Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Den Korte Avis og mediernes lange deroute

Bag kampagnen mod Den Korte Avis anes en større og vigtigere diskussion om mediesituationen generelt.

Kampagnen mod Den Korte Avis rummer flere interessante lag.

Et er, at en lang række af velrenommerede virksomheder i Danmark tilsyneladende ikke aner, hvor de reklamerer. Det er således kommet bag på dem, at den ”mediepakke”, de har købt, indeholder annoncer i Den Korte Avis. Der må sidde nogle marketingschefer med røde ører.

En anden slående observation er, hvor lidt der skal til for at danske virksomheder bukker og nejer for den første, der kalder andre racister. Velkommen til Neanderthal: Der skal bare en enkelt facebookaktivist til med en diffus, men politisk korrekt anklage, og så ruller sagen. Nordea reagerer som en teenager, det samme gør hele perlerækken af andre teenagervirksomheder med fine navne som  Elgiganten, Telia, IKEA, Samsung Danmark, Spies, Nespresso, McDonald's, YouSee, JustEat, Fredericia Teater osv. osv. 29 i alt, indtil videre.

Hvad virksomhederne kunne have svaret, er, at de naturligvis går ud fra, at forbrugerne kan tænke selv. Jeg mener, flere af dem annoncerer jo allerede i nationale medier, som ledes eller domineres af Journalistisk Venstreparti, hvis nyhedsdækning er propaganda i varierende grader, skønt langt mere subtil end DKA's.

Lad os bare sige det, som det er: Virksomhedernes reaktionsmønster skyldes næppe nogen kvalificeret holdning til DKA, men handler om virksomhedernes varetagelse af deres eget image. Virksomheder, der skal overleve på et kompetitivt marked, må i sagens natur pleje opfattelsen af sig selv blandt fremtidige såvel som nuværende kunder.

Problemet er blot, at man mærker deres følagtighed og bliver forstemt.

Idet deres marketingsafdelinger tydeligvis famler i blinde, når det gælder, hvor de reklamerer for deres produkter og ydelser, må man formode, at de knap nok læser aviser, endsige følger med i ret meget, der f.eks. har med indvandring og islam at gøre. Hvorfor skulle de også det? Ja, lige bortset fra, at deres kunder måske også engang imellem læser Den Korte Avis eller andre alternative medier – eller måske ligefrem kerer sig om deres lands og børns fremtid.

En virksomheds image har med andre ord flere facetter. Det er ikke nok at være ambassadører for en postuleret anstændighed, der i praksis er farvet af venstredrejede eller kulturradikale antagelser og konklusioner. Virksomheder skal også helst fremstå troværdige. Her kniber det for de kommercielle flokdyr.

Et tredje element i kampagnen mod det berygtede netmedie, der vel at mærke er vokset ganske betragteligt på kort tid, er Danmarks Radios engagement i at få ødelagt DKA's finansielle grundlag. Det var således en profileret radiovært på P3, der satte turbo på kampagen ved at opfordre annoncørerne til at trække sig og udskamme de virksomheder, der endnu ikke havde gjort det. Medarbejderen er siden blevet bedt om at give en undskyldning, men da var skaden sket. Journalisten kan derimod fortsætte sit virke i det skatteyderbetalte parallelsamfund, der hedder DR.

Misforstå mig ikke: Virksomheder har naturligvis suveræn ret til at afgøre, hvor deres annoncer bringes. De betaler jo for dem.

Striden drejer sig heller ikke om ytringsfrihed. Intet medie har ret til at holde på bestemte annoncører.

Af samme grund kan en regering, der er til noget, vælge at skære DR og TV 2 ned til en mere rimelig størrelse end tilfældet er i dag. Heller ikke dét ville være en trussel mod ytringsfriheden.

Bag kampagnen mod Den Korte Avis anes en større og vigtigere diskussion om mediesituationen generelt. Sagen i sin korthed er, at vi har alt for mange nationale medier i Danmark. For mange i den forstand, at de ikke alle kan overleve – uden subsidier af den ene eller anden art.

I forvejen går DR og TV 2 de private medier i bedene med hjemmesider proppet med gratis indhold, som private aktører ikke kan producere gratis. Statsmedierne kannibaliserer de private medier.

Samtidig vokser utilfredsheden med både de private mainstreammedier og de skatteyderbetalte public service-medier i hele Vesteuropa. Det er baggrunden for de nye protestmedier. Alt for ofte oplever vi, at medierne leverer noninformation i strid med deres egne presseetiske regler.

Mange taler indforstået om det postfaktuelle samfund, men verden har aldrig haft og delt flere kendsgerninger end i dag. Problemet er ikke mangel på kendsgerninger og begivenheder, men håndteringen af dem. Antallet af medier og eksplosionen af sociale medier gør, at vi ikke alene drukner i synspunkter, men også i data. Fordi vi ikke længere kan overskue vores verden, står vi tilbage med følelserne. Med dem er det nemmere. Dem kan vi nøjes med at have én og én. De er hævet over det fælles ansvar.

Mediernes udfordring er at dokumentere og sætte tildragelser og begivenheder i perspektiv og relief. Det tager tid og kvalificeret arbejdskraft. Sådan noget koster penge. Dem har medierne stedse færre af, mens de statslige medier lever en beskyttet og privilegeret tilværelse og kører kampagner imod protestmedier.

Denne ubalance er ikke løst med kampagnen mod DKA, den er kun illustreret. Krisen fortsætter.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Cykling er min kirke (2016), Søren Krarup og hans tid (2014) og Absolut Sverige (2011).
Seneste blogs
Af Angela Brink
19.01.18, 20:27
I omtalerne i forbindelse med Synnøve Søes bortgang glemmes det, at hun var en virkelig verdensdame, der aldrig sagde et ondt ord – et kendetegn, man ikke just kan genfinde hos alle dem, der havde en holdning til hende. Læs mere
Af Mikael Jalving
19.01.18, 19:01
Politikere er sjældent ideologer eller tænkere, og derfor finder idé- og værdidebatten som regel sted andre steder end på Christiansborg og Slotsholmen. Læs mere
Af Harun Demirtas
19.01.18, 14:25
Selvom sygeplejerskerne i årevis er blevet omrokeret, har en statsminister aldrig stået halvnervøst frem og meddelt dem og hele offentligheden om det. Læs mere
Af Eva Kjer Hansen
19.01.18, 10:09
Det er næppe en forudsætning for at løse rollen som økonomisk vagthund, at man er tilstede inde i Finansministeriet (eller at man kan gå dertil fra den nuværende adresse lige ved Amalienborg). Læs mere
Af Naser Khader
19.01.18, 08:09
Mainstream medierne kan simpelthen ikke komme sig over, at Trump blev valgt, og de er fast besluttede på, at han skal ned med nakken. Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
18.01.18, 12:52
Hvis man ikke er villig til at sætte sin egen taburet og mandat på spil for befolkningens sikkerhed og tryghed, så er man ganske enkelt ikke værdig til at repræsentere borgerne. Læs mere
Af Jens Kindberg
17.01.18, 19:19
Giveren er privat, og modstanderen er kommunen, som ikke vil gøre det muligt. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
17.01.18, 17:36
Mediernes behandling har været udsøgt ringe. Læs mere
Af Christel Schaldemose
17.01.18, 13:35
Europa-Kommissionens længede ventede plastikstrategi kommer med langsigtede mål, men med her-og-nu-handlinger på størrelse med mikroplastik. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
17.01.18, 12:15
København skal ikke leve af statslige arbejdspladser Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her