<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Europas gamle adel er væk og afløst af demokratiske mennesker med vankelmodige tanker

Amerikaniseringen af Europa gør klassiker mere aktuel end nogensinde.

I den forgange uge gik min internetforbindelse ned til gene for den almindelige ekspedition af de daglige pligter, herunder skat, moms og løbende afgifter, inklusiv en uretmæssig parkeringsbøde. Da den momentane panik havde lagt sig, dukkede der en faretruende fornemmelse af frihed op i mit sind, og jeg bryggede en kop mokka og tog en bog ned fra reolen. Det viste sig at være andet bind af Alexis de Tocquevilles klassiske skildring af demokratiet i Amerika fra 1840, altså ikke meget senere end begivenhederne i den dramatiske film The Revenant, som kan ses i biografen i øjeblikket.

Ti minutter med Tocqueville, og internettet kan være lige meget. Den franske adelsmand er ikke alene et glimrende supplement til det virtuelle virvar, vi åbner hver morgen, men også et alternativ til den løbende strøm af sludder og vrøvl.

Adelsmanden både oplyser og generaliserer, og i en tid, hvor begge dele vækker vrede blandt humanister og islamister, er han en ven i vor demokratiske nød, hvor vi famler overfladisk rundt uden at forstå, at vi har fjender iblandt os, hvilket et stykke ad vejen bekræfter Tocquevilles dristige tese, at Europa ville blive som USA.

Andet bind åbner med disse probate ord: ”Jeg tror ikke, at der er noget land i den civiliserede verden, hvor man beskæftiger sig mindre med filosofi end i De Forenede Stater.”

Det er også her, at forestillingen om lighed står stærkest, mener Tocqueville, der sammenligner det unge og demokratiske USA med det gamle og aristokratiske Europa: ”I takt med at borgerne bliver mere lige og ensartede, bliver den enkeltes tilbøjelighed til at tro blindt på en bestemt person eller en bestemt klasse mindre. Tendensen til at tro på mængden bliver stærkere, og det er mere og mere den offentlige mening, der styrer verden.”

Mainstreamingen af den offentlige mening peger i to retninger: ”Den ene får hvert menneskes sind til at vende sig mod nye tanker, og den anden reducerer gerne mennesket til slet ikke at tænke længere.” Demokratiet er dynamisk, men demokratiet er også dyrisk og har det med at sløve den intellektuelle originalitet. Det kan godt være, at nogle ser skarpere end andre, men det er altid flertallet, der får folk til at tro.

I den forstand blev USA Europas fremtid. Tocquevilles røntgenblik blotlægger mindst lige så meget af den kollektive mentalitet i dagens Vesteuropa som Amerika dengang. Det skyldes såvel amerikaniseringen af Vesten som demokratiets sejrsgang. Europas gamle adel er mere eller mindre borte og afløst af demokratiske mennesker med ”vankelmodige tanker” og ”instinktiv afsky” over for alt af ældre dato. Demokrater er digtere, der lukker fortiden af for poesien, mens de åbner fremtiden for samme: ”De demokratiske folk bekymrer sig næsten ikke om det, som har været, men de drømmer gerne om det, som vil være, og i den retning har deres forestillingsevne ingen grænser.”  

Det skal understreges, at Tocqueville er dybt fascineret af demokratiet, men han er allerhøjst demokrat med krydsede fingre og advarede mod den nye, sekulære herlighedstro, som snart rykkede ind i såvel liberalismen som socialismen og i dag rammer selv den bedste i form af hypostaserede menneskerettigheder og grænseløs "tolerance".

Demokratiet bygger på en gammel arv, men er nyt i vor forstand, skønt næppe varigt, men snarere periodisk og rummer en selvoptagethed, ingen andre epoker kan slå.

Intet andet sted ses denne systematiske selvoptagethed som i demokratiets kunst, fremhæver franskmanden: ”Jeg har ikke behov for at gennemsøge himmel og jord for at opdage en vidunderlig genstand fuldt af kontraster, storhed og uendelig små ting, fuldt af dybt mørke og forunderlige indsigter, som er i stand til at afføde både medlidenhed, beundring, foragt og rædsel. Jeg behøver blot at betragte mig selv.”

Tocquevilles kontante stil gælder også hans forståelse af islam som politisk bevægelse. Milevidt fra den moderne akademiske miskmask hedder det i en sammenligning mellem islams og kristendommens grundlæggende grammatik:

”Muhammed bragte ikke blot nogle religiøse doktriner ned fra himlen og placerede dem i Koranen, men også nogle politiske læresætninger, civile love og straffelove samt videnskabelige teorier. Evangeliet taler derimod kun om forholdet mellem mennesket og Gud og menneskene imellem. Derudover lærer den ikke noget og forpligter ikke folk til at tro noget. Dette er mellem tusinde andre grunde i sig selv tilstrækkeligt til at vise, at den første af disse religioner ikke kunne herske særligt længe i oplysningens og demokratiets tidsalder, mens den anden er bestemt til at herske i disse århundreder som i alle de andre.”

Hvad det sidste angår var Tocqceville desværre for optimistisk. Men på den anden side kunne han jo ikke vide, at europæerne ville være dumme nok til at lukke så mange muslimer ind i Europa, at der ville opstå en talrig diaspora, og at ikke alene den personlige sikkerhed, men også oplysning og demokrati ville komme i fare.

Alexis de Tocquevilles Amerika-bog er en fond af prægnante iagttagelser og refleksioner og minder os i internettets og demokratiets tidsalder om bogen som et af den gamle verdens mirakler. Du åbner den, og tiden går i stå, bortset fra at den tikker morbidt videre, men for en stund er du alene med din egen dømmekraft eller mangel på samme og de gamle visdomsord om, at menneskene, da de var ude af stand til at overvinde død, elendighed, uvidenhed, blev enige om ikke at tænke på det for dog at kunne mærke lykken i et glimt.

Alexis de Tocqueville: Demokratiet i Amerika, bind 2, Informations Forlag 2013, oversat af Mogens Chrom Jacobsen

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Danmark under angreb (sm.m. Kasper Støvring), Udbrud (sm.m. Michael Rasmussen) og Cykling er min kirke (2016).
Seneste blogs
Af Rune Toftegaard Selsing
30.11.20, 08:29
DFs nye forslag rummer et afgørende perspektiv for at redde et samlet Danmark Læs mere
Af Nauja Lynge
30.11.20, 07:22
Usandsynligt at Kim Kielsen fortsætter som landsstyreformand. Læs mere
Af Desiree Ohrbeck
29.11.20, 23:42
Hvad blev der af ansvarsfølelsen og fællesskabet, hvis det enkelte land sætter egne økonomiske interesser over Europas borgeres helbred? Læs mere
Af Mikael Jalving
29.11.20, 10:00
Den socialdemokratiske regering sniksnakker om Muhammed og overlader problemerne til næste generation. Læs mere
Af Desiree Ohrbeck
28.11.20, 01:48
At forlade trygge velfærdsdanmark for at tilslutte sig ISIS gør det svært at tro på, at selvsamme mennesker vil dele værdier med det velfærdssamfund, de vendte ryggen. Læs mere
Af Utku H. Güzel
27.11.20, 21:03
Hvor stiller det så os helt almindelig dødelige? Ja, vi ser vel bare pænt på, imens politikerne - altså de mennesker, som vi ikke stoler på, men som styrer landet og sætter reglerne for, hvad vi må og ikke må m.m., endnu engang udstiller deres hykleri. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
27.11.20, 20:17
Man bør gøre sig endog meget store anstrengelser for at lade være, fordi man ellers er uden selvkontrol. Læs mere
Af Nauja Lynge
27.11.20, 19:48
Jeg vil have demokratiet tilbage, og kampen om corona skal foregå på befolkningen præmisser. Læs mere
Af Mikael Jalving
27.11.20, 14:53
Det sværeste af alt på en sort fredag: At komme arvesynden i hu. Læs mere
Af Marie Høgh
27.11.20, 14:00
Det uhyggelige​ er ikke Mette Frederiksen, men den socialistiske tyrkertrostat som ”den gode hyrde”. Læs mere