalist Trotskij er praktikeren, der får den bolsjevikiske revolution til at skride fremad mod katastrofen via organiseringen af Den Røde Hær, før sjæleingeniøren og feltherren Stalin overtager showet og bliver den mest berømte og berygtede af de tre, idet han opnår noget nær total kontrol med partiapparatet, bekriger tyskerne og fuldbyrder det totalitære stormløb mod indbildte og potentielle fjender af regimet i en kalkuleret blodrus, der skal rense rådsrepublikken for oppositionelle baciller og ideologisk urene mennesker.

Du har muligvis hørt historien før, men her får du en samlet pakke – og som altid med Bent Jensen – overlegent, klart formidlet.

Alle revolutioner har et sted og en tid, der mødes.

Ét af krydspunkterne – bogen giver mange flere – var et numerisk overskud af arbejdsløse intellektuelle. Det vil sige langhårede, bebrillede mænd med fipskæg og kvinder med håret redt stramt tilbage med knold i nakken og al for megen tid til disposition.

Disse fritgående og radikaliserede typer tilbad folket, selv om de knap var en del af det. Samtidig var de fulde af foragt over for forældregenerationen og de såkaldte småborgerne og kontrarevolutionære bønder og arbejdere, mens de selv hørte til de privilegerede – takket være deres forældre. Det var fra denne isolerede, men eksklusive kreds, at bolsjevikkernes ledere trådte frem på scenen med deres sans for dramatik og selvskrevne ret til at diktere øjeblikkets nødvendighed, tydeligst formuleret af Lenin, oktober 1917: »Historien vil ikke tilgive os, hvis vi ikke griber magten nu.«

Ingen kunne holde møder og diskutere som de russiske intellektuelle. Ingen sad og grublede som dem, og ingen var som førstemanden Lenin en så dygtig kynisk realist, når det drejede sig om den politiske magt og manipulation. Hele hans sprog og selvforståelse var militant og tog bad i udtryk som kamp, angreb, storm, likvidation, fronter, divisioner, disciplin og kommando. Han var netop ikke politiker, men en intellektuel aktivist for hvem vold og fysisk pression var fuldstændig legitime redskaber i kampen mellem mørket, altså hans modstandere, og lyset, bolsjevismen.

Revolutionens formål var at ødelægge det gamle Rusland og den borgerlige stat for at nå frem til det klasseløse idealsamfund. Det ville være nemt og ukompliceret, troede de rettroende, og første del lykkedes næsten til fulde, selv om den russisk-ortodokse kirke og andre civile grupperinger overlevede omvæltningen ved at gå i en slags indre eksil. Men realiseringen af paradis haltede mildest talt efter. Parolerne om brød, fred og jord viste sig hurtigt at være paroler, opfundet til lejligheden. I stedet måtte bolsjevikkerne – og det russiske folk – nøjes med meget mindre. De måtte nøjes med socialisme, dvs. borgerkrig, fattigdom og sammenbrud i revolutionens første fem år.

Til gengæld formåede systemet i årtierne fremover at maskere sandheden mesterligt. Så mesterligt, ar utallige begavede vesterlændinge – ikke kun kommunister og socialister – tog fejl af situationen i Sovjetunionen. Kommunisternes største bedrift var såmænd ikke magterobringen, men evnen til at beholde kontrollen og sløre og fordreje sandheden om det land, de ødelagde og tyranniserede i godt 70 år.

For at forstå, hvordan Zarruslands nederlag overhovedet blev muligt, trænger store sociologiske og demografiske forskydninger sig på, herunder den kolossale vandring fra land til by i det 20. århundredes begyndelse – før øvrigt magen til den, vi selv oplever i disse år. Skiftet fra Gammelrusland til et nyt og usikkert Reformrusland i perioden efter 1861 udgjorde en destabilisering af russernes hverdag og forventninger, som skulle få store konsekvenser, parret som de blev med den politiske radikalisme i tiden.

Hertil kom Ruslands deltagelse  i en verdenskrig, der satte hele samfundsøkonomien under voldsomt pres.

Mens krigen rasede, blev bønderne ikke bare arbejdere i byernes fabrikshaller, men proletarer i den ideologiske kamp, som spidsede til. Fabrikken var revolutionens arnested, selv om den blev udtænkt i langt mere behagelige saloner og biblioteker; og fjenden, dvs. borgerskabet, var ikke alene revolutionens fjende, men blev af bolsjevikkerne udråbt til hele folkets fjende. Kun de røde var identisk med folket, propagandistisk set, skønt denne tilsnigelse kom til at koste millioner af konkrete russeres liv, førlighed og frihed i årtierne fremover.

I sidste ende var kun en lille del af det russiske folk kommunistisk indstillet af fri vilje. Men med tiden skete der det, at det kommunistiske magtapparat tilbød og udviklede sig til et imperialt karriere- og samfundssystem. Sovjet, med al sin iboende tvang og menneskeforagt, blev den nye virkelighed.

En ting var russernes lidelser. En anden ting var den inspiration, Oktoberrevolutionen i 1917 gav kommunister og socialister verden over lige fra Harzen til Hanoi og Havanna, fra Paris til Peking, fra Kreml til Cambodia. Fælles for dem var, at de ville forandre verden, blev endte med at ødelægge deres egne lande.

Vist udeblev revolutionen i Tyskland og andre europæiske lande, hvor Marx og Engels ellers gav stemme til marxismen, men kommunismens spøgelse vadede gennem århundredet. Bent Jensen citerer den engelske historiker Orlando Figes for, at det ikke var marxismen, der gjorde Lenin til revolutionær, men Lenin, der gjorde marxismen revolutionær. Derved blev sidstnævnte til et varigt problem for hele verden frem til jerntæppets og imperiets pludselige og nærmest uforudsete opløsning i 1991.

Også dengang måtte vi erkende, at historien ikke udvikler sig af sig selv, men af mennesker. Nogle gange er det godt, andre gange ikke så godt.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Danmark under angreb (sm.m. Kasper Støvring), Udbrud (sm.m. Michael Rasmussen) og Cykling er min kirke (2016).
Seneste blogs
Af Louis Jacobsen
16.01.21, 12:39
Når Trump ikke længere er præsident i USA står de samme mennesker klar til at bane vejen for en ny af Trumps kaliber. Læs mere
Af Nauja Lynge
15.01.21, 22:41
Det er meget egoistisk af de grønlandske politikere at forsøge at løse Grønlands store svøbe – de socialt udsatte – uden at inddrage de mange grønlændere i Danmark, som hver dag berøres af dette emne.   Læs mere
Af Utku H. Güzel
15.01.21, 18:16
Hvad skal vi andre stille op, når vi mener, at store grupper af mennesker ikke er til at tale med eller har nogle absurde holdninger? Læs mere
Af Jan E. Jørgensen
15.01.21, 16:34
Som ufortrødent arbejder videre trods corona. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
15.01.21, 07:00
Den tiltalte er uskyldig, indtil andet er bevist, og har krav på en fair rettergang. Også Inger Støjberg. Læs mere
Af Signe Munk
14.01.21, 15:00
Vi tager vores drikkevand som en selvfølgelighed. Det skal vi ikke – men derimod skride ind, så forureningen af det bliver stoppet. Læs mere
Af Rune Lund
14.01.21, 13:10
Det handler om, at loven gælder for alle Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
14.01.21, 11:05
Bliver alle vi ældre, der har levet en eremittilværelse for at undgå smitte, nu udsat, når vi vaccineres i store centre. Jeg spørger ministeren, om han føler sig sikker på, at forholdene er i orden. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
13.01.21, 15:35
Det er artige sager, hvad tilhængerne af masseindvandring har kaldt os andre. Læs mere