*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Billedet af Europas to duksedrenge krakelerer

Tavsheden og forræderiet mod demokratiet har sin egen tyske og svenske historie.

Beretningerne om de orkestrerede seksualforbrydelser i Køln og andre tyske byer nytårsnat nåede offentligheden med en uges forsinkelse, og har allerede kostet hoveder og titler i toppen af det tyske politivæsen. Men hvad der varede en uge i Tyskland, har taget årtier i vores andet naboland, Sverige. De senest omtalte skandaler i forbindelse med musikfestivalen We Are Sthlm i den svenske hovedstad, Dagens Nyheters rolle og det svenske politis direktiv om ikke at nævne mistænktes etnicitet i signalementer og politirapporter, er kun toppen af isbjerget.

Der er samtidig tale om akkumulerede virkninger. En politisk korrekt og systemisk norm tager ingen tid at formulere i et direktionslokale eller bag et skrivebord, men årevis at etablere, indprente og vedligeholde.

Tavsheden og forræderiet mod demokratiet har sin egen tyske og svenske historie. For tyskerne bunder den i krigen, der blev tabt og stadig skal sones, for svenskerne handler den om freden og optimismen, der skal vare evigt, men snart er forbi.

I svenskernes tilfælde skal vi tilbage til 1975, hvor den daværende socialdemokratiske regering fremsatte et revolutionerende forslag til en ny udlændingepolitik. Hermed overgik Sverige de facto til en multikulturel statsform, og dermed blev etnicitet pludselig et følsomt emne.

Op igennem 1930’erne, 40’erne, 50’erne og 60’erne var Sverige Europas mest homogene samfund etnisk set, og frem til midten af 70’erne havde landet knap nok en udlændingepolitik. Sverige var i høj grad, hvad det kaldte sig, et folkhem uden etniske spændinger, dybt præget af en socialdemokratisk-industriel konsensus, der kunne være lammende på sin helt egen måde, men indebar en stabil politisk orden. De svenske socialdemokrater var nationalister, Moderaterne nationale – og kritikken heraf ubetydelig.

Men det blev der lavet om på med en hast og iver, der overgår alt andet, vi kender fra efterkrigstidens Europa. I opskruet tempo blev Socialdemokraterne internationalister, Moderaterne liberale, og folkehjemmet forvandlet til hele verdens hjem.

Det skulle have været så godt.

Multikulturalisme skulle viske al etnicitet bort, men i stedet fordobledes dens betydning i forhold til alt, hvad der havde med indvandring at gøre. Multikulturalisme skulle opløse kulturen i ”pluralisme” og ”åbenhed” og lægge nationalismen i graven til fordel for en antinationalisme skabt i Olof Palmes billede. Der skulle ”tages hensyn” og udvises ”respekt” over for de fremmede. Det var netop ikke den etnisk-historisk svenske kultur, som havde krav på respekt, men den kultur, der kom mere diffust udefra.

Som jeg tillod mig at notere i Absolut Sverige – en rejse i tavshedens rige (udsolgt fra forlaget, men fås på svensk) for fem år siden, blev indvandrere opmuntret til at beholde deres kulturelle særkende, mens de blev omfattet af samme regler og rettigheder som gammelsvenskerne. Fatima kunne være lige så god som Kristina. Der skulle herske solidaritet, idet majoritetsbefolkningen skulle øge sin forståelse for mennesker med et andet ophav end svensk. Og som en afgørende norm, indskærpet i lovforslaget, havde samfundet en interesse i, at medierne behandlede indvandring og indvandrere »så objektivt, korrekt og positivt attitudeskabende som muligt«.

De kommende årtiers sociale og intellektuelle konflikter lå indbygget i selve lovforslaget. Medierne skulle rapportere ”objektivt”, men samtidig ”positivt attitudeskabende” i forhold til migrationen, der rullede hen over landet år efter år, og på et tidspunkt måtte det normative ønske om positive og progressive historier jo komme i strid med almindelige og mere nøgterne journalistiske og intellektuelle præmisser og opgaver.

Da det skete, viste det sig tilmed, at det politisk korrekte krav trumfede den redelige omgang med den sociale virkelighed, ikke alene i medierne, men i hele det politiske etablissement, herunder offentlige myndigheder som politi, skolevæsen, akademia, de statistiske myndigheder osv. (læs evt. mere her). Den hidtidige svenske kultur, der trods alt havde skabt fundamentet for det nye Sverige, hvis grænser og kasser nu skulle åbnes, var underordnet eller sekundært. Solidariteten gik én vej, forståelsen ligeså.

Og alligevel findes det svenske folk endnu. At politisk ukorrekte sexskandaler og mørklægningen af samme overhovedet kommer frem, er et tegn på, at maskerne så småt er ved at falde i Sverige, selv om det har taget en evighed. Som vi kan se af meningsmålinger og lige så tydeligt på de sociale medier, følger en voksende del af befolkningen ikke længere elitens anvisninger slavisk. Opgøret ulmer, og det er demokratisk opløftende, at der nu endelig tages fat på nogle få af de afledte problemer af tilstrømningen fra arabiske og muslimske områder.

Vi vil med både tysk og svensk statsgaranti se flere skandaler med direkte eller indirekte forbindelse til masseindvandringen materialisere sig i henhold til Murphy’s berømte lov om, at hvad der kan gå galt, går galt, så længe myndighederne bilder sig ind at kunne orkestrere offentlighedens vurdering af den omfattende transformation af demografi, kultur og politik i Vesteuropa.

Billedet af Europas to duksedrenge Sverige og Tyskland er krakeleret for øjnene af os alle sammen. Selv ikke den mest snedige Merkel eller Löfven kan længere fylde os med løgn og bedrag, som de behager, og tak for det, Danke schön.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Cykling er min kirke (2016), Søren Krarup og hans tid (2014) og Absolut Sverige (2011).
Seneste blogs
Af Christian Rabjerg Madsen
11.12.17, 18:33
Hvis de sidste dages politiske teater var fiktion, ville kaosscenerne fra Finans- og Statsministeriet være kanon underholdning. Desværre er de kaotiske forhandlinger mellem Regeringen og Dansk Folkeparti benhård virkelighed, og første akt har allerede gjort Danmark fattigere. Læs mere
Af Annika Smith
11.12.17, 09:18
Så får den en pause fra torturen og slipper for at gøre det rigtige helt frem til næste folketingsvalg Læs mere
Af Harun Demirtas
10.12.17, 22:50
Politikerne har skabt et system, hvor man som offentligt ansat bliver opdraget til at opfatte sig i en konkurrence, indtil det går op for en, kampen man kæmper, aldrig kan vindes. For man kan ikke konkurrere eller være i krig mod sig selv. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
10.12.17, 20:33
EU-modstandere har kun gavn af de tyske socialdemokraters formand. Læs mere
Af Josephine Fock
10.12.17, 15:21
Menneskerettighederne skældes ud fra mange sider disse dage. Nogen vil have dem udskrevet af dansk lov, andre vil udfordre eller reformere dem. I dag fylder FN’s menneskerettighedserklæring 69 år. Jeg vil gerne sige tillykke. Og tak. Jeg ser frem til mange år med dem endnu. Læs mere
Af Mikael Jalving
10.12.17, 14:28
For alle vore fremtidsfanatikere og teknologifreaks kan det kundgøres så kort, at budskabet måske trænger ind: Historien er ikke død, den sover bare. Læs mere
Af Erik Winther Paisley
10.12.17, 13:31
Foreløbig aftale eller ej, gruer jeg for, hvordan Brexit vil udarte sig. For Europa, altså. Læs mere
Af Gitte Seeberg
08.12.17, 12:55
Er det fordi, nogle mænd har følt sig personligt truffet, eller er det fordi, de har en særlig masochistisk trang til at forsvare noget, som ikke kan forsvares? Læs mere
Af Christel Schaldemose
08.12.17, 11:38
Dieselgate har haft store menneskelige omkostninger. Nu er der endelig EU-enighed om skrappere regler, der skal være med til at undgå en ny skandale. Læs mere
Af Louis Jacobsen
07.12.17, 17:41
Kim Simonsen påstår i deadline 6.12.17, at salget af Alka blev diskuteret på åbne hovedbestyrelsesmøder i fagbevægelsen. Det er ikke altid godt at tage uenigheder offentligt. Men den påstand der blev luftet på landsdækkende TV er, ja, noget af en påstand. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her