Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Globalister i alle lande, lad vær'!

En påskekrise er brudt ud i Socialdemokratiet og viser, hvor svært partiet har det med at gøre sig fri af sin egen historie i udlændingepolitikken.


Da jeg for nylig traf Helle Thorning-Schmidts tidligere spindoktor til et arrangement i Europas kulturhovedstad og fortalte ham, at jeg havde spenderet en weekend i Thy blandt mennesker, for hvem fædrelandet er en virkelig og vigtig del af deres liv, grinede han overbærende. »Fædrelandet«, gentog han med en sarkastisk intonation, der lod forstå, at dette begreb var lige så fortidigt som tyfus, 10-øren eller den stationære telefon, og at han selv var hævet over den slags reaktionære vildfarelser.

Men se nu, hvad der sker hos sosserne. En påskekrise er brudt ud angående udlændingepolitikkens indhold og partiets historie.

I den ene lejr finder vi Henrik Sass Larsen, der tordner mod partiets »utopister«, og Mattias Tesfaye, der med sin bog om 50 års socialdemokratisk indvandringspolitik vil redde velfærdsstaten og forhindre, at hele Danmark bliver som Ishøj, Gellerup og Vollsmose.

I den anden lejr står dagbladet Politiken, der advarer mod at smide »humanismen« ud, side om side med universalgeniet Stine Bosse og partihistorikeren Claus Bryld, der mener, at Socialdemokratiet altid har hjulpet flygtninge, selv om andre akademikere tilføjer, at partiet ikke har hjulpet nok, men i stedet har beskyttet det homogene Danmark for meget mod migration og multikulturalisme.

Striden viser om noget, at partiet har svært ved at gøre sig fri af sin historie, der stadig kløver det i to dele med et aktuelt nationalt oprør inden for et grundliggende internationalistisk orienteret parti.  Lad os holde fast i det grundliggende. For bag den aktuelle diskussion om socialdemokraternes sjæl spøger et gespenst, der gik gennem Europa første gang i 1848 og anden gang i 1989.

Spøgelset blev første gang beskrevet af de tyske mestertænkere Karl Marx og Friedrich Engels i Det Kommunistiske Manifest; anden gang af den amerikanske politolog Francis Fukuyama i Historiens afslutning og det sidste menneske.

Deres beskrivelser er vidt forskellige. Hvor førstnævnte er kommunistisk og kollektivistisk, er sidstnævnte liberalistisk og individualistisk. Mens Marx hylder proletariatet og den forestående revolution, hylder Fukuyama bourgeoisiet og det liberale demokrati. Hvor revolutionens drivkraft er de økonomiske klassemodsætninger, er motoren i det liberale demokrati kampen om anerkendelse og en veritabel higen efter andres opmærksomhed.

Alligevel er lighederne slående. Pamfletterne deler en teleologisk tanke om et globalt endemål for menneskeheden. Begge pamfletter udstikker en universalhistorie for alle lande og kulturer. Begge pamfletter tager parti for vinderne og undervurderer betydningen af kommende konflikter, ikke mindst de religiøse. Og begge pamfletter foregriber en posthistorisk tilstand, hvor magten afpolitiseres til fordel for sund fornuft og menneskelig værdighed. Det er derfor, vi kan sige, at kommunismen var globaliseringens første bølge, og at liberalismen var den anden.

Socialdemokraternes særlige problem er, de har gennemløbet to globaliseringsbølger, mens de borgerlige partier kun har taget farve af én. Det har fået førstnævnte til at overgive sig til en universalhistorie om evige fremskridt med en fatalisme, der er blevet statsbærende og ideologisk. Det har gjort dem til inkarnerede internationalister, der stadig den dag i dag argumenterer for, at intet har skabt mere ulykke end nationalstaten.

Det, der med Marx begyndte som et radikalt brud med de overleverede ejendomsforhold, er for længst udvidet til globale rettigheder, internationale konventioner og en drøm om Europas Forenede Stater. Ingen elsker internationalt samarbejde og fælles standarder mere end Europas socialdemokrater, og ingen ser som især yngre S-politikere stort på nationale og kulturelle forskelle. Det er Marx, der spøger, og Fukuyama, der går igen.

Socialdemokraterne tror stadig, de er på historiens vindende side, og at alverdens konflikter løses af internationale og formelle regler snarere end nationale, lokale og frivillige fællesskaber. Det eneste, der kan overbevise dem om det modsatte, er vælgerne. Det er dem, og ikke Sass Larsens og Tesfayes partifæller, der er deres kammerater. Kun et vælgerskred mod højre kan give det nationale oprør inden for et grundlæggende internationalistisk parti en chance for ikke alene at komme til magten, men også at beholde den.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Danmark under angreb (sm.m. Kasper Støvring), Udbrud (sm.m. Michael Rasmussen) og Cykling er min kirke (2016).
Seneste blogs
Af Lars Boje Mathiesen
07.04.20, 10:22
Jeg er dødtræt af de partier, som mener, kunstnerne skal have bedre vilkår end alle andre. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
07.04.20, 07:57
Det er godt for folkesundheden, at statsministeren har fokus på hygiejnen. Men utroligt, at det skal være nødvendigt at lære os at være renlige. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
06.04.20, 23:30
Markedsøkonomien er – med alle sine mangler – den eneste form for økonomi, der kan bringe velstand og derfor også mere fred og fordragelighed. Læs mere
Af Nauja Lynge
06.04.20, 22:22
Men vi må gerne stille spørgsmål ved, om alle grupper i samfundet er tænkt ind i genåbningsstrategien. Selvfølgelig må vi det i et demokrati. Grønlændere i Danmark er ikke tænkt ind. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
06.04.20, 12:54
Partiet ønsker statsstøtte til aktionærer. Og viser dermed sit sande ansigt - og hvem, de mener, der skal slippe for at være med til at betale for krisen. Læs mere
Af Isabella Arendt
06.04.20, 10:35
KD vil gøre op med den helt grundlæggende fejl i systemet, at alle arbejdsløse bliver betragtet som lønmodtagere og dermed afhængige af, at andre giver dem et job. Vi har brug for et system, hvor man først og fremmest ses som et ansvarligt menneske, der selv kan skabe sin indtægt. Læs mere
Af Jens Philip Yazdani
06.04.20, 02:00
Klimakrisen er den absolut største og mest katastrofale udfordring, som menneskeheden nogensinde har stået over for. Men efter coronaen ved vi nu, at vi kan løse den. Det kræver blot, at vi vil. Læs mere
Af Nauja Lynge
05.04.20, 20:29
Kriser har sine ofre - og vi er ikke forpligtet til at holde hånden under dem, der alligevel ikke ville klare sig. Eller rigmændene. Læs mere
Af Nauja Lynge
05.04.20, 18:44
Lad os vinke til dem, i stedet for at gå en stor bue udenom: Corona rammer alle, men særligt udfordrende er det at være udsat og uforstående overfor forandringer langt væk hjemmefra. Læs mere