Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Derfor elsker jeg cykling og hader fodbold

Cykling er konservativt. Den dyrker gentagelsen, vanen, øvelsen, kontinuiteten og respekten for det givne. Cykling er ikke kun en kirke, cykling er også en kongerække.

Jeg tager raceren og kører en tur alene. Det er længe siden. De seneste måneder har stået på en masse holdtræning, løb og ture med junior. Med andre ord: Alt, hvad en halvgammel stodder kan begære på landevejen. Men i dag vælger jeg ensomhed, kirken.

Det er vemodigt. Landevejssæsonen går på hæld, et par løb mere, så er det slut, og så er det frem med vintergeden og crossmaskinen, hvilket er noget helt andet. Jeg elsker begge dele. De har deres egen charme, attraktion og karakter, men i de døende uger af en sæson holder jeg fast i det tabte land og mindes løb, situationer og momenter fra den forgangne sæson.

Ikke fordi jeg har noget at prale med. Jeg har ingen resultater i år, og det ærgrer forfængeligheden. Sådan er cykelløb jo også, trøster jeg mig med, et sted for de fås store sejre og de manges uglamourøse nederlag.

Det er noget af det, jeg sætter højt ved cykling. Sporten gør sig ikke til. Modsat så meget andet i vor kultur og civilisation – f.eks. politik og underholdning – er den ikke en popularitetskonkurrence. Der er ikke præmier og medaljer til alle, og man kan faktisk slet ikke filme sig til noget. Film er det værste ved fodbold og grunden til, at jeg aldrig kommer til at elske den sport, som jeg ellers er vokset op med.

Fodbold præmierer fakerne, fedtspillerne, de dårlige karakterer. Som træner eller hjælpetræner spotter man det straks. Otteårige drenge, der efterligner Ronaldos falden på halen, det er til at blive misantrop af at overvære.

Anderledes med cykling. Selvfølgelig kan man fake træthed i et udbrud, springe en føring over, tage et sving lige vel frisk foran den bagvedkørende. Men den systematiske udnyttelse af dommerens blinde øje, den findes ikke i cykling på samme måde som i fodbold.

Fra Youtube kender vi billederne af henholdsvis en styrtet rytter og en »skadet« spiller. Den første foregiver, at han er ok; den anden foregiver, at han ikke er ok. Heri hele forskellen mellem de to sportsgrene.

Mandighed, altså. Cykling rimer på noget med mandighed og udholdenhed, såvel psykisk som fysisk. Selv i spurten mod mål, de sidste 1000 meter: Når man tror, det er ved at være slut, er det faktisk kun lige begyndt, og hvis man ikke giver den alt, får man klø. Jeg ved det af bitter erfaring.

Jeg vil gå så langt som til at hævde, at sporten er konservativ. Den dyrker gentagelsen, vanen, øvelsen, kontinuiteten og respekten for det givne og tidligere mestre. Cykling er ikke kun en kirke, der banker dig på plads og lærer dig noget om dine egne, menneskelige dårskaber; cykling er også en kongerække. Cykling indeholder et pensum, som du må øve dig i. Møjsommeligt som i den lille og store tabel, skriftlig fremstilling, grammatik og diktat. Det, der engang hed færdigheder, men i dag er afløst af diffus »læring« og udflydende »kompetencer«.

Cykling er i den grad en færdighedssport. Du kan ikke google dig til noget på landevejen, men må tage bestik af situationen og spare på kræfterne. Omvendt må du også investere noget for at komme i udbrud eller sidde med. Det er alt sammen meget organisk. Et felt er hele tiden i bevægelse – jeg mener ikke alene fremad – men i komparativ bevægelse og mimer dermed den natur og geografi, man kører i.

Læg mærke til, at der næsten aldrig er to ens ture, selv om gps'en muligvis fortæller dig noget andet. Det er langt fra kun årstiderne, der skifter. Der er konstant små gradsforskelle, en pludselig kølighed, en duft, en stank, vejens beskaffenhed, en farve og et perspektiv, som spiller sammen med ens humør og konstitution.

Jeg punkterer. To gange. Jeg forbander mine dæk. Veloflex. Da jeg købte dem, beundrede og fotograferede jeg dem efter monteringen. Deres lyse bomuldskanter fik cyklen til at se overraskende aristokratisk ud, noget, jeg ellers ikke forbinder med min tyske og effektive Canyon Ultimate. Nu, to måneder senere, ser dækkene mere borgerlige og fredagstrætte ud; de hvide kanter er grålige på grund af vand, støv og snavs, og slidmønsteret er næsten væk.

Men det er ikke dækkenes skyld. De passer ikke til det våde føre. Det er mig, der var for magelig og tænkte, at de nok kunne klare en tur mere. Nok en dødssynd, altså. Fra nu af hedder det Schwalbe Durano Plus. Det er som at køre på larvefødder; til gengæld kan man næsten køre en hel vinter uden at få en flad.

Jeg kommer hjem. Udkørt, hovedet tømt, nulstillet. Mit frivillige eksil har virket. På Twitter har Stine Bosse beskyldt mig for at lyve og insinuerer, at jeg er betalt for at gøre det.

Det griner jeg ad nu, måske ikke helt lattermildt, men alligevel. Hun skulle tale. Eller rettere: Tage en cykeltur. Helt alene.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Cykling er min kirke (2016), Søren Krarup og hans tid (2014) og Absolut Sverige (2011).
Seneste blogs
Af Anders Vistisen
16.01.18, 10:25
Dansk Folkeparti har intet ansvar for regeringens liberale projekt. Læs mere
Af Josephine Fock
16.01.18, 07:29
Den skærpede tiggerlov bør afskaffes, fordi den er et klassisk eksempel på en lovændring, der skulle få regeringen til at fremstå hurtig og handlekraftig, men ender med at være sjusket og straffe uskyldige mennesker. Læs mere
Af Jaleh Tavakoli
15.01.18, 11:28
Kære skoler, gymnasier, kirker og andre som besøger, samarbejder med eller som promoverer det iranske præstestyres moske, I skal vide at over tyve unge mennesker for nyligt har mistet livet i Iran, alene fordi de gik på gaden og ytrede sig imod netop samme præstestyre. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
13.01.18, 20:50
Vi kommer ikke uden om det, så hvorfor ikke begynde med det samme? Læs mere
Af Mikael Jalving
13.01.18, 18:53
Da Berlinmuren væltede og Sovjetunionen sank i grus, blev den revolutionære venstrefløj frisat snarere end besejret. Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
13.01.18, 13:23
De borgerlige partier på Christiansborg har desværre opgivet den borgerlige værdikamp, og opgaven ligger nu alene hos Nye Borgerlige. Læs mere
Af Anna Thygesen
12.01.18, 23:25
Det er ikke værdigt at se kvinder behandle mænd som uartige og uintelligente børn, og det er ikke værdigt at se mænd dukke nakken og lade sig jagte rundt i manegen. Læs mere
Af Naser Khader
12.01.18, 09:54
Jeg ved ikke, om Poul Madsen, Özlem Cekic og andre, der mener, vi selv er ude om det, har gjort sig tanker om, hvordan det ville være at skulle forsikre sine børn, når man går ud af døren, at man nok skal komme hjem igen - fordi de frygter, at dem, der hader deres far, lykkes med at udføre de trusler, de fremsætter? Læs mere
Af Eva Kjer Hansen
11.01.18, 12:33
Ved dåb bliver der pjasket lidt vand i hovedet på barnet, ved omskæring bliver forhuden skåret af. Forskellen er enorm. Læs mere
Af Signe Munk
10.01.18, 15:27
Det er dybt uansvarligt, at Özlem Cekic i en ny bog til skoleelever skøjter henover debatten om omskæring af drenge. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her