Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Globalister i alle lande, lad vær'!

En påskekrise er brudt ud i Socialdemokratiet og viser, hvor svært partiet har det med at gøre sig fri af sin egen historie i udlændingepolitikken.


Da jeg for nylig traf Helle Thorning-Schmidts tidligere spindoktor til et arrangement i Europas kulturhovedstad og fortalte ham, at jeg havde spenderet en weekend i Thy blandt mennesker, for hvem fædrelandet er en virkelig og vigtig del af deres liv, grinede han overbærende. »Fædrelandet«, gentog han med en sarkastisk intonation, der lod forstå, at dette begreb var lige så fortidigt som tyfus, 10-øren eller den stationære telefon, og at han selv var hævet over den slags reaktionære vildfarelser.

Men se nu, hvad der sker hos sosserne. En påskekrise er brudt ud angående udlændingepolitikkens indhold og partiets historie.

I den ene lejr finder vi Henrik Sass Larsen, der tordner mod partiets »utopister«, og Mattias Tesfaye, der med sin bog om 50 års socialdemokratisk indvandringspolitik vil redde velfærdsstaten og forhindre, at hele Danmark bliver som Ishøj, Gellerup og Vollsmose.

I den anden lejr står dagbladet Politiken, der advarer mod at smide »humanismen« ud, side om side med universalgeniet Stine Bosse og partihistorikeren Claus Bryld, der mener, at Socialdemokratiet altid har hjulpet flygtninge, selv om andre akademikere tilføjer, at partiet ikke har hjulpet nok, men i stedet har beskyttet det homogene Danmark for meget mod migration og multikulturalisme.

Striden viser om noget, at partiet har svært ved at gøre sig fri af sin historie, der stadig kløver det i to dele med et aktuelt nationalt oprør inden for et grundliggende internationalistisk orienteret parti.  Lad os holde fast i det grundliggende. For bag den aktuelle diskussion om socialdemokraternes sjæl spøger et gespenst, der gik gennem Europa første gang i 1848 og anden gang i 1989.

Spøgelset blev første gang beskrevet af de tyske mestertænkere Karl Marx og Friedrich Engels i Det Kommunistiske Manifest; anden gang af den amerikanske politolog Francis Fukuyama i Historiens afslutning og det sidste menneske.

Deres beskrivelser er vidt forskellige. Hvor førstnævnte er kommunistisk og kollektivistisk, er sidstnævnte liberalistisk og individualistisk. Mens Marx hylder proletariatet og den forestående revolution, hylder Fukuyama bourgeoisiet og det liberale demokrati. Hvor revolutionens drivkraft er de økonomiske klassemodsætninger, er motoren i det liberale demokrati kampen om anerkendelse og en veritabel higen efter andres opmærksomhed.

Alligevel er lighederne slående. Pamfletterne deler en teleologisk tanke om et globalt endemål for menneskeheden. Begge pamfletter udstikker en universalhistorie for alle lande og kulturer. Begge pamfletter tager parti for vinderne og undervurderer betydningen af kommende konflikter, ikke mindst de religiøse. Og begge pamfletter foregriber en posthistorisk tilstand, hvor magten afpolitiseres til fordel for sund fornuft og menneskelig værdighed. Det er derfor, vi kan sige, at kommunismen var globaliseringens første bølge, og at liberalismen var den anden.

Socialdemokraternes særlige problem er, de har gennemløbet to globaliseringsbølger, mens de borgerlige partier kun har taget farve af én. Det har fået førstnævnte til at overgive sig til en universalhistorie om evige fremskridt med en fatalisme, der er blevet statsbærende og ideologisk. Det har gjort dem til inkarnerede internationalister, der stadig den dag i dag argumenterer for, at intet har skabt mere ulykke end nationalstaten.

Det, der med Marx begyndte som et radikalt brud med de overleverede ejendomsforhold, er for længst udvidet til globale rettigheder, internationale konventioner og en drøm om Europas Forenede Stater. Ingen elsker internationalt samarbejde og fælles standarder mere end Europas socialdemokrater, og ingen ser som især yngre S-politikere stort på nationale og kulturelle forskelle. Det er Marx, der spøger, og Fukuyama, der går igen.

Socialdemokraterne tror stadig, de er på historiens vindende side, og at alverdens konflikter løses af internationale og formelle regler snarere end nationale, lokale og frivillige fællesskaber. Det eneste, der kan overbevise dem om det modsatte, er vælgerne. Det er dem, og ikke Sass Larsens og Tesfayes partifæller, der er deres kammerater. Kun et vælgerskred mod højre kan give det nationale oprør inden for et grundlæggende internationalistisk parti en chance for ikke alene at komme til magten, men også at beholde den.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.