<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Boserups pompøse naivitet

Ingen kender fremtiden, men DIIS-forskeren Rasmus Alenius Boserup må kende Mellemøstens, Nordafrikas og Sydspaniens historie dårligt, når han blankt afviser alle advarsler og bekymringer.

Det er næsten morsomt at se den yngre mellemøstforsker Rasmus Alenius Boserup (f.1975) med speciale i arabiske oprørsbevægelser blive castet af danske mainstreammedier som überekspert med privilegeret adkomst til at fælde den endelige dom i alle sager af betydning, herunder mulige scenarier for Europas udvikling. Senest bliver forskerens tvivlsomme sprogteori brugt i JP (28/8) til at godtgøre, at en ubestemt gruppe til højre puster til ilden og følgelig bør overlade scenen til dem til venstre, når det gælder udlændingespørgsmålet.

Rasmus Alenius Boserup har åbenbart altid ret. Ligesom store dele af den europæiske venstrefløj og resterne af kultureliten afviser han, at Vesteuropa står foran betydelige sociale, økonomiske, politiske og kulturelle problemer på grund af den fortsatte tilstrømning af primært unge muslimske mænd fra Nordafrika og Mellemøsten. Det er således ikke sandsynligt, at latente spændinger og nye klassekampe risikerer at bringe lande som Belgien, Frankrig, Tyskland, Sverige og Danmark i retning af borgerstrid og social uro i løbet af de kommende årtier.

Det er alt sammen en overdrivelse, sådan må man forstå hr. Boserup, som underkender tilstrømningens iboende konflikter og til JP svarer, at »den eneste gruppe vi historisk har set gøre det i Vesteuropa, er europæerne selv, hvad enten det har været på baggrund af fjendebilledet skabt af folk fra højre- eller venstrefløjen eller noget helt tredie«. Til Politiken har han forklaret, at »borgerkrige er afhængige af, at meningsdannere, demagoger eller populister aktivt identificerer noget, der skal forsvares, og nogen, der truer dette«.

En stedse højere koncentration af muslimer og uuddannnede migranter udgør altså ingen trussel for vore sekulært-kristne samfund med en høj grad af professionalisering, ligestilling og økonomisk omfordeling. Ser vi bagud, så er det snarere europæerne og ”populisterne” selv, der er problemet.

Ingen kender fremtiden, men Rasmus Alenius Boserup må kende Mellemøstens, Nordafrikas og Sydspaniens historie dårligt. Hvad disse områder langs Middelhavet har tilfælles, er, at de ganske hurtigt og uventet blev erobret af arabiske og muslimske hære efter islams hastige udbredelse fra midten af 600-tallet, og at jøder såvel som kristne betalte en høj pris for den ”arabiske guldalder” de følgende 500 år.

Overalt blev islam loven, thi loven var islam, nidkært orkestreret af en intellektuel elite af retslærde og imamer, brutalt administreret af lokale krigsherrer og kaliffer. Hvor der har været muslimer og islam, og hvor islam har opnået en vis hegemoni, har der altid været sekter, klaner, systematisk undertrykkelse af ikke-muslimer, streng kønskontrol og social elendighed. De kristne kernelande i Mellemøsten og omkring Middelhavet mistede ikke magten og territoriet, fordi de talte grimt eller ”demagogisk” om erobrerne, men fordi de var for civiliserede.

Vi behøver på sin vis slet ikke at læse Koranen for at forstå islams indbyggede brutalitet og regeltyranni. Vi kan nøjes med at sætte os ind i den arabiske historie, og her er vi i den heldige situation, at denne historie bliver revurderet i disse år af historikere med blik for både arkæologiske levn, skriftlige kilder og den kulturelle mission, som megen af den tidligere forskning har været allieret med, hvad enten det er sket bevidst eller ubevidst. Den almindelige henvisning til arabernes beskedne oversættelse af visse græske tekster er et ringe alibi for århundreders brutal ideologisk og fysisk ødelæggelse af mennesker og samfund omkring Middelhavet. En ødelæggelse, som Islamisk Stat meget gerne vil gentage, men ikke helt har midlerne til.

Efter mere end 100 års romantik i kunst, kultur og historieskrivning på vegne af den arabiske verden, båret frem af europæiske romantikere, og på tragisk vis konfirmeret af både Første og Anden Verdenskrig, er historieskrivningen ved at nå tilbage til en større nøgternhed og historisk præcision, når det gælder de arabiske realiteter. Det sker i værker af bl.a. Sylvain GouguenheimDarío Fernández-Morera og antikhistorikeren Emmet Scott, der går i den store belgiske middelalderhistoriker Henri Pirennes fodspor, og understreger, at det ikke var nordfrakommende barbarer i det 5. århundrede, men de sydfrakommende muslimer og arabere i det 7. århundrede, der tog livet af den græsk-romerske civilisation.

Hvad morgendagen angår, føler hr. Boserup sig sikker på, at tilrejsende muslimer med varierende grader af islmiske normer, vaner og æresbegreber ikke udgør nogen trussel for Europas indre sikkerhed og orden i de kommende årtier. Det får være. Men forskeren må være så ærlig at erkende, at sporene skræmmer, og at det er et ganske nyt socialt, nationalt og postkolonialt eksperiment, som de vesteuropæiske lande er slået ind på. Et eksperiment, der ser ud til at tilspidses i årene fremover, ikke mindst på grund af EU's lige så historisk unikke cocktail af svækkede ydre grænser i kombination med nationalgrænsernes gradvise udvisken.

Tør hr. Boserup lægge sine egne børn og børnebørns fremtid i kurven? Eller føler han sig sikker på, at de i værste fald kan emigrere til Amerika?

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
  • Vi beklager problemerne med visningen af kommentarsporet. Der bliver arbejdet på en løsning. Vh. Jyllands-Posten
Profil
Mikael Jalving (f.1968), historiker, podcaster og forfatter til flere bøger, senest Forsvar for almindeligheden (2021).
Seneste blogs
Af Mikael Jalving
05.12.21, 09:17
To år efter virussens udbrud i Kina ser det ud til, at vi står i et paradigmeskifte, som vil gøre Europa mere kinesisk. Læs mere
Af Marie Høgh
04.12.21, 09:00
Det er krænkeren og ikke kulturen under ledelse af en mediechef, der bærer ansvaret for den forkastelige adfærd – men kvinderne bærer også et ansvar. Læs mere
Af Desiree Ohrbeck
03.12.21, 08:00
Arbejdsløsheden er faldet, og det samme er kriminaliteten, så selvfølgelig skal vi ikke afskaffe ghettoplanen. Læs mere
Af Carolina M. Maier
02.12.21, 17:00
Vi identificerer os i ekstrem grad med vores arbejde – nogle gange så meget, at det kommer til at stå i vejen for at kunne realisere ens drømme om, hvordan man helst vil leve sit liv. Er det rimeligt, at arbejdet tager så meget af os? Læs mere
Af Utku H. Güzel
01.12.21, 19:00
Man skal virkelig passe på med at udtale sig uden omtanke, da man meget nemt kan komme til at træde folk over fødderne. Det er, som om coronadebatten indeholder mange flere følelser og mange flere forskellige synspunkter og perspektiver end andre emner. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
30.11.21, 22:00
P1 Morgen og en forsker fra Aarhus Universitet søgte at bevise, at det går meget bedre med integrationen, end hr. og fru Danmark evner at forstå. Det nærmer sig videnskabelig uredelighed. Læs mere
Af Uffe Elbæk
30.11.21, 20:00
Mediestøtten skal omlægges, så den i langt højere grad støtter nye og genre-eksperimenterende medier Læs mere
Af Carl Holst
30.11.21, 19:55
Måske er læren af den aktuelle rigsretssag, at man bør adskille politik og jura. Havde et flertal i Folketinget haft den lærdom, var Inger Støjberg aldrig kommet for en rigsret. Læs mere
Af Pia Kjærsgaard
30.11.21, 14:56
Danmark skal turde tage et opgør med konventioner, som truer vores sammenhængskraft og fremtiden for vores folk. Det vil kunne give genlyd andre steder i Europa. Læs mere