Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Frankrig er fortid

Det smukke og formidable land befinder sig i en dyb identitetskrise, men hvad franskmændene evner at gøre ved det henstår stadig i mørke.

Da et af familiens yngste medlemmer for nylig skulle vælge mellem fransk og tysk i skolen, besluttede han sig til min glæde for fransk. Mens fornuften hviskede mig i øret, at det nok var bedre som dansker at kunne lidt tysk, lod vi lysten, ufornuften og skønheden vinde. Sidstnævnte er snart sagt også det eneste, der er tilbage for efterkommerne af den galliske kultur. Som min egen fransklærer, madame Naur, forklarede, da vi havde svært ved det med hunkøn og hankøn: Det er meget nemt; alt det smukke er hunkøn, alt det grimme er hankøn, la France, le Danemark.

Uanset hvad befinder det Frankrig, der går til valgurnerne på søndag, sig milevidt fra såvel kejserdømmets storhedsvanvid som borgerskabets guldalder op gennem det florissante 19. århundrede med kunstneriske superstjerner som Stendhal, Balzac, Hugo og den republik, som jernbanen, industrien, krigene mod Preussen, opstandene, skolesystemet, massemedier, tourisme og Tour de France samlede til et økonomisk, kulturelt og politisk hele ind i det 20. århundrede. Det aktuelle Frankrig kan slet heller ikke måle sig med det fremgangsrige land i 1960'erne under Charles de Gaulle.

Det elementære spørgsmål – Hvad er Frankrig? – er således temmelig svært, hvis ikke umuligt at besvare i dag. Formelt er landet stadig en sekulær republik med semipræsidentielt demokrati, men reelt styrer landet mod stedse større etniske, kulturelle og politiske spændinger iblandet tiltagende islamisk terror. Frankrig er ved at blive det latinske Sverige, tilmed i hjertet af Europa, selv om det piner mig at konstatere.

Hvad koloniseringen af Afrika og Indokina var for boulevarderne og den urbane elegance i de franske byer med Paris over dem alle, var efterkrigstidens afkolonisering for satellitbyernes ghettoer og forstædernes forråelse. Den tricolore, der rejste ud, vandt hæder, rigdom og territorier. Den tricolore, der åbnede grænserne og blindt forventede, at immigranterne ville tilpasse sig franske normer, tabte alle tre dele endnu hurtigere.  

Først gik Indokina, Maghreb-landene og de øvrige kolonier tabt; nu er det selve republikken, der er truet indefra af den latente borgerkrig med afsæt i de »sensible« og »tabte« territorier omkring de større byer. Mens tyskerne i dag er særlig plaget af tyrkisk islam, et dobbelt krigstraume og en kansler med Jesuskompleks, er det nye Frankrig især plaget af islam fra det nordvestlige Afrika takket være 60 års afkolonisering og arabisk migration.

Mens mange franskmænd er stolte af deres historie, ser det desværre ud til, at de er fanget af deres nære fortid, sådan som den britiske historiker Jonathan Fenby fremhæver i sin seneste Frankrigshistorie fra 1789 til i dag. Mens vi tæller republikker og præsidenter, overser vi, at Frankrig knap nok længere er en del af den første verden, men snarere er i færd med at forvandle sig til en hybrid af den tredje verden på linje med Sverige og dele af Belgien, Holland og Storbritannien.

Frankrig var menneskerettighedernes arnested og i mere end halvandet århundrede en kulturel og kommerciel dynamo, men hvem forestiller sig, at landet skulle være et forbillede for andre i dag? Prins Henrik, måske, men ellers?

Når franskmænd belærer »verdenssamfundet« om dette og hint, plejer de ikke at mangle mod, ligesom de har nem adgang til revolutionære floskler, men når de skal skabe sikkerhed og vækst i Frankrig, kniber det gevaldigt, og det er efterhånden blevet så alment accepteret, at vi næsten har glemt, at landet er erklæret i undtagelsestilstand med op mod 12.000 franske statsborgere i efterretningstjenestens søgelys, galopperende antisemitisme og 4 mio. arbejdsløse.

Det er på denne sørgelige baggrund, at franskmændene går til valg.Spørgsmålet er ikke, hvad det vil ændre, men hvad det overhovedet kan ændre.

Revolutionens kampråb om frihed, lighed og broderskab klinger stadig mere hult, og det, der tidligere udgjorde republikkens raison d'être, uddannelsen, ja, selve dannelsen, afvises af unge fremmedgjorte muslimer såvel som af elitens teknokrater og multikulturalister. At det smukke og formidable land befinder sig i en dyb identitetskrise er åbenbart. Hvad franskmændene evner at gøre ved det i årene fremover, henstår derimod i mørke, også selv om det lyder bedre på fransk.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.