Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Vor tids værste fjende: fatalismen

Fatalisterne siger noget, de ikke mener, og mener noget, de ikke siger.

Uanset udfaldet af den britiske folkeafstemning tør jeg godt spå, at resultatet bliver kaotisk. Det skyldes, at de politiske eliter i de europæiske hovedstæder har formået at gøre EU til noget andet, end det europæiske fællesskab burde være: et lavpraktisk samarbejde mellem ligestillede nationer om økonomi og politisk grænsedragning. I stedet fik vi en Union, og man må give modstanderne, at de første af dem forstod skriften på væggen allerede med Romtraktatens indgåelse. Det var her, tilbage i 1950'erne, at forestillingen om en stadig snævrere union blev født ud af verdenskrigens aske.

I dag bliver EU solgt som en politisk nødvendighed, som vi må acceptere på linje med tyngdeloven. Der er ikke noget alternativ. Det er »nemt at være imod«, hedder det igen og igen. »Vi lever jo i en global verden«, og »EU er ikke andet end, hvad medlemslandene gør det til«. Desuden kan vi ikke standse udviklingen, ligesom vi ikke kan stoppe indvandringen eller »lukke af« og »hygge os i smug« for alverdens ulykker. I stedet må vi »tage ansvar« og udvise »solidaritet med andre«, for vi skal »ville verden«, »sætte pris på mangfoldigheden«, »tro på fællesskabet« og »turde fremtiden«. Altså, nogenlunde de samme politiske paroler som i DDR og den albanske folkerepublik.

Hvem »vi« og »andre« er, og hvilket »solidarisk fællesskab«, der er tale om, står hen i det uvisse al den stund, at briterne kan være på vej ud, mens tyrkerne kan være på vej ind, men det er tydeligt, at første person flertal i hvert ikke har ret meget med nationalstaten Danmark at gøre. Danmarks værdi og interesser ligger i det fjerneste hjørne, thi rettighederne gælder, om ikke universelt, så kontinentalt, men betales nationalt. Det tidligere »vi« er blevet et plastisk og grænseoverskridende »vi«, der hele tiden forskyder sig i takt med, at der kommer nye konfliktområder til. Måske fordi FN aldrig kom til at fungere som en verdensregering, skal vi nu have det næstbedste: Den Europæiske Union.

Det er fatalismen, der spøger og går igen og igen. Resigneret og afmægtigt har store dele af de europæiske befolkninger i årtier lagt ryg til føderale drømmerier om en forenet fremtid, og herhjemme har skiftende regeringer set stort på den folkelige skepsis i 1992, 2000 og 2015.

Bemærk venligst scenografien: Først angriber fatalisterne nationalstaterne og forsøger at dræne disse demokratiers sammenhængskraft, bagefter hævder de, at det ikke kan være anderledes, end at de må afløses af noget større og bedre. Fatalisterne afpolitiserer med andre ord den epidemiske skade, de allerede har forvoldt og slører sammenhængen med henvisning til vor nødvendige skæbne.

Fatalisterne siger noget, de ikke mener, og mener noget, de ikke siger. Når de f.eks. taler om EU's mangfoldighed, mener de bestemt ikke, at de enkelte lande kan træffe egne, kvalificerede afgørelser, men tværtimod, at alle skal gøre, som flertallet bestemmer eller Kommissionen indstiller. Hvad de ikke siger, er, at de netop foretrækker enhed frem for mangfoldighed, selv om førstnævnte jo ligger implicit i selve unionstanken.

Vi burde have gennemskuet fatalisterne for længe siden. Her har især vi borgerlige sovet i timen og forvekslet EU med det indre marked, skønt EU desværre er så meget og stedse mere via fælles lovgivning og EU-domme. Men der, hvor EU burde være noget, i sikringen af de ydre grænser, ja, der er EU karakteristisk nok helt og aldeles fraværende.

EU er en højt betalt, men fejlslagen stat, drevet frem af fatalister i alle farver: bureaukrater, socialister, humanister, feminister, klimaister og borgerlige, der ikke er så borgerlige, at det gør noget. Lige siden 2. Verdenskrig har disse mange fatalister haft meget svært ved at skelne mellem nationale, demokratiske strømninger og nazisme, og det kniber stadig gevaldigt. De europæiske fatalister synes stadig, at 2010'erne minder meget om 1930'erne i en slags magisk drøm eller mareridt, hvor alting pludselig giver mening på en surreel måde.

Det kan forekomme utroligt, at så mange i 75-året for verdenshistoriens største invasion, Hitlers invasion af Sovjetunionen – der skulle sikre et større territorium for ariske tyskere, myrde Østeuropas jøder og knuse kommunismen – ikke kan se eller forstår, at den nationale strømning i Vesteuropa i dag er gjort af et helt andet defensivt stof og ikke udspringer af aggressive og imperiale drømme, men af et forsvar for det nationale, lokale og folkelige. Men sådan er det. For fatalister gentager historien sig selv hver eneste dag.

Jeg er ked ad at sige det, men det er fatalisterne, der dæmoniserer og opdeler mest i dem og os. Det er de såkaldte humanister, verdensborgere og supereuropæere, der har afskaffet arvesynden og det naturlige behov for et sikkert hjem og erstattet det alt sammen med fatalismen.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Danmark under angreb (sm.m. Kasper Støvring), Udbrud (sm.m. Michael Rasmussen) og Cykling er min kirke (2016).
Seneste blogs
Af Morten Uhrskov Jensen
18.10.19, 21:22
De ledende politifolk på Fyn må øjeblikkeligt arresteres og stilles for retten for højforræderi. Læs mere
Af Martin Ågerup
18.10.19, 14:19
Der hvor kvaliteten er lav, kan højere normeringer forstærke den ringe kvalitet Læs mere
Af Anna Thygesen
18.10.19, 11:00
Religion skal ikke fylde mere end nu, og hvis vi skal til at vurdere, hvornår en eller anden udtalelse er religionskritik eller ej, så ender vi på en glidebane. Læs mere
Af Utku H. Güzel
18.10.19, 07:02
Hvor meget ved vi egentlig om konflikten, udover det mainstream-medierne fortæller os? Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
17.10.19, 20:38
Nej, selvfølgelig ikke, men derfor kan hun godt vise tegn på mere sund fornuft end de sidste fem statsministre tilsammen. Læs mere
Af Isabella Arendt
17.10.19, 16:24
Hver gang man definerer noget, så putter man det i en kasse, lukker låget på kassen og skærer det væk, som måtte stikke udenfor i sprækkerne. Læs mere
Af Mathias U. Vinholt
17.10.19, 15:20
Selvom der er fuld blus på arbejdsmarkedet, kan vi så se hinanden i øjnene og påstå, at fællesskabet er klar til at gribe os, hvis dampen går af kedlerne? Læs mere
Af Andreas Høstgaard Poulsen
16.10.19, 21:47
Tyrkiet og USA splitter NATO-alliancen fra hinanden. Dette understreger behovet for et stærkere europæisk samarbejde, som kan gøre EU mere uafhængig af NATO. Læs mere
Af Nauja Lynge
16.10.19, 21:15
Han ser Rigsfællesskabet, Canada og Norge som modvægt til uhindret stormagtskonkurrence. Læs mere