Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Tvang, tvang og atter tvang

Det er 100 år siden, men Oktoberrevolutionen i Rusland i 1917 satte verden på den anden ende.

At læse i Bent Jensens nye Ruslandshistorie er som at rejse tilbage til en brutal og kynisk tid, overtrukket med kommunistisk chokolade. Det er true horror, og ingen fortæller den historie mere koldblodigt på dansk end den tidligere professor fra Odense.

Da jeg efterhånden lider af allergi over for alt, hvad der har med kommunisme at gøre, er jeg nødt til at læse bogen i små bidder, og hvis jeg skal være ærlig, får jeg den nok ikke læst færdig. Det er for meget af det onde. Eller som Bo Bjørnvig skrev i sin anmeldelse i Weekendavisen:

»Til dem, der stadig forsvarer Lenin & Co., med, at de var idealister, der ville det gode, må man sige, at det forholder sig stik modsat: Netop dét, at de troede, at de gjorde noget godt, var grunden til, at de blev så exceptionelt grusomme.«

Den reelt eksisterende kommunisme er således snarere for meget af det gode.

Hos Jensen er Lenin tyrannen over dem alle, mens den militante journalist Trotskij er praktikeren, der får den bolsjevikiske revolution til at skride fremad mod katastrofen via organiseringen af Den Røde Hær, før sjæleingeniøren og feltherren Stalin overtager showet og bliver den mest berømte og berygtede af de tre, idet han opnår noget nær total kontrol med partiapparatet, bekriger tyskerne og fuldbyrder det totalitære stormløb mod indbildte og potentielle fjender af regimet i en kalkuleret blodrus, der skal rense rådsrepublikken for oppositionelle baciller og ideologisk urene mennesker.

Du har muligvis hørt historien før, men her får du en samlet pakke – og som altid med Bent Jensen – overlegent, klart formidlet.

Alle revolutioner har et sted og en tid, der mødes.

Ét af krydspunkterne – bogen giver mange flere – var et numerisk overskud af arbejdsløse intellektuelle. Det vil sige langhårede, bebrillede mænd med fipskæg og kvinder med håret redt stramt tilbage med knold i nakken og al for megen tid til disposition.

Disse fritgående og radikaliserede typer tilbad folket, selv om de knap var en del af det. Samtidig var de fulde af foragt over for forældregenerationen og de såkaldte småborgerne og kontrarevolutionære bønder og arbejdere, mens de selv hørte til de privilegerede – takket være deres forældre. Det var fra denne isolerede, men eksklusive kreds, at bolsjevikkernes ledere trådte frem på scenen med deres sans for dramatik og selvskrevne ret til at diktere øjeblikkets nødvendighed, tydeligst formuleret af Lenin, oktober 1917: »Historien vil ikke tilgive os, hvis vi ikke griber magten nu.«

Ingen kunne holde møder og diskutere som de russiske intellektuelle. Ingen sad og grublede som dem, og ingen var som førstemanden Lenin en så dygtig kynisk realist, når det drejede sig om den politiske magt og manipulation. Hele hans sprog og selvforståelse var militant og tog bad i udtryk som kamp, angreb, storm, likvidation, fronter, divisioner, disciplin og kommando. Han var netop ikke politiker, men en intellektuel aktivist for hvem vold og fysisk pression var fuldstændig legitime redskaber i kampen mellem mørket, altså hans modstandere, og lyset, bolsjevismen.

Revolutionens formål var at ødelægge det gamle Rusland og den borgerlige stat for at nå frem til det klasseløse idealsamfund. Det ville være nemt og ukompliceret, troede de rettroende, og første del lykkedes næsten til fulde, selv om den russisk-ortodokse kirke og andre civile grupperinger overlevede omvæltningen ved at gå i en slags indre eksil. Men realiseringen af paradis haltede mildest talt efter. Parolerne om brød, fred og jord viste sig hurtigt at være paroler, opfundet til lejligheden. I stedet måtte bolsjevikkerne – og det russiske folk – nøjes med meget mindre. De måtte nøjes med socialisme, dvs. borgerkrig, fattigdom og sammenbrud i revolutionens første fem år.

Til gengæld formåede systemet i årtierne fremover at maskere sandheden mesterligt. Så mesterligt, ar utallige begavede vesterlændinge – ikke kun kommunister og socialister – tog fejl af situationen i Sovjetunionen. Kommunisternes største bedrift var såmænd ikke magterobringen, men evnen til at beholde kontrollen og sløre og fordreje sandheden om det land, de ødelagde og tyranniserede i godt 70 år.

For at forstå, hvordan Zarruslands nederlag overhovedet blev muligt, trænger store sociologiske og demografiske forskydninger sig på, herunder den kolossale vandring fra land til by i det 20. århundredes begyndelse – før øvrigt magen til den, vi selv oplever i disse år. Skiftet fra Gammelrusland til et nyt og usikkert Reformrusland i perioden efter 1861 udgjorde en destabilisering af russernes hverdag og forventninger, som skulle få store konsekvenser, parret som de blev med den politiske radikalisme i tiden.

Hertil kom Ruslands deltagelse  i en verdenskrig, der satte hele samfundsøkonomien under voldsomt pres.

Mens krigen rasede, blev bønderne ikke bare arbejdere i byernes fabrikshaller, men proletarer i den ideologiske kamp, som spidsede til. Fabrikken var revolutionens arnested, selv om den blev udtænkt i langt mere behagelige saloner og biblioteker; og fjenden, dvs. borgerskabet, var ikke alene revolutionens fjende, men blev af bolsjevikkerne udråbt til hele folkets fjende. Kun de røde var identisk med folket, propagandistisk set, skønt denne tilsnigelse kom til at koste millioner af konkrete russeres liv, førlighed og frihed i årtierne fremover.

I sidste ende var kun en lille del af det russiske folk kommunistisk indstillet af fri vilje. Men med tiden skete der det, at det kommunistiske magtapparat tilbød og udviklede sig til et imperialt karriere- og samfundssystem. Sovjet, med al sin iboende tvang og menneskeforagt, blev den nye virkelighed.

En ting var russernes lidelser. En anden ting var den inspiration, Oktoberrevolutionen i 1917 gav kommunister og socialister verden over lige fra Harzen til Hanoi og Havanna, fra Paris til Peking, fra Kreml til Cambodia. Fælles for dem var, at de ville forandre verden, blev endte med at ødelægge deres egne lande.

Vist udeblev revolutionen i Tyskland og andre europæiske lande, hvor Marx og Engels ellers gav stemme til marxismen, men kommunismens spøgelse vadede gennem århundredet. Bent Jensen citerer den engelske historiker Orlando Figes for, at det ikke var marxismen, der gjorde Lenin til revolutionær, men Lenin, der gjorde marxismen revolutionær. Derved blev sidstnævnte til et varigt problem for hele verden frem til jerntæppets og imperiets pludselige og nærmest uforudsete opløsning i 1991.

Også dengang måtte vi erkende, at historien ikke udvikler sig af sig selv, men af mennesker. Nogle gange er det godt, andre gange ikke så godt.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Cykling er min kirke (2016), Søren Krarup og hans tid (2014) og Absolut Sverige (2011).
Seneste blogs
Af Morten Uhrskov Jensen
21.01.18, 21:32
Sverige er på vej til et nyt stadie. Læs mere
Af Angela Brink
19.01.18, 20:27
I omtalerne i forbindelse med Synnøve Søes bortgang glemmes det, at hun var en virkelig verdensdame, der aldrig sagde et ondt ord – et kendetegn, man ikke just kan genfinde hos alle dem, der havde en holdning til hende. Læs mere
Af Mikael Jalving
19.01.18, 19:01
Politikere er sjældent ideologer eller tænkere, og derfor finder idé- og værdidebatten som regel sted andre steder end på Christiansborg og Slotsholmen. Læs mere
Af Harun Demirtas
19.01.18, 14:25
Selvom sygeplejerskerne i årevis er blevet omrokeret, har en statsminister aldrig stået halvnervøst frem og meddelt dem og hele offentligheden om det. Læs mere
Af Eva Kjer Hansen
19.01.18, 10:09
Det er næppe en forudsætning for at løse rollen som økonomisk vagthund, at man er tilstede inde i Finansministeriet (eller at man kan gå dertil fra den nuværende adresse lige ved Amalienborg). Læs mere
Af Naser Khader
19.01.18, 08:09
Mainstream medierne kan simpelthen ikke komme sig over, at Trump blev valgt, og de er fast besluttede på, at han skal ned med nakken. Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
18.01.18, 12:52
Hvis man ikke er villig til at sætte sin egen taburet og mandat på spil for befolkningens sikkerhed og tryghed, så er man ganske enkelt ikke værdig til at repræsentere borgerne. Læs mere
Af Jens Kindberg
17.01.18, 19:19
Giveren er privat, og modstanderen er kommunen, som ikke vil gøre det muligt. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
17.01.18, 17:36
Mediernes behandling har været udsøgt ringe. Læs mere
Af Christel Schaldemose
17.01.18, 13:35
Europa-Kommissionens længede ventede plastikstrategi kommer med langsigtede mål, men med her-og-nu-handlinger på størrelse med mikroplastik. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her