Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Frankrig er fortid

Det smukke og formidable land befinder sig i en dyb identitetskrise, men hvad franskmændene evner at gøre ved det henstår stadig i mørke.

Da et af familiens yngste medlemmer for nylig skulle vælge mellem fransk og tysk i skolen, besluttede han sig til min glæde for fransk. Mens fornuften hviskede mig i øret, at det nok var bedre som dansker at kunne lidt tysk, lod vi lysten, ufornuften og skønheden vinde. Sidstnævnte er snart sagt også det eneste, der er tilbage for efterkommerne af den galliske kultur. Som min egen fransklærer, madame Naur, forklarede, da vi havde svært ved det med hunkøn og hankøn: Det er meget nemt; alt det smukke er hunkøn, alt det grimme er hankøn, la France, le Danemark.

Uanset hvad befinder det Frankrig, der går til valgurnerne på søndag, sig milevidt fra såvel kejserdømmets storhedsvanvid som borgerskabets guldalder op gennem det florissante 19. århundrede med kunstneriske superstjerner som Stendhal, Balzac, Hugo og den republik, som jernbanen, industrien, krigene mod Preussen, opstandene, skolesystemet, massemedier, tourisme og Tour de France samlede til et økonomisk, kulturelt og politisk hele ind i det 20. århundrede. Det aktuelle Frankrig kan slet heller ikke måle sig med det fremgangsrige land i 1960'erne under Charles de Gaulle.

Det elementære spørgsmål – Hvad er Frankrig? – er således temmelig svært, hvis ikke umuligt at besvare i dag. Formelt er landet stadig en sekulær republik med semipræsidentielt demokrati, men reelt styrer landet mod stedse større etniske, kulturelle og politiske spændinger iblandet tiltagende islamisk terror. Frankrig er ved at blive det latinske Sverige, tilmed i hjertet af Europa, selv om det piner mig at konstatere.

Hvad koloniseringen af Afrika og Indokina var for boulevarderne og den urbane elegance i de franske byer med Paris over dem alle, var efterkrigstidens afkolonisering for satellitbyernes ghettoer og forstædernes forråelse. Den tricolore, der rejste ud, vandt hæder, rigdom og territorier. Den tricolore, der åbnede grænserne og blindt forventede, at immigranterne ville tilpasse sig franske normer, tabte alle tre dele endnu hurtigere.  

Først gik Indokina, Maghreb-landene og de øvrige kolonier tabt; nu er det selve republikken, der er truet indefra af den latente borgerkrig med afsæt i de »sensible« og »tabte« territorier omkring de større byer. Mens tyskerne i dag er særlig plaget af tyrkisk islam, et dobbelt krigstraume og en kansler med Jesuskompleks, er det nye Frankrig især plaget af islam fra det nordvestlige Afrika takket være 60 års afkolonisering og arabisk migration.

Mens mange franskmænd er stolte af deres historie, ser det desværre ud til, at de er fanget af deres nære fortid, sådan som den britiske historiker Jonathan Fenby fremhæver i sin seneste Frankrigshistorie fra 1789 til i dag. Mens vi tæller republikker og præsidenter, overser vi, at Frankrig knap nok længere er en del af den første verden, men snarere er i færd med at forvandle sig til en hybrid af den tredje verden på linje med Sverige og dele af Belgien, Holland og Storbritannien.

Frankrig var menneskerettighedernes arnested og i mere end halvandet århundrede en kulturel og kommerciel dynamo, men hvem forestiller sig, at landet skulle være et forbillede for andre i dag? Prins Henrik, måske, men ellers?

Når franskmænd belærer »verdenssamfundet« om dette og hint, plejer de ikke at mangle mod, ligesom de har nem adgang til revolutionære floskler, men når de skal skabe sikkerhed og vækst i Frankrig, kniber det gevaldigt, og det er efterhånden blevet så alment accepteret, at vi næsten har glemt, at landet er erklæret i undtagelsestilstand med op mod 12.000 franske statsborgere i efterretningstjenestens søgelys, galopperende antisemitisme og 4 mio. arbejdsløse.

Det er på denne sørgelige baggrund, at franskmændene går til valg.Spørgsmålet er ikke, hvad det vil ændre, men hvad det overhovedet kan ændre.

Revolutionens kampråb om frihed, lighed og broderskab klinger stadig mere hult, og det, der tidligere udgjorde republikkens raison d'être, uddannelsen, ja, selve dannelsen, afvises af unge fremmedgjorte muslimer såvel som af elitens teknokrater og multikulturalister. At det smukke og formidable land befinder sig i en dyb identitetskrise er åbenbart. Hvad franskmændene evner at gøre ved det i årene fremover, henstår derimod i mørke, også selv om det lyder bedre på fransk.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Danmark under angreb (sm.m. Kasper Støvring), Udbrud (sm.m. Michael Rasmussen) og Cykling er min kirke (2016).
Seneste blogs
Af Christel Schaldemose
16.02.19, 10:03
Social dumping er en kæmpe udfordring i EU, derfor skal den også løses i EU. Der er gode tiltag på vej, men i Socialdemokratiet har vi flere svar på, hvordan vi bekæmper social dumping. Læs mere
Af Rune Lund
15.02.19, 22:02
Lønningerne for de store virksomheders topchefer fortsætter med at stikke helt af, mens arbejdsgiverne kræver løntilbageholdenhed for folk med almindelige lønninger. Der er brug for en millionærskat, der gør uhæmmet høje lønninger for landets erhvervselite mindre attraktive. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
15.02.19, 10:37
Sprogkravet kan dog ikke stå alene – heller ikke for danske læger. Men hvad med evnen til kommunikation og til at stille diagnose? Læs mere
Af Harun Demirtas
14.02.19, 14:49
Selv om bekymringer er vigtige, er vejen frem ikke at imødekomme uvidenheden med industrialisering af rekonstruktionen af mødomme. Det er ikke med blod, men med viden, vi skal vaske fordommene væk. Og et forbud er første skridt. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
14.02.19, 13:24
Denne gang var det et alternativt venstrefløjsmedie, der viderebragte vildledende oplysninger. Læs mere
Af Anders Vistisen
14.02.19, 10:32
Medier lader sig bruge i propaganda for at fremhæve EU's lyksaligheder Læs mere
Af Naser Khader
14.02.19, 10:20
Til Abaz vil jeg sige: Find ud af, om du vil være politiker hos Det Radikale Venstre eller politiassistent. Ellers skaber du tvivl om politiets integritet. Læs mere
Af Casper Hedegaard
13.02.19, 14:31
I Danmark er blot 16 ud af 98 kommunaldirektører kvinder. Er det godt nok? Læs mere
Af Rune Lund
13.02.19, 13:11
Kan man forhindre klimaforandringerne? Kan det finansieres? Og kan det gøres socialt retfærdigt? Ja. Ja. Ja. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her