*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Liberalismens krise

Førhen ofrede mondæne liberalister gerne den sociale orden for bevægelsesfrihed og profit, men nu melder tvivlen sig pludselig.

Der er krise i Davos. De finansielle, politiske og globale topchefer, der i disse dage mødes i den idylliske bjergby i Schweiz har, som JP har kunnet rapportere, tabt deres barnetro. Fremskridtsoptimismen er pist borte. Væk er illusionen om, at de teknologiske og økonomiske forbedringer i markedsøkonomien vil garantere et evigt progressivt og mageligt liv på jord for stadig flere af alverdens mennesker. Væksten er forsvundet eller gået i minus og forude venter mere recession og krise, selv i Kina, gigantenes gigant.

Godt nok kan robotterne løfte stadig flere opgaver for os, men frem mod 2020 regner Klaus Schwab, grundlæggeren af World Economic Forum, med at mindst 5 mio. jobs vil gå tabt. Fem år længere fremme taler vi 20 mio. jobs. Hvordan skal alle disse mennesker tjene til dagen og vejen? Hvor skal de rette deres frustration hen?

Bag de økonomiske nøgletal og prognoser fornemmer man samtidig en ny – og sen – bekymring for, hvad migrationen til Europa vil medføre på længere sig, ikke alene økonomisk, men også hvad angår den politiske orden, der er forudsætningen for velstand og vækst.

Det sidste siges måske ikke direkte. Davos-folk skal sjældent have klinket noget, men omvendt ville det være mærkeligt, ja, uhyggeligt, hvis ikke pengemændene havde opdaget, at verden er i hastig forandring, og at det ikke er på den Obama-fede måde. Nok skrider jorden ikke under Davos, som den skrider under Vollsmose, Nørrebro, Køln, Rotterdam, Birmingham, Torino og Marseilles, men rystelserne mærkes.

Længe var Davos ellers kendt for sin klippefaste liberalisme, sin sympati for EU’s porøse grænser og en grundlæggende despekt for demografiens og kulturers betydning. Indvandringen var et ubetinget gode, og frihed blev først og fremmest forstået som bevægelsesfrihed, hvorfor Davos-liberalisterne så indvandrere og asylansøgere som ”arbejdskraft”.

Det blev karakteristisk nok aldrig forstået eller sagt, at økonomiernes behov for ”arbejdstagere” kunne være af midlertidig karakter. Imens slog indvandrerne sig ned, og asyl blev den nye indvandringsform. I 1984 kom der ifølge den udenrigspolitiske analytiker Asle Toje ca. 100.000 asylansøgere til Vesteuropa, i 1992 var tallet knap 700.000, og sidste år steg det som bekendt til over en million. De seneste årtiers indvandring fra primært muslimske og arabiske områder er historisk unik. Tidligere indvandringsbølger fra europæiske lande og regioner, taltes i tusinder, ikke millioner.

Asle Toje, selv en ”tørlagt liberal”, peger på, at masseindvandringen ofte fremstilles som uundgåelig. Det er den naturligvis ikke. Vi har valgt den, selv om befolkningerne ikke er blevet spurgt direkte. Hvis de blev spurgt, skal der ikke megen fantasi til at forestille sig, hvad svaret ville blive i dag. Men det ændrer ikke ved, at de vesteuropæiske samfund i årti efter årti opfattede indvandringen som et forvaltnings- og integrationsspørgsmål – og egentlig ikke som et politisk spørgsmål.

Det er det så blevet. Med en fart, der gør det svært at følge med, ikke mindst på den danske, svenske og tyske scene. Selv i Davos titter den erkendelse frem, at orden er en implicit forudsætning for frihed, og at bevægelsesfrihed jo også er bevægelsesfrihed for terrorister, islamister og fjender af den liberale orden, og derfor kun er et betinget gode. Populært sagt bruger socialister gerne andre folks penge, men Davos-liberalisterne gerne ofrer den sociale orden for bevægelsesfrihed, ”tolerance” og profit.

Nu kommer tvivlen, hovedpinen, den politiske migræne – på vej ind i krisen. For uden sikre institutioner, ytringsfrihed, borgerrettigheder og nationalstatslige rammer for kapitalismen, er der ingen, der kan være sikre på noget som helst, og jeg kommer i den forbindelse til at tænke på den amerikanske sociolog Daniel Bell, der døde for fem år siden og bl.a. skrev The Cultural Contradictions of Capitalism (1976), hvor en af pointerne netop handler om kapitalismens forudsætninger. Bell spurgte: Når nu kapitalismen som mekanisme var og er dybt afhængig af hårdt arbejde, disciplin og en vis kulturel homogenitet – hvad sker der så, hvis disse dyder forfalder eller forandres? Vil økonomien kunne oppebære sig selv – eller vil velfærdsstaterne degenerere på grund af det voksende antal klienter?

Daniel Bell leverede en dobbelt kritik af kapitalismen og velfærdsstaten, før masseindvandringen til Vesteuropa var gået rigtig i gang, og som derfor må siges at være endnu mere relevant i dag, end da den blev fremført for 40 år siden: Jo mere optimisme, jo dybere fald. Jo mere indvandring, jo mindre velfærd. Jo mere liberalisme, jo mindre frihed og orden.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Cykling er min kirke (2016), Søren Krarup og hans tid (2014) og Absolut Sverige (2011).
Seneste blogs
Af Christian Rabjerg Madsen
12.12.17, 19:57
Efter Sophie Løhdes angreb på offentlige ansattes løn skylder regeringen svar på, om det er sosuen eller sygeplejersken, der får for meget i løn. Læs mere
Af Siddik Lausten
12.12.17, 18:30
Hvad med at krydstjekke med vælgerne, om LA har opbakning til igen at gamble med den danske velfærd? Læs mere
Af Anders Vistisen
12.12.17, 10:54
I denne juletid bør der i en verden, som plages af nød, elendighed, vold og terror, også være plads til at sætte fokus på lyspunkterne. Læs mere
Af Christian Rabjerg Madsen
11.12.17, 18:33
Hvis de seneste dages politiske teater var fiktion, ville kaosscenerne fra Finans- og Statsministeriet være kanon underholdning. Desværre er de kaotiske forhandlinger mellem regeringen og Dansk Folkeparti benhård virkelighed, og første akt har allerede gjort Danmark fattigere. Læs mere
Af Annika Smith
11.12.17, 09:18
Så får den en pause fra torturen og slipper for at gøre det rigtige helt frem til næste folketingsvalg Læs mere
Af Harun Demirtas
10.12.17, 22:50
Politikerne har skabt et system, hvor man som offentligt ansat bliver opdraget til at opfatte sig i en konkurrence, indtil det går op for en, kampen man kæmper, aldrig kan vindes. For man kan ikke konkurrere eller være i krig mod sig selv. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
10.12.17, 20:33
EU-modstandere har kun gavn af de tyske socialdemokraters formand. Læs mere
Af Josephine Fock
10.12.17, 15:21
Menneskerettighederne skældes ud fra mange sider disse dage. Nogen vil have dem udskrevet af dansk lov, andre vil udfordre eller reformere dem. I dag fylder FN’s menneskerettighedserklæring 69 år. Jeg vil gerne sige tillykke. Og tak. Jeg ser frem til mange år med dem endnu. Læs mere
Af Mikael Jalving
10.12.17, 14:28
For alle vore fremtidsfanatikere og teknologifreaks kan det kundgøres så kort, at budskabet måske trænger ind: Historien er ikke død, den sover bare. Læs mere
Af Erik Winther Paisley
10.12.17, 13:31
Foreløbig aftale eller ej, gruer jeg for, hvordan Brexit vil udarte sig. For Europa, altså. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her