Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Ytringsfrihed stikker meget dybere end tonen

Går man først i gang med at censurere meninger og analyser, kommer man hurtigt på overarbejde. Vi trænger til et gensyn med John Milton.


Da blasfemiparagraffen blev sløjfet i sidste uge, var det endnu et kapitel i den danske åndshistorie, der blev skrevet. Kun Socialdemokraterne stemte imod, guderne må vide hvorfor. Samme dag udkom en ny og ferm oversættelse af John Miltons klassiske forsvar for trykke- og ytringsfriheden fra 1644 med den originale og særprægede titel Areopagitica på det lille pionerforlag Sisyfos.

Timingen kunne ikke have været bedre og viser, at stort set alt, hvad vi gør eller tænker, har tråde tilbage i tid og sted.

John Milton, der levede 1608-1674, skrev sit lille, men prægnante værk i en tumultarisk tid. England var plaget af borgerkrig, der både havde konfessionelle, politiske og sociale årsager, kongehuset vaklede og blev snart et hoved kortere. Øjeblikket var på mange måder nationens skæbnetime og udgjorde en langt større krise, end den premierminister Theresa May oplever i skrivende stund, selv om hendes partitaktiske adfærd over de seneste måneder forekommer lige så hovedløs.

Milton var republikaner, modstander af den romerske pavekirke og radikal, hvad angik ytringsfriheden. Hans radikalitet lå og ligger i, at ytringsfrihed for ham ikke blot er et spørgsmål om ord eller om at ramme den rigtige tone, sådan som vi bedsteborgere går rundt og tror mere end 350 år senere.

Sagen stikker dybere. Ytringsfrihed handler i videre betydning om det menneskelige væsen, dvs. om potentialet til at blive klogere, søge sandhed og være ved sine sansers fulde brug. Da vi ikke kan håbe på en frihed eller orden, hvor der aldrig nogensinde vil forekomme noget at klage over, må klager og kritik kunne fremføres, trykkes og behandles af øvrigheden.

Milton var kristen og stedse optaget af syndefaldets betydning for os. Paradiset er for evigt tabt, men vi har fået noget andet. For da Gud gav Adam fornuften, gav han ham samtidig friheden til at vælge, eftersom fornuft betyder at vælge. Uden friheden til at vælge, herunder at lade sig friste af æblet og vælge forkert, ville mennesket have været et kunstigt væsen, »en Adam i dukketeatret«.

Vi kan med andre ord ikke lovgive os ud af syndefaldet, ud af den bibelske og antropologiske tragik. Vi er født til at synde, men også til indimellem at udvise dyd eller ramme plet. Lige så megen synd, som censurfortalerne hævder at ville fjerne ved hjælp af blasfemi- og racismeparagraffer, lige så megen dyd uddriver de, og det sidste kan aldrig være godt.

Går man først i gang med at censurere meninger og analyser, kommer man for øvrigt hurtigt på overarbejde, idet ét censurområde nemt bliver til flere. Hvis vi tænker på at forbedre sæder og skikke ved at regulere meninger og offentliggørelsen af dem, bliver det snart også nødvendigt at regulere alle mulige andre adspredelser og fornøjelser – og dermed hvad mennesker har glæde af – sådan som islamiske regimer, klaner, familier, onkler og fætre excellerer i, især over for kvinder og unge piger. Da må ingen anden musik spilles end den lovformelige, pointerer Milton, ligesom vores klæder da også bør henvises til nogle »mere tilknappede skrædderes censur, der skal påse, at tøjet får et mindre udfordrende snit«.

Det samme gælder dansen, »så at vore unge ikke lærer nogen gestus, bevægelse eller holdning, andet end hvad censorerne tillader og finder anstændigt«, for slet ikke at tale om dating, drenge, mødomme, skam, ægteskab og den udbredte sociale kontrol, der følger med muslimsk indvandring.

Milton levede i borgerkrigens tidsalder og længe før tilsynekomsten af de moderne totalitarismer. Derfor kan han næppe kritiseres for ikke at vide, hvad der fulgte i afdelingen for menneskelige rædsler. Han advarede mod Platons, Thomas Mores og Francis Bacons utopiske tanker om samfundsindretningen og anså dem for at være spekulativ eskapisme, men anede af gode grunde intet om kommunismens og nazismens komme i det 20. århundrede – eller om islamismens i det 21.

Til sin store fortrydelse så John Milton monarkiet blive genindsat i 1660. Først i 1689, efter hans død, genvandt parlamentet magten. Da pressefriheden blev indført seks år senere, skete det nærmest ved et tilfælde. Et forslag om strengere censur blev mødt af modstand og pludselig var der flertal for helt at fjerne censuren.

Men det var Milton m.fl., der havde gødet jorden.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.