Breaking
Få breaking news via vores app | Få nyheden på mail

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Jorden kalder alle jurister nord for København

Folkeretten er nationalstaternes sikkerhedsventil. De kan selv bestemme, hvem der skal ind i landet, hvem der skal ud, og de kan når som helst opsige internationale konventioner.

Det er sandelig ikke kun justitsministeren, der har et problem med at se fjenden i øjnene og forstå, at jo flere muslimer, der kommer til landet, jo mere sharia, klanvælde og ballade får vi også. Professor emeritus Ole P. Kristensen, kulturforsker Kasper Støvring – og i dagens avis – Kristian Thulesen Dahl har ganske vist ret i, at Søren Pind er gået i bådene og sejler rundt i tåge og ubehjælpsom patos som en slags parodi på den stakkels regent i Kongens Fald, grebet af eksistentiel ubeslutsomhed, frem og tilbage over Lillebælt.

Som en svømmer, der træder vande, prøver ministeren at placere sig selv i midten, islamister til den ene side, nationalister til den anden. Denne mondæne og falske symmetri erstatter hans tidligere klarsyn og mod. Jeg ved simpelthen ikke, hvor manden i Søren Pind er blevet af, men det har tydeligvis ikke hjulpet ham – eller hans chef – at få udleveret nøglerne til ministeriet.

Jorden kalder imidlertid ikke alene regeringen, men tillige centraladministrationens jurister, som må være de første til at forstå, at vor til stadighed ukritiske henvisning til internationale konventioner fra forne tider kan blive vort lands progressive død, akkompagneret af vor egen nihilisme og den hjernedøde, irreversible masseindvandring fra Mellemøsten og Nordafrika. Især, fordi konventionerne er blevet fordrejet og ophøjet til moralske imperativer.

Som jurist og professor emeritus Ole Hasselbalch gjorde opmærksom på i Radio24syv i sidste uge, blev vor nuværende indvandringspolitik indledt med den fatale udlændingelov af 1983, der reelt åbnede sluserne via formelle og universelle retsgarantier til Gud og hvermand – og således stræbte efter at afpolitisere asylspørgsmålet. Indvandring var pludselig ikke et politisk skøn, men en retlig procedure.

Det forholder sig imidlertid sådan, at udlændingeloven af 1983, de internationale konventioner om borgerlige, politiske, sociale og kulturelle rettigheder af 1966 samt FN's flygtningekonvention af 1951 alle bygger på folkeretten. Og folkeretten – med rod i 1600-tallets politiske filosofi hos bl.a. Hugo Grotius og Samuel Pufendorf – maner til forsigtighed, ikke til fantasmer og projektmageri. Forsigtighedsprincippet dokumenteres i konventionerne både for så vidt angår de almindelige forpligtelser, som migranter er underkastet, herunder at overholde landets love, og de gentagne henvisninger til vigtigheden af den offentlige orden.

Det er naturligvis i dette lys, at det danske flygtningenævn i sin beretning for 1984-87 (s.17) om flygtningekonventionen af 1951, der vel at mærke var et svar på tidlige efterkrigstids flygtningestrømme inden for Europa, understreger, at ”konventionen ikke pålægger staterne nogen folkeretlig forpligtelse til at meddele asyl til personer, der opfylder konventionens betingelser”.

Med andre ord: Folkeretten er nationalstaternes sikkerhedsventil. De kan selv bestemme, hvem der skal ind, hvem der skal ud, og de kan når som helst opsige konventionen.

Det var da også derfor, at flertallet i det udvalg, der forberedte lovforslaget til den ny udlændingelov af 1983, anbefalede en disclaimer og gjorde gældende, at loven ikke skulle omfatte ”udlændinge, der er kommet hertil som led i en omfattende indstrømning af mennesker”.

Denne centrale stipulering blev imidlertid forkastet af Folketinget efter indstilling fra Dansk Flygtningehjælp. Folkeretten skulle ikke gælde i Danmark, dvs. den folkeret, der ifølge ovennævnte konventioner af 1966 indskærpede, at ”alle folk har selvbestemmelsesret” og fortsatte: ”I kraft af denne kan de frit varetage deres egen økonomiske, sociale og kulturelle udvikling”.

Som også Højesterets præsident fremhævede i forbindelse med udlændingelovens tilblivelse, må ingen konvention skade et lands indre sikkerhed, herunder hensynet til landets sammenhængskraft. Den til enhver tid siddende regering skulle kunne lukke ned for indvandringen med henvisning til folkeretten, hvis Danmark blev udsat for en omfattende tilstrømning, som skønnedes at være i strid med bevarelsen af det Danmark, som vi kun har til låns via tidligere generationer og derfor ikke har hjemmel til at ødelægge.

Desværre lader vores svagt funderede regering ikke til at kende konventionernes folkeretlige grundlag. Men det må ministeriernes og styrelsernes jurister da gøre. De er tilmed ansat til at rådgive regeringen så sagligt og uhildet som muligt. Så hvad er det, der sker? Tier juristerne om juraen? Ser de ikke den politiske mission, der pågår? Eller er de en del af samme?

I strid med sit valgløfte om en såkaldt ”straksopbremsning” har regeringen tilladt en ny myldretidstrafik for migranter i fælles forståelse med den tyske kansler Angela Merkel, som mener, at tyskerne på ny er en slags overmennesker, der kan tåle og klare alt.

I stil hermed har det med Kai Sørlanders udtryk været ”højmoralen”, der vandt kampen om dansk udlændinge- og asylpolitik, og det er samme piedestal regeringen Løkke Rasmussen sidder på i dag. Dens spindoktorer siger godt nok noget andet, men den kedelige og grå virkelighed er, at Venstre de facto viderefører Dansk Flygtningehjælps udlændingepolitik tilbage fra Hans Gammeltoft-Hansens tid.

Det har været ikke-jurister som Søren Krarup, Mogens Camre, Sune Dalgård, Pia Kjærsgaard, Jesper Langballe, Sven Ove Gade, Ejvind Vesselbo og Morten Uhrskov Jensen, der har advaret mod konsekvenserne og taget tæskene i presse og medier sammen med Ole Hasselbalch, som har været undtagelsen, der bekræfter reglen om, at jurister tilsyneladende ikke bekymrer sig om andet end karriere, status og en bopæl nord for København.

(P.S. Rigtigheden af at de tyske myndigheder tillader fly at lande med flygtninge midt om natten, har vist sig tvivlsom, hvorfor jeg har fjernet passagen herom)

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Danmark under angreb (sm.m. Kasper Støvring), Udbrud (sm.m. Michael Rasmussen) og Cykling er min kirke (2016).
Seneste blogs
Af Nauja Lynge
14.11.18, 12:16
En statsminister er minister for hele Danmark. Den evne har Støjberg ikke. Læs mere
Af Jens Kindberg
14.11.18, 12:10
Fremtidens investerings- og lånemarked starter nu. Læs mere
Af Mikael Jalving
14.11.18, 11:45
Regeringskrisen i Sverige afspejler en langt dybere samfundskrise. Læs mere
Af Nauja Lynge
13.11.18, 15:38
Prisen for dansk berøringsangst betales af mindretal og udsatte borgere. Læs mere
Af Mikael Jalving
13.11.18, 10:38
Nye tal og undersøgelser må få herboende muslimer til at stille sig selv dette spørgsmål og forsøge at nå frem til et svar. Helst så højt, at vi alle kan blive klogere. Læs mere
Af Anders Vistisen
12.11.18, 10:10
Cirkus Venstre slår til igen. Nu skal vi med i bankunionen for at bekæmpe hvidvask og udbyttesvindel. Det har bare intet med hinanden at gøre. Læs mere
Af Olav Skaaning Andersen
12.11.18, 08:55
Hvorfor skal der altid en journalist til at styre den politiske samtale? Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
12.11.18, 00:25
Kun EU kan løse migrationsudfordringerne Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her