Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Intet menneske er postkulturelt, posthistorisk, postterritorialt

Lynkursus i menneskets lod: Vi fødes ind i allerede eksisterende fællesskaber.

DR 2's Deadline havde i den forløbne uge en debat om fyringen af en mandlig medarbejder hos den amerikanske mediekoncern Google, mellem neurobiolog og videnskabsjournalist Lone Frank og en ung kvinde, der tydeligvis ikke anede, hvad hun talte om.

Undervejs sagde Lone Frank noget, som tåler gentagelse. Hun sagde, at biologi altid handler om det biologiske og det udenom, dvs. om vekselvirkningen mellem biologi, miljø og kultur.



Udsagnet kan muligvis lyde banalt og gymnasialt, men har vidtrækkende konsekvenser.



Forstår vi biologiens indbyggede begrænsning i studiet af mennesket og de menneskelige samfund, kan vi heller ikke tale om mennesket i ren form, eftersom mennesket altid er formet af koblingen mellem natur, miljø og ånd.



Vi er ikke fri i naturen; det var, hvad romantikerne troede. Vi bliver heller ikke fri ved at fjerne kongen, kulturen eller krucifikset. Det var, hvad de revolutionære bildte sig ind, mens de ledte efter tavlen, de kunne vaske ren.



Intet menneske er en ø, hedder det poetisk, og det er mere sandt, end det er sagt. Dels har alle mennesker et biologisk ophav og dna, dels er alle mennesker rundet af den givne sædvane og moral, uanset hvor ualmindelig eller kritisabel denne måtte være. Intet menneske er kemisk neutralt, postkulturelt, posthistorisk, postterritorialt, renset for alle spor, fordomme eller sociale forventninger.



Vi er med-fødte, allerede formede og rynkede, når vi ser dagens lys et bestemt sted, en bestemt tid. Det er derfor, den tysk-amerikanske filosof Hannah Arendt taler om nataliteten og det grundlæggende forhold, at vi fødes ind i verden, dvs. ind i allerede eksisterende fællesskaber. Vi er partiske, ikke neutrale.



Disse betragtninger randt mig i hu, da jeg hørte neurobiologen tale. Lone Frank kender sit stof og kan præsentere det sammenhængende og overbevisende. Men hun indrømmer samtidig, at den biologiske videnskab har indbyggede begrænsninger.



Læg f.eks. mærke til, at selv litteraturens Robinson Crusoe har sine vaner og mønstre, rundet af hans tidligere erfaringer. Alene på en øde ø i sit påtvungne og ufrivillige utopia, er han også en slags englænder. Eller tag den folkekære historie om Palle, der vågner op til den ultimative frihed, men ikke aner, hvad han skal stille op med den, fordi han er Palle alene i verden.



Hannah Arendt ville sige, at mennesket er et socialt dyr, før det bliver et politisk dyr. Men vi er sandelig også betingede væsener politisk set. Som naturretsfilosofferne understregede i 1600-tallet er vi suveræne i alle lovlige anliggender, men det er folket, der er suveræn i regeringsanliggender. Det er ikke dig eller alle, der bestemmer, beklager, det er flertallet eller en vis mængde.



Vi har således borgerrettigheder snarere end menneskerettigheder, selv om vi har vendt denne realistiske læresætning på hovedet i vores hang til romantik og idealisme. Alligevel vil de fleste nok medgive, at der skal være en stat til at beskytte os, ellers kan det være nok så mange menneskerettigheder på skrift, uden at det hjælper nogen.



Jeg tænker over disse politiske elementarpartikler, når jeg ligger i min seng om aftenen til lyden af forsvarets helikopter over Nørrebro, Frederiksberg, Husum og Tingbjerg. Vi ved alle, hvad det drejer sig om, men orker næsten ikke tale mere om det. Bandevæsenet er blevet naturaliseret og normaliseret, det kan intet fakkeloptog eller nogen dialogkaffe lave om på. Nørrebro vil gradvist blive mere lovløst. Selv parkeringsvagterne holder sig væk fra de mest betændte områder.



Samtidig lyder det fra de rødvinsrøde borgmestre i de vesteuropæiske storbyer, at vold, trusler og tiltagende terror hører med til at bo i en storby – og måske har de ret, i hvert fald i globaliseringens storbyer – men det lyder unægtelig som om, de forskriver sig til både fatalismen og en politisk kynisme, som flere burde straffe ved ikke at stemme på rødvinspartierne.



Det politiske er ikke videnskab. Det er ikke biologi eller givet på forhånd. Det politiske er formet af handling, retfærdighedssans og en given tilknytning til stedet. Principper, dem har vi nok af. Nu er det jorden, der kalder.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen