<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Frankrig er fortid

Det smukke og formidable land befinder sig i en dyb identitetskrise, men hvad franskmændene evner at gøre ved det henstår stadig i mørke.

Da et af familiens yngste medlemmer for nylig skulle vælge mellem fransk og tysk i skolen, besluttede han sig til min glæde for fransk. Mens fornuften hviskede mig i øret, at det nok var bedre som dansker at kunne lidt tysk, lod vi lysten, ufornuften og skønheden vinde. Sidstnævnte er snart sagt også det eneste, der er tilbage for efterkommerne af den galliske kultur. Som min egen fransklærer, madame Naur, forklarede, da vi havde svært ved det med hunkøn og hankøn: Det er meget nemt; alt det smukke er hunkøn, alt det grimme er hankøn, la France, le Danemark.

Uanset hvad befinder det Frankrig, der går til valgurnerne på søndag, sig milevidt fra såvel kejserdømmets storhedsvanvid som borgerskabets guldalder op gennem det florissante 19. århundrede med kunstneriske superstjerner som Stendhal, Balzac, Hugo og den republik, som jernbanen, industrien, krigene mod Preussen, opstandene, skolesystemet, massemedier, tourisme og Tour de France samlede til et økonomisk, kulturelt og politisk hele ind i det 20. århundrede. Det aktuelle Frankrig kan slet heller ikke måle sig med det fremgangsrige land i 1960'erne under Charles de Gaulle.

Det elementære spørgsmål – Hvad er Frankrig? – er således temmelig svært, hvis ikke umuligt at besvare i dag. Formelt er landet stadig en sekulær republik med semipræsidentielt demokrati, men reelt styrer landet mod stedse større etniske, kulturelle og politiske spændinger iblandet tiltagende islamisk terror. Frankrig er ved at blive det latinske Sverige, tilmed i hjertet af Europa, selv om det piner mig at konstatere.

Hvad koloniseringen af Afrika og Indokina var for boulevarderne og den urbane elegance i de franske byer med Paris over dem alle, var efterkrigstidens afkolonisering for satellitbyernes ghettoer og forstædernes forråelse. Den tricolore, der rejste ud, vandt hæder, rigdom og territorier. Den tricolore, der åbnede grænserne og blindt forventede, at immigranterne ville tilpasse sig franske normer, tabte alle tre dele endnu hurtigere.  

Først gik Indokina, Maghreb-landene og de øvrige kolonier tabt; nu er det selve republikken, der er truet indefra af den latente borgerkrig med afsæt i de »sensible« og »tabte« territorier omkring de større byer. Mens tyskerne i dag er særlig plaget af tyrkisk islam, et dobbelt krigstraume og en kansler med Jesuskompleks, er det nye Frankrig især plaget af islam fra det nordvestlige Afrika takket være 60 års afkolonisering og arabisk migration.

Mens mange franskmænd er stolte af deres historie, ser det desværre ud til, at de er fanget af deres nære fortid, sådan som den britiske historiker Jonathan Fenby fremhæver i sin seneste Frankrigshistorie fra 1789 til i dag. Mens vi tæller republikker og præsidenter, overser vi, at Frankrig knap nok længere er en del af den første verden, men snarere er i færd med at forvandle sig til en hybrid af den tredje verden på linje med Sverige og dele af Belgien, Holland og Storbritannien.

Frankrig var menneskerettighedernes arnested og i mere end halvandet århundrede en kulturel og kommerciel dynamo, men hvem forestiller sig, at landet skulle være et forbillede for andre i dag? Prins Henrik, måske, men ellers?

Når franskmænd belærer »verdenssamfundet« om dette og hint, plejer de ikke at mangle mod, ligesom de har nem adgang til revolutionære floskler, men når de skal skabe sikkerhed og vækst i Frankrig, kniber det gevaldigt, og det er efterhånden blevet så alment accepteret, at vi næsten har glemt, at landet er erklæret i undtagelsestilstand med op mod 12.000 franske statsborgere i efterretningstjenestens søgelys, galopperende antisemitisme og 4 mio. arbejdsløse.

Det er på denne sørgelige baggrund, at franskmændene går til valg.Spørgsmålet er ikke, hvad det vil ændre, men hvad det overhovedet kan ændre.

Revolutionens kampråb om frihed, lighed og broderskab klinger stadig mere hult, og det, der tidligere udgjorde republikkens raison d'être, uddannelsen, ja, selve dannelsen, afvises af unge fremmedgjorte muslimer såvel som af elitens teknokrater og multikulturalister. At det smukke og formidable land befinder sig i en dyb identitetskrise er åbenbart. Hvad franskmændene evner at gøre ved det i årene fremover, henstår derimod i mørke, også selv om det lyder bedre på fransk.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
  • Vi beklager problemerne med visningen af kommentarsporet. Der bliver arbejdet på en løsning. Vh. Jyllands-Posten
Profil
Mikael Jalving (f.1968), historiker, podcaster og forfatter til flere bøger, senest Forsvar for almindeligheden (2021).
Seneste blogs
Af Karsten Lauritzen
26.10.21, 13:00
Godt en måned før kommunal- og regionsrådsvalg fremlagde Socialdemokratiet et boligudspil, der skal skaffe flere almene boliger i de største byer. Pris: 10 mia. kr. Hvem skal betale? Det skal lejerne i resten af landet. Det er da ikke særligt solidarisk. Læs mere
Af Pia Kjærsgaard
26.10.21, 08:25
Når fodboldkampe bliver brugt som skalkeskjul for arrangerede slåskampe mellem primitive individer, så er det på tide at få vist dem, at de tager helt fejl. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
24.10.21, 22:25
Hvorfor har racismeforskerne ikke sagt det højt for længe siden? Læs mere
Af Rune Toftegaard Selsing
24.10.21, 16:35
Radio Loud skifter navn til 24syv. Læs mere
Af Mikael Jalving
24.10.21, 08:45
En dag vil historikere sammenligne det 21. århundredes dommedagsbasuner med middelalderens og undre sig over, hvor velstanden dog blev af. Læs mere
Af Desiree Ohrbeck
23.10.21, 22:00
Mere end 180.000 sundhedspersonale har betalt med deres liv under covid-19-pandemien Læs mere
Af Nauja Lynge
23.10.21, 21:38
Selvstændighed for Grønland er dagdrømmeri ifølge tidligere formand for selvstyrekommission, men måske skal vi se nærmere på, hvorfor disse dagdrømmerier fortsat sætter dagsordenen. Læs mere
Af Jesper Theilgaard
23.10.21, 14:00
Det burde give nervøse trækning hos alverdens regeringer og deres befolkninger, når optakten til COP26 i Glasgow er så nedslående, som tilfældet er. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
22.10.21, 11:00
Mette Frederiksen lever til fulde op til sit løfte om at ligne Anker Jørgensen. Hans økonomiske politik kom nær afgrunden. Hvad med efterfølgerens? Hvor ender den? Læs mere
Af Henrik Dahl
21.10.21, 13:45
En klumme i svenske Aftonbladet er en opvisning i, hvordan man gør vold på virkeligheden, så den passer til ens egen opfattelse af den. Læs mere