Det undrer mig til stadighed, at landets udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) ikke er blevet YouTuber. Alt, hvad den mand siger, egner sig langt bedre til anvendelse i den virtuelle verden end i den virkelige.
Han er ellers så rar. I går åbnede han sit hjem og sin have i et roligt villakvarter i Horsens for alle sine venner og følgere på Facebook, rundt regnet 95.000, og konkluderede på baggrund af den hyggelige og fredelige atmosfære, at alt er lutter liberal lagkage i Danmark.
Gid det var så vel. Men synge, det gjorde de, ikke et øje var tørt, og jeg kom ufrivilligt til at tænke på scener fra Det forjættede land af Henrik Pontoppidan, en af det danske sprogs mestre. Missionsbevægelsen har ikke været spildt på den glade østjyde.
Det er et yndigt land, jublede ministeren på Facebook. Sikke han kan sige det, Mr. Ja Hat. Jeg har aldrig følt mig utryg, mens jeg har været i dansk politik, udtalte han til Horsens Folkeblad. Det må skyldes, at han lever i dansk politik – og ikke i den danske hverdag.
Jeg kiggede på billederne af den halvthundredårige minister med øjne så blå som en delfins, og ihukom George Orwells gamle bonmot om, at det er en konstant kamp at se, hvad der gemmer sig for næsen af én selv. Det skulle være så nemt, og så er det faktisk svært, ikke sandt, Anders?
Samtidig med Samuelsens fødselsdags- og kærlighedsfest gik det lidt mindre fredeligt for sig i hovedstaden, hvor jeg tilfældigvis bor.
Her blev der igen-igen knaldet løs, og det havde ikke en hujende fis at gøre med de tilrejsende modeller op til den forestående modeuge. Næ, der blev som bekendt skudt med skarpt, og som de fleste nok også har regnet ud, er det naturligvis kun begyndelsen. Begyndelsen på fortsættelsen, den ubønhørlige fortsættelse ind i det muslimsk inspirerede og politisk legitimerede mørke.
København – ligesom Aarhus, Odense, Aalborg, Fredericia, Kolding, Slagelse osv. osv. – vil, hvis vi nøjes med radikale blålys som Samuelsen og hans liberale venner langt ind i de røde rækker, bliver stedse mere som Malmø, Marseilles og Manchester, mens disse engang så skønne vesteuropæiske byer vil styre mod endnu mere kaos og etnisk konflikt i årene, der kommer.
Friskfyrsforeninger som Loyal to Familia og andre knopskud på den muslimske tilstrøming hertil ser derimod stedse nye muligheder i det liberale eldorado, Danmark er blevet takket være et snart 40 års politisk og socialt eksperiment, der har forenet en generøs tilstrømning med en lige så generøs velfærdsstat, og skabt en ny virkelighed.
I ly af alle vore drømme er Danmark rigtignok ved at blive et yndigt land – for bandekriminalitet, beskyttelsespenge og indvandrerrelateret voldsspiral.
Så længe indvandringen fortsætter derudad med mere eller mindre uformindsket styrke, så længe nationalgrænserne er porøse – og EU fortsat har held med at underminere dem – så længe banderne får lov at regere over voksende territorier i byområderne, vil skyderierne, volden og kriminaliteten fortsætte sin forventelige himmelflugt. Det er den samme struktur over hele Vesteuropa. Hvorfor? Fordi der er så mange liberale pussies vest for det gamle Jerntæppe.
Anders Samuelsen står med andre ord over for et politisk og eksistentielt valg: Vil han fortsætte med at leve i sin egen politiske parallelverden – eller tør han træde ind i den sociale virkelighed og forholde sig til dens konkrete problemer og udfordringer?
Et eller andet sted er det ligegyldigt. For ulykken er for længst sat i gang, og det er andre, helt almindelige mennesker, der må bære konsekvensen af vore politikeres handlinger – eller mangel på samme. Det er kvinder, det er forretningsdrivende, det er unge mænd, der allerede nu af politiet frarådes at opholde sig i bestemte kvarterer om aftenen og natten, der kommer til at betale for den dogmatisk liberale holdning til organiseret vold i vort samfunds midte, og for hvem der altid findes et eller andet skatteyderbetalt resocialiseringsprogram.
Man kunne også bare forbyde banderne. Og slå ned på dem, om nødvendigt med militærets hjælp. Det handler ikke kun om at tage magten tilbage, men ligeledes om at vise vore fjender, at vi har moralen og viljen til at bekæmpe dem, før de får for meget at skulle have sagt i gaderne.
At Anders Samuelsen er en mus, det vidste vi godt. Men hvornår kommer der nogen mænd?
