<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Bo Lidegaard skylder læserne en undskyldning

Ikke engang Politikens chefredaktør skelner mellem forlæg og egne ord.

Hvis man vil vide, hvad der med overvejende sandsynlighed står i danske social-liberale mainstreammedier i morgen, skal man blot sætte sig ned og læse The Economist i dag.

Sådan var det, da Annegrethe Rasmussen skrev en leder af fra det britiske ugeblad, der i gamle dage var alt for liberalt til at blive oversat og genoptrykt i danske medier, men som i dag er det hotteste shit for medier, der ikke længere er venstreorienterede eller socialdemokratiske, men som alligevel er det på en mærkelig forpjusket og provinsiel måde.

Som nu f.eks. dagbladet Politiken eller i særdeleshed dets redaktør, Bo Lidegaard, der gerne vil stå på mål for tilvejebringelsen af valide oplysninger og relevante perspektiver på virkeligheden.

Den 8. november i det sataniske år 2015 lagde avisen plads til en af hans verbose analyser, denne gang af den tyske kansler Angela Merkel og folkevandringen til Europa. Indholdet kan naturligvis diskuteres, men lad det ligge. Vigtigere i disse infotainment- og copypaste-tider er det forhold, at analysens konklusion, flere af dens vurderinger og sågar enkelte formuleringer forekommer at være stærkt inspireret af en leder i The Economist, sjovt nok fra den 7. november, altså dagen før.

Når man sidder med de to tekster foran sig, er der måske ikke tale om en stor forbrydelse, men snarere om en sigende forbrydelse mod de gængse journalistiske normer. Chefredaktøren kunne jo bare have givet en reference. Men det følte han ligesom ikke, at han behøvede, enten fordi han havde travlt, eller fordi han mener at være hævet over den slags. Uanset hvad røber det, at Bo Lidegaard i hvert fald denne dag, den 7. november 2015, ikke regnede sine læsere for andet end får.

Ingen steder nævner chefredaktøren, at han har læst analysen i det britiske forlæg, selv om det er svært at tro andet, når han:

(1) så kækt når frem til præcis samme konklusion som lederen i The Economist dagen før, nemlig at Merkel er uundværlig for Europa, og at der ikke er noget alternativ,

(2) ligesom forlægget henviser til, at Merkel er den eneste europæiske leder, som den russiske præsident Putin tager alvorligt. The Economist skriver: ”Vladimir Putin thinks she is the only European leader worth talking to”. Bo Lidegaard skriver: “Merkel har ikke været til at komme uden om, og hun er den europæiske leder, der har tættest kontakt til præsident Putin, som ikke lægger skjul på, at hun er den eneste europæiske aktør han har respekt for”.

(3) Betjener sig af det (teknokratiske) argument, at Merkel ikke udløste flygtningestrømmen, eftersom flygtningene kom alligevel. Bo Lidegaard skriver: “Det er blevet en hårdnakket myte, at Merkel selv var med til at fremprovokere flygtningekrisen (…) Men Merkels erklæring var ikke begyndelsen til flygtningekrisen. Den var tværtimod et forsøg på at finde en vej”. The Economist noterer: “Mrs Merkel did not cause the onrush of migrants, as her critics maintain. The migrants were coming anyway: she acted to avert a humanitarian disaster”.

(4) Anfører, at Merkel ikke bruger EU som en ”bekvem syndebuk i den hjemlige politiske debat, og aldrig hende, der appellerer til den nationalisme, som frister snart sagt alle hendes europæiske kolleger til mere eller mindre udtalt EU-skeptisk populisme”. The Economist skriver, at Merkel ikke bruger EU som en “punchbag” og henviser ligeledes til en voksende ”populisme” i og uden for Storbritannien.

Og (5) kundgør: ”Merkel er ingen engel, og selvfølgelig er hun på ingen måde fejlfri. I forlægget hedder det: ”Mrs Merkel is far from perfect”.

Som sagt: Det er ikke direkte afskrift, men ligner, hvad der i fagjargonen kaldes en skræller. Men skræller man, skal man henvise til frugten, roden eller kilden.

Politikens læsere må naturligvis selv afgøre, om det er godt nok. Jeg mener, at chefredaktøren skylder dem en undskyldning for sin uselvstændige analyse af kansler Merkel. Problemet er ikke, at Bo Lidegaard som en anden embedsmand er vild med kansleren, men at han fortier sit forlæg.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
  • Vi beklager problemerne med visningen af kommentarsporet. Der bliver arbejdet på en løsning. Vh. Jyllands-Posten
Profil
Mikael Jalving (f.1968), historiker, podcaster og forfatter til flere bøger, senest Forsvar for almindeligheden (2021).
Seneste blogs
Af Mikael Jalving
17.10.21, 08:45
Igen og igen møder vi indvandringens iboende dilemma, som tvinger os til at tage politisk stilling. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
16.10.21, 13:00
Han ville få min stemme, hvis jeg var fransk. Læs mere
Af Utku H. Güzel
15.10.21, 19:00
Der er vel ingen, som er i tvivl om, at nutidens mantra er blevet vækst og velstand. Det kapitalistiske system tillader simpelthen ikke, at vi stopper op og lige trækker vejret. Læs mere
Af Marie Høgh
15.10.21, 17:00
De eneste, der kan drage til ørkenlandet alene for sportens skyld, er fodboldspillerne. Alt andet er politik i rå form. Læs mere
Af Desiree Ohrbeck
15.10.21, 16:09
Den bedste måde at fejre fodboldslandsholdets succes på er at blive hjemme. Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
15.10.21, 14:58
Regeringen og dets socialistiske parlamentariske grundlag giver flere penge til DR. Læs mere
Af Harun Demirtas
14.10.21, 14:00
Ingen forældre kommer i paradis for at begå overgreb på et barns kønsorgan – og slet ikke under dybt bekymrende forhold. Stop med det! Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
14.10.21, 08:18
Helle Thorning-Schmidts nye bog er værd at læse. Den er som at høre hende tale. Og fuld af selverkendelse. Læs mere