Breaking
Få breaking news via vores app | Få nyheden på mail

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Fortiden er ikke, hvad den har været

Alle vender vi tilbage, om ikke til hjemstavnen, så til jorden, fugten og ormene. Det vigtige er, hvad vi gør i mellemtiden, og hvad vi giver videre.

Kælkebakken er væk, tænkte jeg straks.

Barndommens legendariske, ja, nærmest olympiske kælkebakke var pist borte. Mine børn så skeptisk på mig og tvivlede højlydt på, at der nogensinde havde ligget noget, der blot semantisk kunne have været en kælkebakke på dette fladtrådte sted i universet, og jeg havde svært ved at tro mine egne øjne. Hvor kælkebakken engang tårnede sig op, havde nogen parkeret et parcelhus.

Idet fortiden som bekendt ikke er, hvad den har været, trillede vi videre og fandt da frem til skolen, hvor jeg blev mobbet og tilbudt psykologhjælp af den stedlige socialdemokratiske skoleleder med efternavnet Jensen.

Alting var socialdemokratisk dengang. Var der drilleri et sted, stod der en terapeut parat til at gøre én til klient, og gentog balladen sig, kom der søreme én mere. De stedse flere offentligt ansatte, som nationaløkonomen Jørgen S. Dich skrev så paradigmatisk om i 1973, var blevet den herskende klasse, og velfærdsstaten gik over sine bredder. Der var ikke længere nogen grænse for alt det gode, den kunne gøre for klienterne, og snart kom klienterne og de offentligt ansatte i flertal.

Jeg pegede på døren, hvor jeg klemte min venstre ringfinger til blods i den hvide, strikkede vintervante. Jeg husker det, som var det i går, smerten var nærmest pirrende, tænk at skulle sys, jeg har såmænd arret endnu, så noget fik jeg da med fra den lokale kommuneskole, før mine forældre flyttede mig til en skole inde i byen, hvor jeg bl.a. lærte at stave til hest uden æ. På kommuneskolen var den slags ét fedt, det var jo i Ritt Bjerregaards storhedstid. Hvad ikke alle kunne lære, skulle ingen lære, hvilket må have været et princip, hun selv praktiserede.

Så meget er forandret siden dengang, det er livets lov og åbenbart også politikkens. Dengang var socialdemokratisme noget med at handle i Brugsen, spille fodbold, håndbold og badminton i idrætsforeningen og ikke ty til yderligheder, såsom at løbe en for stor bil, og henne hos bilforhandleren solgte de da også kun Wartburg, Skoda og Lada, altså, de rullende skorstene fra Østeuropa. Jeg var vistnok en god socialdemokrat og vældig optaget af, hvad andre tænkte om os, indtil jeg blev otte, så gik det over. Min far sammenlignede det med en børnesygdom.

Socialdemokratiet skiftede sandelig også kurs.

Sålænge jeg husker tilbage, var sosserne imod EF, ifølge dem et fremmedgørende foretagende, kapitalens forlængede arm, men efter Murens Fald i 1989 satsede partiet så pludselig alt på EU og fortalte sine skeptiske vælgere med den nyligt omvendtes religiøse overbevisning, at de skulle favne verden, lukke øjnene og se fremad, thi der var intet alternativ. Det er der så heldigvis i dag; måske er partiet endda ved at forstå det.

Årene gik, og jeg flyttede, men det mest overraskende ved at vende tilbage for en stund på ferie er opdagelsen af, at barndommens veje og vildveje såmænd ligger der endnu mellem kornmarker, små sving og bakker med jordbær og nye kartofler til salg for en slik. På sæt og vis er vejene, landskabet og stednavnene det eneste, der ikke er blevet forandret af tidens virak.

Det hører med til historien, at jeg havde taget raceren med og lå og pumpede watt for igen og igen at blive distraheret af gensyn, nej, ren og skær nostalgi for nu at sige det ligeud. Hvert et vue, hvert et vindpust fik pludselig betydning og bar på glemte stemninger, erindringsglimt og hemmeligheder.

Et hus var forsvundet, et andet restaureret, en kro var nedlagt, en anden havde overlevet og tilbød stegt flæsk og persillesovs for en hund. Den lokale idrætshal stod der også, og omme bagved løb fire drenge rundt i samme rød-hvide dragt, som jeg selv bar i min tid, stolt som en kapellan. Jeg tog mit kamera frem for at forevige øjeblikket, men drengene stirrede på mig og troede formentlig, jeg var en af dem der fra Google Earth, så jeg fortrak og lod dem være i fred med et stik af vemod over tidens hastige gang, men også taknemmelig over at have mit gode helbred.

Andre er allerede gået bort, kræft i alle afskygninger, trafikulykker, selvmord. En blev pilot, en anden ekspert i droner, så janteloven sejrede alligevel ikke helt, nogle kom derfra og videre, som man siger. Men alle vender vi tilbage – på et eller andet tidspunkt – om ikke til hjemstavnen, så til jorden, fugten og ormene. Det vigtige er, hvad vi gør i mellemtiden, og hvad vi giver videre til de næste.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Danmark under angreb (sm.m. Kasper Støvring), Udbrud (sm.m. Michael Rasmussen) og Cykling er min kirke (2016).
Seneste blogs
Af Morten Uhrskov Jensen
20.11.18, 13:19
Det er for længst en kendsgerning, medmindre noget andet sker. Læs mere
Af Mikael Jalving
20.11.18, 13:04
Oplevelser og indtryk fra en uge i det forvandlede Danmark. Læs mere
Af Nauja Lynge
20.11.18, 11:16
Vi kan ikke gamble med sikkerheden for hele den danske stat med en motor drevet af offentlig forvaltning for udenlandske midler, og på ordre fra Kina. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
19.11.18, 13:15
Efterskolerne byder på et helt særligt fællesskab Læs mere
Af Anders Vistisen
19.11.18, 11:01
Det er slut med dansk selvbestemmelse over danske velfærdsydelser. Bliver i stedet styret fra Bruxelles. Læs mere
Af Nauja Lynge
19.11.18, 07:26
Det sker formodentlig, for at kinesisk mineprojekt kan omgås Unesco-regler. Læs mere
Af Jaleh Tavakoli
18.11.18, 18:25
Vores politikere kender godt til problemerne, men de er ramt af en infantil frygt for at blive upopulær iblandt de pæne og virkelighedsfjerne i EU, men også herhjemme. Læs mere
Af Rune Toftegaard Selsing
18.11.18, 16:08
Hvorfor Macron og Merkel er livsfarlige for Europa Læs mere
Af Nauja Lynge
18.11.18, 14:21
Menneskerettigheder er en menneskeskabt konstruktion, som ikke er tilpasset nutidens udfordringer. Læs mere
Af Mikael Jalving
18.11.18, 07:35
Vil Løkke og hans regering føre Danmark endnu dybere ned i migrationsindustriens logik – eller vil han følge Østrig, Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Kroatien og Bulgarien i retning af en ny realisme? Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her