<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Det borgerlige Danmark er dårlig til at hylde sine helte

Da en af kulturkampens vigtigste stemmer gik hen og døde, var der larmende stilhed på de bonede gulve.

Der var for en gangs skyld honning på morgenbordet. Mindst holdbar til juli 2013, stod der på etiketten, men honning holder som bekendt længe, og denne her smagte så godt, at jeg smurte en skive ud over det nødvendige. Det var først bagefter, at jeg lagde mærke til, at honningen kom fra Kr. Såby.

Kr. Såby er en lille og venlig by i Odsherred i nærhed af både bakkerne omkring Elverdammen og Roskilde Fjord. Her boede den borgerlige kommentator Claes Kastholm Hansen, indtil døde forleden, 74 år gammel. Hans bortgang blev markeret af Berlingske, ligesom læserne takkede ham i breve stilet til avisen, hvor han tjente til dagen og vejen de sidste 15 år af sit liv efter en intens karriere i den skrevne presse med højdepunkter som anmelder ved Politiken og hjernekraft på Ekstra Bladet, men ellers var det småt med nekrologer og omtale til trods for, at Kastholm var en sand mester på sit felt, det skrevne, såvel oplyste som ubehøvlede ord.

I en tid, hvor meningseliten bestræbte sig på at fremstå mere og mere anstændig, var Kastholm en nødvendig skarnsknægt med en tilpas uimponeret stil, hvad angik både den stedse mere volumniøse velfærdsstat og ditto indvandring. Som han skrev i en af sine sidste faste kommentarer, "Læst og påskrevet":

”I dag er det de bedrestillede, der er på flugt. Syrerne iblandt dem har svære oplevelser bag sig (…) Men flygtninge i traditionel forstand er de ikke; de er immigranter. Hvis denne folkevandring ikke stoppes, ændres Europas kultur for altid (…) Hvis Angela Merkel havde format – det mente jeg engang, hun havde – havde hun i stedet for at invitere hundredetusinder, måske millioner til Europa, sat sig i spidsen for øjeblikkelig at forbedre kårene i disse lejre, der bliver ringere og ringere. Og i stedet for at gennemtrumfe en virkningsløs kvoteordning, der splitter EU, havde hun arbejdet for omgående at få lukket Europas grænser, om nødvendigt med ungarske midler. Desuden havde hun taget initiativ til en Mellemøst-konference ligesom hendes forgænger Bismarck gjorde i 1879 og Vestafrika-konferencen i 1884 (…) Endnu engang lider Europa under lederskab uden format”.

Claes Kastholm Hansen havde set mere end de fleste observatører og lod sig ikke dupere af rakket. Slet ikke af samfundsspidser med Jesuskomplekser og cand.scient.pol.’er på gennemtræk mod magten.

Sagde kulturministeren noget i den anledning? Det er der vist ingen, der kan huske, mindst af alle ministeren selv, lukket og slukket som der er på Bertel Haarders retrætepost.

Blev Kastholms død, herunder hans liv, nævnt i DR eller TV 2?

Her må I hjælpe mig, orker ikke at længere at sidde at glo på det lort. Måske var der en kort notits på tekst-tv, måske ikke. Claes Kastholm Hansen, en af Danmarks skarpeste politiske kommentatorer og en aktiv spiller i den nu for længst hedengangne kulturkamp, nu afløst af Lars Løkke Rasmussens emblematiske rådvildhed, døde så godt som ubemærket af det officielle Danmark.

Forventeligt, vil nogle sige. Men hvad så med det borgerlige Danmark?

Her gælder mere eller mindre samme tavshedsregel. Sammenlign venligst med andægtigheden og talestrømmen ved Tøger Seidenfadens bortgang? Eller Svend Aukens. Eller Rifbjergs. Quite another kind of party, right?

Når de store røde dør, vækkes alt og alle til live, tv, radio, blogs, alting sættes på den anden ende. Når de store blå eller sorte dør, kommer der en vejrudsigt i stedet med melding om forbipasserende slud og sne. Sådan er Danmark så forudsigeligt bekvemt et sted at leve, hvis man er rød eller død. De uskrevne regler er så normaliserede, at ingen behøver skrive dem ned.

Vi andre må således belave os på at dø i stilhed, sådan er det, roger, over and out, og det er vel ok og alt sammen ligegyldigt, når vi nu skal dø alligevel. Men der mangler noget. Vores død er jo ikke et vidnesbyrd om døden, men om livet, sådan som den tidligere direktør for auktionshuset Sothesby’s, englænderen Peter Batkin sagde til mig, da vi lørdag eftermiddag fulgtes hen til Christiansborg for at deltage i Lars Vilks Komiteens årsmøde.

Batkin lignede for øvrigt selv en mand, hvis krop var på hårdt arbejde, men hans indre var fuld af liv, og jeg fik stort set ikke et ord indført.

Claes Kastholm Hansen kunne også godt finde ud af at styre samtalen, sådan husker jeg ham, selv om vi kun mødtes få gange, som regel i forbindelse med julefrokosten for Groft sagt, Berlingskes satiriske og bramfri spalte, opfundet af Bent Blüdnikow, videreført af Jeppe Duvå og siden Jesper Beinov. Det var her, Kastholm fandt sin mest levende form, i den korte tekst, max 800 tegn, så vidt jeg husker, til 600 kr. stk.

Det var en god timeløn, mente jeg dengang, men glemte, at det er sværere at skrive kort og godt end længere og mere udvandet. Kastholm Hansen mestrede kortformen og det lille svirp med halen og var, sammen med Lars Hedegaard, som avisens socialdemokratiske chefredaktør Lisbeth Knudsen fyrede, fordi hun ikke brød sig om, at han skrev så meget om islam og de relaterede sociale problemer hermed, henholdsvis nummer ét og nummer to. Vi andre var allerhøjst brødtekst og faldt fra én efter én eller fandt andre græsgange.

Kastholm holdt ridderligt ud på Berlingske, men stillede så pludselig træskoene alt for tidligt.

Jeg husker et andet møde, hvor han var den, der beholdt skoene på. Det var på Marienborg under den forrige Venstre-regering. Lars Løkke havde været så venlig at invitere en kreds af borgerlige kommentatorer til en rundbordssamtale, og jeg må være kommet med på et afbud. I hvert fald var jeg vældig imponeret over at træde indenfor i de nydelige gemakker. Mindre imponeret var jeg og flere af deltagere, da det, vi troede skulle være en ligeværdig diskussion, begyndte med, at Løkkes højre hånd, Claus Hjort Frederiksen trådte ind i rummet og begyndte at skælde os alle ud for at være illoyale over for regeringen. Da var det Kastholm, der svarede på vore vegne og køligt afviste Frederiksens frækhed ved elegant at minde om, at han og den øvrige regering såmænd havde de kommentatorer, som de fortjente. Og at han ikke vandt mere kredit ved at behandle os som idioter.

Herefter sad Hjort Frederiksen og surmulede ved bordet, og det har han, så vidt jeg ved, gjort lige siden.

Claes Kastholm Hansen nåede aldrig at skrive den bog om det sindssyge århundrede, han levede i, sådan som han havde kunnet, hvis han havde haft tid og ro og lyst til det. Desværre. Han havde såmænd ikke behøvet at opfylde den dybe tallerken. Hans produktion var en lang røntgenundersøgelse af det 20. århundrede og dets konsekvenser ind i vor tid, og han skulle blot have lagt et længdesnit og haft en dygtig redaktør til at samle trådene. Det kunne være blevet hans testamente. Nu må vi i stedet nøjes med hans myriade af kortprosa, og her ville det være direkte opbyggeligt, hvis et forlag ville tage det på sig at udgive en samling af de bedste og mest prægnante samlet under tre-fire gennemgående temaer.

Eller om Radio24syv, der trods alt er ejet af Berlingske, ville påtage sig at finde de eksisterende bidder frem med hans radiodeltagelse og bringe dem i et eller andet udvalg. Det ville være oplysning til borgerne om samfundet.

At bede Danmarks Radio om noget sådant er selvfølgelig spild af tid.

Det sidste var Claes Kastholm Hansen aldrig. At der stod mindst holdbar til februar 2016 på hans udløbsdato, skal vi ikke lade os snyde af. Æret være hans minde.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
  • Vi beklager problemerne med visningen af kommentarsporet. Der bliver arbejdet på en løsning. Vh. Jyllands-Posten
Profil
Mikael Jalving (f.1968), historiker, podcaster og forfatter til flere bøger, senest Forsvar for almindeligheden (2021).
Seneste blogs
Af Mikael Jalving
17.10.21, 08:45
Igen og igen møder vi indvandringens iboende dilemma, som tvinger os til at tage politisk stilling. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
16.10.21, 13:00
Han ville få min stemme, hvis jeg var fransk. Læs mere
Af Utku H. Güzel
15.10.21, 19:00
Der er vel ingen, som er i tvivl om, at nutidens mantra er blevet vækst og velstand. Det kapitalistiske system tillader simpelthen ikke, at vi stopper op og lige trækker vejret. Læs mere
Af Marie Høgh
15.10.21, 17:00
De eneste, der kan drage til ørkenlandet alene for sportens skyld, er fodboldspillerne. Alt andet er politik i rå form. Læs mere
Af Desiree Ohrbeck
15.10.21, 16:09
Den bedste måde at fejre fodboldslandsholdets succes på er at blive hjemme. Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
15.10.21, 14:58
Regeringen og dets socialistiske parlamentariske grundlag giver flere penge til DR. Læs mere
Af Harun Demirtas
14.10.21, 14:00
Ingen forældre kommer i paradis for at begå overgreb på et barns kønsorgan – og slet ikke under dybt bekymrende forhold. Stop med det! Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
14.10.21, 08:18
Helle Thorning-Schmidts nye bog er værd at læse. Den er som at høre hende tale. Og fuld af selverkendelse. Læs mere