<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Tilfældet Eva Smith

En af Danmarks mest prominente jurister viser os den socialdemokratisk-humanistiske idealisme, så alle må være advaret, til og med socialdemokrater.

Der er nu engang noget særligt over disse politikerfamilier, der avler den ene arving efter den anden. Hvor adelen formelt set blev afskaffet i Danmark for længe siden, lever disse prominente familiers indflydelse videre inden for et lukket kredsløb med postnummer 1218 København K.

Du kender dem på efternavnet og ser dem jævnligt trille rundt i ministerbiler, på Christianiacykler og tv: Auken, Helveg-Petersen, Hækkerup, Ellemann m.fl. Dygtige folk, bestemt. Nogle af dem endda intelligente og de fleste udstyret med en imponerende intakt selvopfattelse til trods for tidernes skiften og de uundgåelige knubs, som den politiske og sociale virkelighed giver alle dødelige over tid, herunder erfaringen med, at det går op, og det går ned, før lyset slukkes til sidst.

Det er måske mere end noget andet selvopfattelsen, der går i arv, herunder indbildskheden. Tag nu f.eks. den estimerede juraprofessor Eva Smith, der blev interviewet til Politiken dagen før folketingsvalget.

Eva Smith blev som den første kvinde udnævnt til professor i retsvidenskab i 1990 og har en lang universitetskarriere bag sig, ligesom hun løbende har blandet sig i samfundsdebatten. Engagementet kommer ikke fra fremmede. Som datter af den socialdemokratiske justits- og indenrigsminister Hans Hækkerup (1907-74) – bror til Per Hækkerup (1915-79) – er hun født ind i det socialdemokratiske kleresi, selv om hun bevidst valgte at give afkald på sit berømte efternavn, da hun blev gift med sin første mand i 1964.

Interviewet i Politiken handler om den forandring, som Eva Smith mener, Danmark har undergået fra at være et rummeligt bondesamfund, der hjalp jøderne til Sverige under krigen og siden tog imod flygtninge fra bl.a. Bosnien, til et blive et egoistisk samfund af kræmmere. I stedet fremhæver hun Sverige som et humanistisk foregangsland. På spørgsmålet om, hvad nu hvis Sverige tager imod flere indvandrere, end økonomien og den svenske kultur i realiteten kan bære, svarer Hækkerups datter:

»Jeg vil ikke afvise, at der kan opstå meget store problemer i Sverige. For der er en murrende utilfredshed blandt folk (…) Svenskerne har måske været naive, men de har i hvert fald ikke givet køb på solidaritet og medmenneskelighed. Hvis Sverige ender med problemer, får de det i hvert fald med selvforståelsen i behold«.

Det er den sidste del af citatet, der er interessant. Når Sverige får meget store problemer på grund af den ulyksalige cocktail af indvandring og velfærdsstat, så sker det ifølge Eva Smith ”med selvforståelsen i behold”, og så er alting jo godt.

Jeg har ledt med lys og lygte – og dog fulgt debatten en rum tid – men har ikke kunnet hitte en mere ærlig og selvafslørende metafor for den socialdemokratisk-humanistiske moral end netop denne.

Eva Smiths udtalelse er, undskyld udtrykket, smittende, oplysende, fældende og må tjene som en knaldrød advarselslampe for såvel socialdemokrater som den nye regering. Her har vi den: Indrømmelsen af, at humanisme slet ikke er politik, men metapolitik. Humanisme, sådan som Eva Smith forstår begrebet, er moral, ren og skær moral, løsrevet fra konteksten og den jordiske virkelighed, magten og afmagten. Selvforståelsen er ikke blot det primære, men altafgørende. Virkeligheden, selv den grumme af slagsen, må vige for det indre adelsmærke, Eva Smith mener at finde i, hvad hun endda erkender som naivitet. Det er ærligt talt ærlig snak. Virkeligheden kan strækkes som gummi. Selvopfattelsen er varig, godheden evig. Fuck dit fædreland, fuck din næste – så længe du har selvforståelsen i behold.

Det er indlysende, at såvel Hitler som Stalin og Mao har tænkt det samme. De var i ekstrem grad egoistiske mennesker, besatte af en idé, og i mere håndgribelig forstand end Eva Smith villige til at kræve det tungeste offer af andre.

Det er et både informativt og skræmmende ekko af renhedens primat, vi hører fra præmiejuristen. Det er selvopfattelsens apoteose, den konsekvensløse godhed gjort til morallære. Eva Smith, dette intelligente og erfarne menneske, som tilmed har født og opdraget seks børn og levet et langt og succesfuldt liv, véd ikke bedre end en fantast i mødet med den skinbarlige verden, herunder det galopperende multikulturelle Vesteuropa. Hendes moral er hinsides alt fast, og vi skal være glade for, at hun ikke også blev politiker ligesom alle de andre i den familie.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Danmark under angreb (sm.m. Kasper Støvring), Udbrud (sm.m. Michael Rasmussen) og Cykling er min kirke (2016).
Seneste blogs
Af Louis Jacobsen
16.01.21, 12:39
Når Trump ikke længere er præsident i USA står de samme mennesker klar til at bane vejen for en ny af Trumps kaliber. Læs mere
Af Nauja Lynge
15.01.21, 22:41
Det er meget egoistisk af de grønlandske politikere at forsøge at løse Grønlands store svøbe – de socialt udsatte – uden at inddrage de mange grønlændere i Danmark, som hver dag berøres af dette emne.   Læs mere
Af Utku H. Güzel
15.01.21, 18:16
Hvad skal vi andre stille op, når vi mener, at store grupper af mennesker ikke er til at tale med eller har nogle absurde holdninger? Læs mere
Af Jan E. Jørgensen
15.01.21, 16:34
Som ufortrødent arbejder videre trods corona. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
15.01.21, 07:00
Den tiltalte er uskyldig, indtil andet er bevist, og har krav på en fair rettergang. Også Inger Støjberg. Læs mere
Af Signe Munk
14.01.21, 15:00
Vi tager vores drikkevand som en selvfølgelighed. Det skal vi ikke – men derimod skride ind, så forureningen af det bliver stoppet. Læs mere
Af Rune Lund
14.01.21, 13:10
Det handler om, at loven gælder for alle Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
14.01.21, 11:05
Bliver alle vi ældre, der har levet en eremittilværelse for at undgå smitte, nu udsat, når vi vaccineres i store centre. Jeg spørger ministeren, om han føler sig sikker på, at forholdene er i orden. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
13.01.21, 15:35
Det er artige sager, hvad tilhængerne af masseindvandring har kaldt os andre. Læs mere