Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

De etablerede partier har ingen svar

Trump eller ej. Modstanden mod den arabiske indvandring vokser og vokser i Europa, mens ledende politikere venter på, at problemerne driver over.

Kampen mod Trump er ved at udvikle sig til et internationalt brand, der strækker sig fra CNN og Hollywood via Mexico og ayatollah Khamenei i Iran til Bruxelles' nomenklatura, den tyske kansler og vor egen udenrigsminister for ikke at nævne JP's kulturredaktør Palle Weis, der onsdag var ved at trimle ned fra sin kontorstol med tanke på præsidentens syv dødssynder.

Det er næsten bedårende at se al denne globale fordømmelse og lokale enighed. Næsten.



For bag den gratis teatertorden lurer alvoren og vigtigheden af i Europa at træffe de politiske valg, der kan restaurere de europæiske nationalstaters suverænitet, deres indre orden og politiske friheder.



Med Europa mener jeg naturligvis ikke EU, dette organisatoriske misfoster, der hverken kender grænsen for sin egen selvgodhed eller forstår nødvendigheden af ydre grænser. Næ, jeg hentyder til europæerne og deres voksende modstand mod den arabiske asylindvandring, der på sigt vil flå kontinentet over i terror, kriminalitet og sociale konflikter, hvis den ikke standses – og desuden dele europæerne i et Vesteuropa, som synker sammen under multikulturalisme og islamisering, og et Øst- og Centraleuropa, der forsvarer sig imod begge dele med autoritære ledere og partier.



I den forgangne uge fik vi sågar sat nogle tal på den stigende modstand mod indvandringen. Hele 55 pct. af 10.000 adspurgte europæere fra 10 lande, heriblandt Belgien, Tyskland, Frankrig og Østrig, mener ifølge en undersøgelse foretaget af The Royal Institute of International Affairs i London, at deres lande skal standse migrationen fra muslimske og arabiske områder helt og aldeles. Kun 20 pct. er imod, mens 25 pct. undlod at svare.

Fordelingen er markant hos begge køn og med relativt små forskelle afhængig af alder, uddannelse og bopæl, og skyldes formentlig den stadig mere gængse hverdagserfaring, at de indvandringsrelaterede problemer i Europa allerede opleves som voldsomme. Samt udsigten til, at de bliver værre.



Jeg er selv en af dem, der imødeser trangere vilkår for mine børn og børnebørn i et Europa under voksende demografisk og politisk indflydelse af islam, og det glæder mig, at jeg for en gangs skyld tilhører et flertal.



Undersøgelsens kvantitet kan kvalificeres: Vis mig én, der oprigtigt tror, at der i Danmark anno 2027 vil være mere ytrings- og forsamlingsfrihed, færre parallelsamfund, mindre terror, færre overfald og voldtægter, mere respekt for politi og myndigheder, færre indvandrerbander og udgifter til rets-, fængsels- og socialvæsen?



Jojo, David Trads, Jens Rohde, regnedrengene i Cepos, politikerne i Enhedslisten og Alternativet, flertallet af danske journalister og Københavns overborgmester. Men ellers?



En af dem, der ikke tror så meget mere på multikulturalismens poptoner, er den svenske politichef fra Örebro Peter Springare, som har rejst en levende debat på den anden side af Sundet ved at beskrive en typisk dag på kontoret og fremhævet, at hans opgaver ved afdelingen for grov kriminalitet hovedsagelig handler om at rydde op efter arabiske og muslimske mænd. Bare det at skaffe tolke er et hyr og koster en svensk ødegård i timen, men at tale offentligt herom gør man naturligvis ikke ustraffet i det multikulturelle paradis, hvor politichefen er blevet politianmeldt, og hvor det stadig opfattes som kontroversielt eller ulovligt at udtrykke noget, der kan give mindelser om kendsgerninger forbundet med den islamiske transformation af Sverige. Alligevel har mere end 100.000 svenskere erklæret deres støtte til politimanden via de sociale medier.



De sociale ulykker er beskrevet hundredvis af gange før; sagen er blot, at de er eksponentielt stigende.



Råheden og illusionsløsheden kombineret med den politiske afmagt hænger som en uigennemsigtig tåge over de større byer fra Malmø til Luleå. Det urbane Sverige splintres til molekyler på grund af indvandringens ubønhørlige konsekvenser, men befolkningen, heriblandt politifolk, enkelte forfattere og skuffede borgerlige er begyndt at sige fra.



Trump er begyndelsen, men fortsættelsen i Europa kommer til at handle om, at de ledende politikere og etablerede partier ikke har nogen troværdige svar, men sidder og venter på, at problemerne driver over som sommerregn på en junidag.



Sagen spidser til.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen