Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Bedst at bo på landet

Engang boede missionen i de vindblæste egne, i dag bebor den pæne adresser med svinedyr designerøl, vinbar og sushi henne om hjørnet.

Det er bedst at bo tæt på såvel sit arbejde som sin passion, mellem pligt og leg, nødvendighed og frihed, for min del kronet af en klog, langbenet blondine, en datter, der taler i søvne og en søn, der svømmer 1200 meter fri på en halv time. Og det kan såmænd være overalt i kongeriget, midt i byens vrimmel eller langt ude på landet. Det gode liv er hverdagen, som Jesper Bo Jensen rigtignok skriver i dagens kronik.

Med alderen foretrækker jeg bøhlandet og savner nogle af de dyder, som Olav Skaaning Andersen lister op her.

Hvis mit arbejde og min familie tillod det, boede jeg ude i landskabet, helst i nærhed af vand, skov, bakker, brunviolette rugmarker og landsbykirker drysset ud med løs hånd – »lyst, åbent og dog tungsindigt«, som Jakob Knudsen skrev. Et uperfekt sted for uperfekte, men virkelige mennesker i et terræn, jeg kender fra Nordfyn og ville kunne færdes hjemmevant i nu, hvor jeg gudhjælpemig nærmer mig de 50, men som end ikke ejendomsmæglere kan snakke op i pris.

Dvs. langt fra København og Aarhus 2017 med alle dets hippe og venstreorienterede kulturinstitutioner, sekretariater og tilstrømmende arabere, finansieret af andre folks penge, langt væk fra dekandente tv- og radiostationer, gerne med masser af sidevind, højdemeter og skarpe sving, på Mols, måske, eller Thy, hvis da ikke ligefrem i Pyrenæerne, Asturien, Dolomitterne, Toscana eller, hvis jeg vinder i lotto, for foden af de japanske Alper.

Forudsætningen er naturligvis, at der på stedet hersker en politisk orden og sikkerhed, hvilket i praksis indskrænker udvalget til de lande, der endnu er domineret af kristne værdier – eller Japan. Jeg vil aldrig bo i et muslimsk land. Så hellere tage gift.

Omstændigheder har bundet mig til København, som jeg tåler, men ikke længere holder af efter 25 år.

Fem minutter på den forvandlede Nørrebrogade, og jeg savner Vestkysten. Én søndag på Frederiksberg eller ti minutter i Ørestaden, denne Frank Jensen-agtige forstad til Malmø, og jeg spejder mod Lejre, Lolland og Lillebælt. Fem minutter i Torvehallerne, og jeg får åndenød af al den halal og risikoen for at møde Henrik Marstal eller Ole Bornedal.

Engang boede missionen i de vindblæste egne, i dag bebor den pæne adresser med svinedyr designerøl, vinbar og sushi henne om hjørnet. Hovedstaden er blevet hovedløs, beregnende og multikulturel korrekt. Jeg nævner i flæng Det Radikale Venstre, Enhedslisten, Uffe Elbæk, P3, Kvinfo og »antiracister« i patricierlejligheder med udsigt over Søerne på vej til Louisiana eller Røde Kors, fuldkornspasta, spindoktorer, fritidshjem med »slikpolitik«, succesfulde cand.scient.pol.'er, der næsten alle er fraskilte, singler, lider af glutenallergi eller elsker Obama forever på Facebook klods op ad trangbrystede metromænd iført stramme jeans, hipsterskæg og ubegrundede politiske fantasier om det internationalistiske verdensborgerskab.

København er København, når Ritt Bjerregaard anmelder Mattias Tesfayes bog om 50 års socialdemokratisk udlændingepolitik uden som meget som at antyde, at hun selv er impliceret i katastrofen, men lader som om, at alt er seniorgodt, og Weekendavisen trykker den uden at spørge madammen: Hvad med dig selv? Åleglat; går den, så går den.

Eller når en kæk journalist ved navn Christian Jensen kan hoppe fra chefredaktørstolen på Information, hvor han leger rød, videre til Berlingske Tidende, hvor han leger blå, og videre igen til Politiken, hvor han springer ud som missionær, uden at nogen siger stop, den går ikke, kammerat. Men jo, alt er muligt i København, snart nok også i Aarhus. Det er Danish for Progress.

Find de gamle film med Olsen Banden frem, og du forstår, hvor meget København er blevet istandsat, stylet, feminiseret og gentrificeret. Indvandringen har også sat sit tydelige spor med unge kvinder i slør, gifte kvinder i kropsdækkende telte og nyudklækkede funktionelle analfabeter på vandring fra folkeskole til kontanthjælp og snarlig førtidspension og drengebander i Værebro og Sydhavn eller på Bellahøj, der råber »luder« efter din kone og datter og »danskersvin« efter dig og din søn.

Næ, må jeg så bede om en landevej uden så mange dikkedarer og en Alfa, en Honda eller en Subaru med wankelmotor og en bazooka, når den tid kommer. Samt masser af cykler, racercykler, tempocykler, crosscykler, men absolut ingen Christina-cykler. Jeg flytter, gør jeg. Når jeg bliver gammel nok, og det sker jo helt af sig selv.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.