*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Mænd der stadig ser rødt

To yngre akademikere har skrevet en hyldest til den ærkeamerikanske skuespiller Charles Bronson. Hvorfor?

»Jamen, han så jo helt forfærdelig godt ud og havde en overmenneskelig aura af ro og mimik. Jeg kunne slet ikke lade være med at kigge på ham. Jeg var 11 år, jeg var fuldstændig fænget, og det er jeg stadig.«

Genstanden for denne ungdommelige og vedholdende beundring er den amerikanske skuespiller Charles Bronson (1921-2003). Bronson indspillede næsten 100 film og tjente flere dollars i Hollywood end sine samtidige, men har været ugleset på det kulturelle parnas og aldrig mødt samme dyrkelse som Robert de Niro, Al Pacino og Clint Eastwood.

Den beundrende er litteraten Karsten Wind Meyhoff, der sammen med kunsthistoriker og kurator Jacob Lillemose har udgivet bogen En engel af sten – Charles Bronsons vision om hovedpersonen i bl.a. serien En mand ser rødt (1974-1994) og Det beskidte dusin (1967). Bogen kredser om Bronsons betydning – æstetisk og moralsk – og slører hverken sin beundring eller sit savn. Man mærker i teksten, at Charles Bronson er borte, ikke kun i filmindustrien, men også på grund af hans kulturkritik og frihedstrang. Bogen åbner således:

»Charles Bronson er en bibelsk figur. Gammeltestamentlig (...) Han er en ulige modstander. Han ankommer martret af menneskets ondskab og sulten efter at gøre et gnostisk regnskab op. Han er en enmandshær mod det onde (…) Arret. Ubændig. Humorforladt. Syg i sjælen og ude af stand til at leve ubekymret. Billedet af Bronson er arkaisk-religiøst med rødder langt tilbage i menneskets kosmiske mytologi.«

Karsten Meyhoff, mange forbinder nok Charles Bronson med en hævnertype og selvtægtsmand – er der noget fascinerende ved det?

»Charles Bronson må ses i en særlig amerikansk kontekst og træder op imod en tid, hvor tingene kører skævt i USA med bl.a. krigen i Vietnam, Watergate, mordet på præsident Kennedy og en galopperende kriminalitet, især i de store byer, som i visse perioder og kvarterer ligger uden for politiets kontrol. Samfundsinstitutionerne har bl.a. til opgave at beskytte borgerne, men kom under alvorligt pres i 1970’erne. Det er den scene, Bronson træder ind på.«

»Bronson har et fantastisk stoneface og dominerer sine film med sin blotte fysiske tilstedeværelse. Han prøver ikke at spille ”gangster”, ”bokser” eller ”taxi driver” til forskel fra f.eks. Robert De Niro. Han er blot Bronson, og hans verden er det nære, kvinden, familien, vennerne. Han hæger om den personlige sikkerhed og tryghed. Alt det, der altid betyder meget for mennesket.«

»I sine roller understreger Bronson en mulighed i den amerikanske kultur: retten til at være i fred. Kriminalitet, voldtægt og overgreb er en stående trussel mod denne fred. Bronsons hævn er altid en hævn af et fysisk overgreb, ofte på kvinder. Bronson er kvindens forsvarer par excellence, en kvalitet, der er både nobel og nødvendig til alle tider, også i dag, se bare til Køln og andre europæiske byer. Men det er klart, at hans løsning – selvtægt – er en forsimplet løsning på nogle komplicerede samfundsproblemer. Det går an på film, men ikke i virkeligheden.«

Alligevel er det interessant, hvorfor I netop er fascineret af Bronson nu?

»Det er rigtigt, at vi begge så hans film tilbage i 1980’erne, for mit eget vedkommende i tysk synkronisering. Jeg er sønderjyde, og før Murens Fald var tysk tv en del af Den Kolde Krig, så den fik ikke for lidt med hverken amerikanske westerns og Charles Bronson. Siden er der jo gået næsten 30 år, og vi har sammen genset mange af filmene og fået en fornyet interesse i ham, ikke bare som skuespiller og stilist, men også som moralsk persona og eksistentielt udsagn.«

»Jeg vil mene, Bronson er evigt aktuel, det gælder også i dag, hvor verden lader til atter at være gået af lave, og hvor det meste af Europa er på vej ind i en tillidskrise mellem folk og elite, mellem borgere og politikere. Men vi er som sagt ikke ude på at adoptere Bronsons private løsninger af større politiske problemer og mener, at han må ses i en amerikansk sammenhæng, hvor den etablerede statsmagt ikke er så alment accepteret som f.eks. i Danmark, og hvor der findes en langt stærkere kritik af, at staten er trængt for langt frem på familiernes og de små fællesskabers bekostning. Du vil heller ikke så se en Nikolaj Lie Kaas i rollen som Bronson, det duer bare ikke!«

Lige nu spiller Kaas ellers en gusten direktør for en dansk vindmøllevirksomhed (i tv-serien Bedrag, red.)…

»Netop. En vindmøllemand, der i sidste ende er totalt ligeglad med det klima, han tjener penge på, og derfor heller ikke er nogen redningsmand. Næ, Bronson er interessant i en tid, hvor de etablerede systemer ikke kan håndtere og løse udfordringerne. En tid hvor det er nødvendigt at insistere på andre værdier, end dem systemerne promoverer. Hans film handler om fællesskab og tillid. For ham er den logik, som Kaas’ karakter lægger for dagen fremmed, og Bronsons fjender er da ofte også folk, der udnytter eller volder andre i en jagt på ussel mammon. For Bronson handler det om at leve et rigt liv i en helt anderledes dyb forstand. I pagt med sin familie, sine heste og den natur, hvor systemets lange fangarme ikke når ud. Grundtonen i hans liv er fred og accept. Kompromitteres pagten bliver han imidlertid en handlingens mand, og sætter kompromisløst hårdt mod hårdt. Er det romantisk, ja, helt vildt.«

Blå bog: Karsten Wind Meyhoff (f. 1975) og Jacob Lillemose (f. 1974) er begge ph.d.’ere fra Københavns Universitet og har forsket i amerikansk kultur. Sammen har de skrevet en række artikler om amerikansk film m.m., senest bøgerne En engel af sten. Charles Bronsons vision (Forlaget Space Poetry 2015) og Mondo Pop. Teser om americana, broderskab, autoxploitation og souldrivers (Forlaget Antipyrine 2015)

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Cykling er min kirke (2016), Søren Krarup og hans tid (2014) og Absolut Sverige (2011).
Seneste blogs
Af Jaleh Tavakoli
15.12.17, 16:42
Det at danskere vender sig imod Naser Khader, siger noget om det selvhad som de vestlige samfund lider under. Det at man betragter Sherin Khankan som reform-imam, siger noget om de lave forventningers racisme overfor muslimer. Læs mere
Af Olav Skaaning Andersen
15.12.17, 14:25
Det kan være fristende, men vi skal ikke gemme den kunst væk, vi ikke kan lide. Læs mere
Af Signe Munk
14.12.17, 12:20
62 procent af danskerne, mener at sygeplejersker fortjener mere i løn. Men Sophie Løhde er uenig, kan jeg fornemme. Læs mere
Af Morten Løkkegaard
14.12.17, 11:22
Årets ord "Fake news" risikerer at underminere vores grundlæggende værdier: ytringsfriheden og vores frie liv. Det kræver handling - her fem liberale svar på fake news og misinformation. Læs mere
Af Naser Khader
14.12.17, 11:22
… nu begynder kampen ved forhandlingsbordet. Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
14.12.17, 11:06
Her er det konkrete bevis på at visse borgerlige politikere igen har løjet over for befolkningen. Læs mere
Af Jens Kindberg
14.12.17, 05:13
Det stoppes heldigvis af Mai Mercado – børn skal ikke lide Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
13.12.17, 22:14
Seksuelle overgreb på helt unge piger i England afslører et kvindesyn så afstumpet, at man kun kan se én løsning for sig: Stands al ikke-vestlig indvandring og påbegynd hjemsendelser. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
13.12.17, 15:32
Hvis ikke en skole må understrege, at julen udspringer af det kristne budskab, så er vi ude på det værdirelativistiske overdrev. Læs mere
Af Christian Rabjerg Madsen
13.12.17, 12:29
Drengebørn tager skade, hvis deres mødre har været udsat for ftalater under graviditeten. Alligevel har regeringen sammen med De Radikale og Dansk Folkeparti fjernet afgiften på de skadelige ftalater. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her