<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Carsten Børge Jensen tager fejl igen

Aarhus 2017 lagde i søndags scene til en både oplysende og sjov maratondebat. Men den konfirmerede også, at kristendom ikke længere er del af diskussionen om Danmarks fremtid.

I søndags havde jeg fornøjelsen af at deltage i en timelang debat på Aarhus Teater som en del af Aarhus 2017 sammen med en flok drevne debattører. Mine direkte modparter var forfatteren Carsten Jensen og den tidligere spindoktor for Helle Thorning-Schmidt, Noa Redington.

Jeg har aldrig holdt af Jensens meninger, men lige siden jeg begyndte at læse aviser, har jeg sat stor pris på ham som stilist og provokatør.

Det var før internettets tid. Når jeg fik fri fra skole, havde jeg tre kvarter, til min rutebil kørte. Jeg satte mig ind på biblioteket på Nonnebakken i Odense og fandt Det fri Aktuelt frem for at læse Jensens ugentlige klumme.

Det var en fest af eder og forbandelser, øgenavne, flabede vinkler og iltholdig kritik, og det var længe før, at hans eget segment – Politikens og Danmarks Radios – blev besat af tonen og den postmodernistiske forestilling om, at ordet skaber, hvad det nævner. Vel gør det ej, ord er ikke magi eller alkymi, det er allerhøjst lyrik. Så det var ud over stepperne, og et eller andet sted syntes jeg, at Carsten Jensen var kongerigets klogeste mand.

Snart var han også den mægtigste. Hvad Carsten Jensen skrev og sagde, blev op igennem 90'erne forvekslet med den skinbarlige sandhed, og vore veje skiltes. At se ham blive pave fik protestanten frem i mig, og jeg begyndte i stedet at læse Søren Krarup, hans svorne fjende.

Det var således med en vis veneration, at jeg gik i clinch med ham i Aarhus. Hans budskab var det samme som i 90'erne, og hans næsten grådkvalte fordømmelse af tidens nationalisme og fremmedfrygt lød som et blindt ekko af dengang. Det var som at møde en historisk kilde, et levn fra en fjern fortid.

Men så skete der noget overraskende.

Med sit selvværds nonchalance kom Carsten Jensen til at kalde Berlingskes konstituerede chefredaktør Anna Libak ved et forkert navn, og den fangede hun straks og replicerede, at Carsten Børge Jensen tog fejl. Det var uhørt – og urkomisk! Kort efter gentog Søren Villemoes fra Weekendavisen spøgen, og det blev den faktisk ikke dårligere af. Den Carsten Jensen, der evig og altid har udstillet sine meningsmodstandere som enten idioter eller dårlige mennesker, blev pludselig udsat for voksenmobning. Og publikum elskede det.

Som tommelfingerregel må man forsøge at tale nogenlunde pænt, men tonebruddet var en sigende episode. Som illustrerer, hvor langt den offentlige mening har bevæget sig siden 90'erne, herunder hvad det overhovedet er muligt at sige i fuld offentlighed.

Forskellen på dengang og i dag er, at Carsten Jensen og hans verbale tæskehold ikke længere har patent på sandheden. Folk med hans synspunkter bliver derimod imødegået uden blusel og med humoristisk overskud her, der og allevegne. En vis ligeværdighed har indfundet sig.

Alligevel manglede der noget i Aarhus.

Under den langstrakte debat om demokratiets fremtidsudsigter var der ingen, der henviste til kristendommens relevans, hvilket understreger en generel tendens: Når vi taler om fremtiden, er kristendom ikke længere aktuel.

Nu handler det i stedet om bederum, islam og halal, og end ikke den siddende regerings såkaldte strammere har forstået, at religionsfrihed ikke er det samme som religionslighed. Eller for at sige det med sognepræst Marie Høghs præcise ord: »Man må være fuldstændig lige så kristen eller muslim, som man gider. Men civilsamfundet skal ikke indrette sig efter en anden religion end kristendommen.«

Engang var den herskende fællesskabstanke i dette land »ud-af-mange-én«. I dag er idealet vendt på hovedet, så det hedder »ud-af-én-mange«. Danmark er ved at blive et samfund, hvor vi alene har forskelligheden til fælles.

Denne udvikling står i skærende kontrast til den historiske kendsgerning, at vi som danskere og europæere står i gæld til den kristendom, der over et langt historisk stræk har promoveret de sekulære værdier, som vore demokratier hviler på.

Diskussionen i Aarhus mimer således holdningen i EU: Kristendommens betydning kan negligeres; den er i bedste fald museal. Når kristendommen en sjælden gang dukker op i kulturprogrammer, lyder det da også med den største naturlighed Befri gudstjenesten! kurateret af lige dele eventmagere, imamer og kalejdoskopiske mash-up-gøglere.

Vi har alle sammen glemt eller fortrængt, hvorfor vi er så sekulariserede. Vi taler lystigt om danske værdier, men glemmer helst den kristne arv, som man må acceptere, også selv om man ikke tror på Jesus.

Vi står ikke kun på skuldrene af en flok oplysningsfilosoffer fra 1700-tallets Paris, London, Genève, Königsberg og Napoli. Vores historie er længere end som så, uanset om vi kan lide det eller ej. Hvis vi vil forstå os selv selv og vores land, må vi have begreb om kristendommen. Carsten Børge Jensen tager fejl – igen.

Men det gør mange andre også.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Danmark under angreb (sm.m. Kasper Støvring), Udbrud (sm.m. Michael Rasmussen) og Cykling er min kirke (2016).
Seneste blogs
Af Elsebeth Gerner Nielsen
11.05.21, 15:50
Bæredygtig dannelse bør have en meget mere central plads i udviklingen af et bæredygtigt samfund, end tilfældet er i dag. Naturen skal stå så stærkt for hver af os, at vi vil gå gennem ild og vand for at passe på den. Først da bliver det for alvor meningsfuldt at bære de afsavn, som f.eks. 70-procentsmålsætningen indebærer. Læs mere
Af Henrik Dahl
11.05.21, 13:30
Skolerne er faldet, når det gælder om at undervise i ytringsfrihed. Her kan det ikke lade sig gøre at demonstrere i praksis, hvad respekt for udpræget vestlige værdier som ytringsfrihed eller tolerance betyder. Læs mere
Af Utku H. Güzel
11.05.21, 12:45
Der eksisterer en ulmende utilfredshed i alle lande, og så længe uligheden vil vokse, og historier om grådighed vil fortsætte, ja, så vil der mangle brød til de fattige, men også mangle fred for de rige. Læs mere
Af Desiree Ohrbeck
11.05.21, 08:00
Når vi lader som om, vi er ubekymrede over for terrorangreb, så har vi allerede tabt. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
10.05.21, 21:34
Den livsild, der brændte så stærkt, er slukket. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
10.05.21, 19:37
Når socialdemokratier fedter for indvandrere og woke typer, så går det galt. Læs mere
Af Marie Høgh
10.05.21, 14:30
Ansvaret for Henrik Sass Larsens datter ligger ikke hos medierne, men hos hendes far, de børn, der mobbede hende, deres forældre og skolen. Læs mere
Af Martin Lidegaard
10.05.21, 13:15
Danmark kan høste store og tiltrængte udenrigspolitiske gevinster, hvis vi bruger vores afviste vacciner i et aktivt vaccinediplomati. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
09.05.21, 13:49
Godt naboskab skal plejes og det forsømmer regeringen Læs mere
Af Mikael Jalving
09.05.21, 10:00
Skynd dig ind og se de to tyske ekspressionister Nolde og Kirchner på Statens Museum for Kunst i København. Det bliver formentlig sidste gang, de udstilles i Danmark. Fremover vil deres malerier være tabu. Læs mere