Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Vi må trækkes med tumperne og selv lede efter stjernerne

Mød Jens Peter Frølund Thomsen fra Aarhus Universitet, Rashmi Singla fra Roskilde Universitet og Tue Andersen Nexø fra Københavns Universitet.

Videnskab er ikke sådan lige at formidle for masserne. Slet ikke det, vi kalder humanistisk videnskab – eller åndsvidenskab, som det hed i gamle dage. Denne elementære observation sprang frem fra rabatten, da jeg forleden interviewede litteraturhistorikeren Tue Andersen Nexø til avisen om hans seneste bog Ikke de voldsomme. Politisk offentlighed og offentlig skønlitteratur, England 1640-1750.

Bogen er en versionering af Tue Andersen Nexøs universitetsafhandling, der begyndte for 10 år siden. Det tog tre år at skrive afhandlingen. Så skulle der findes penge til udgivelsen; det gik der to år med. Først da begyndte arbejdet med at oversætte de akademiske skriblerier til et læsbart dansk, som lægfolk kan – eller rettere – gider læse.

Bogen udkom tilbage i august, jeg har til dato kun set en enkelt dagbladsanmeldelse. Ingen omtaler, ingen uddybende interviews med forfatteren, hverken papir, radio eller tv. Kort sagt: Ingen forsøg på at anvende indsigterne i det løbende journalistiske arbejde i dette land. Læser danske journalister da slet ikke bøger?

Nuvel, det er ikke synd for forfatteren. Sådan nogle må lide, det er et nødvendigt onde ved at sætte ord på papir i den sværmeriske tro, at andre fatter interesse.

Det er derimod synd for bogen. Som giver en ovenud interessant fremstilling af et problemfelt, der ved første øjekast kan synes som længe siden og langt væk, men vedrører tilblivelsen af både den første politiske offentlighed og den første skønlitteratur i England, hvis ikke i hele Europa. Politik og litteratur, first time ever. Det er dog alligevel noget.

Eller det vil sige: Selvfølgelig fandtes der politik og litteratur før 1640. Men politik forstået som en trykt offentlighed for andet og mere end adel, kirke og overklasse, det er faktisk svært at opstøve i den europæiske kulturhistorie førend dette skæringspunkt. Det samme gælder litteratur skrevet på modersmålet for et læsende publikum af borgere og undersåtter. Litteraturen opstår endnu senere fra begyndelsen af 1700-tallet.

Her ligger bogens kronologiske fortælling: Først kom de politiske pamfletter – hvoraf mange enten var løgnagtige eller udgivet med fingerede afsendere – derpå kom den egentlige skønlitteratur. Den sidste foretrak fiktion for forfalskning og polemik. Den ville afpolitisere, almendanne og bibringe sine læsere et alternativ til den partiske verden af magtstræb, skin og bedrag.

Det historiske bagtæppe for denne udvikling er borgerkrigene i England fra 1640 til 1660, som var både konfessionelle og konstitutionelle. Dvs. handlede om både protestantisme/katolicisme/puritanisme og striden mellem kongehus og parlament. De fortsatte videre op gennem 1700-tallet.

Hør så: Det var borgerkrigene, der gjorde både offentligheden og skønlitteraturen mulige.

Fordi der ikke herskede nogen politisk orden, skød pamfletterne frem på kryds og tværs i et sandt anarki, ofte med kommercielle formål. Og fordi offentligheden blev så politisk og betændt på grund af borgerkrigens rasen, vendte litteraturen ryggen til den. At desengagere læserne blev dens mål; anti-politik var dens middel.

Der er flere overraskende pointer i Tue Andersen Nexøs grundforskning, der plaffer Jürgen Habermas’ ombejlede lære fra 1962 om den borgerlige offentlighed ned som idealistisk tankespind. Sidstnævntes forestillinger om offentligheden som et forum for herredømmefri samtale mellem rationelle idealtypiske væsener har aldrig eksisteret, slet ikke i 16-1700-tallet, og næppe heller i dag. Hvis offentligheden var herredømmefri, var det fordi, der ikke var nogen stat, intet politi, ingen copyright, intet udgiveransvar osv. Det hele sejlede, og det var sådan, det begyndte. Kaotisk, ikke kontrolleret.

Misforstå mig ikke. Jeg drømmer mig ikke tilbage til dengang. Jeg gengiver blot bogens hovedpointe og retter en tak til, at der stadig laves grundforskning på danske universiteter. For man kan ærligt talt godt komme i tvivl, når man læser avisen. Lad mig nøjes med et enkelt eksempel.

Indrømmer, at det gav et gib i højre hjernehalvdel, da jeg i juleferien læste reaktionen på JP’s forsidehistorie om danskernes holdning til blandede ægtskaber mellem etniske danskere og muslimer (26/12). Ved målingen for ni år siden svarede 62 pct., at det da ikke var noget problem, hvis deres datter ville giftes med en muslim. For nylig svarede kun 43 pct. det samme, dvs. et fald på næsten 20 procentpoint.

Til denne forventelige udvikling svarede to forskere, den ene lektor i statskundskab på Aarhus Universitet Jens Peter Frølund Thomsen, den anden lektor i psykologi og sundhedsfremme på Roskilde Universitet Rashmi Singla, at danskerne er blevet ”muslimforskrækkede”, underlagt en række ”stereotyper og myter”. En vis Sherin Khankan sagde nogenlunde det samme.

Lektor Singla brillerede endda ved at henvise til filmen Ikke uden min datter fra 1991, hvor en iransk far tvinger sin amerikanske hustru og deres fælles barn til at blive i Iran. Det er angiveligt denne ene film, som er skyld i danskernes muslimsforskrækkelse.

Jeg genlæste lektorens udtalelse. Jo, den var god nok. Jeg går ud fra, at Årets Nytårstorsk er rutinemæssigt uddelt til Uffe Ellemann-Jensen eller statsministeren.

Ellers må prisen gå til denne Rashi Singla, som øjensynligt aldrig har hørt om ”kultur”, ”vaner”, ”sæder” eller ikke har begreb skabt om den sociale virkelighed i og uden for Roskilde. Kunne der være en empirisk-legitim grund til, at flere forældre er skeptiske overfor, at deres datter kommer hjem med en af ørkenens sønner?

Kunne der være en statistisk sammenhæng mellem denne skepsis og den hverdag, flere og flere danskere lever i? Kunne det spille ind, at flere danskere har forstået, at kultur, tillid og æresbegreber betyder noget for vores samkvem? At der er forskel på kulturer? At vi ikke bare tilhører én homogen familie af verdensborgere? At historie betyder noget? Traditioner? Opvækst? Religion?

Eller kan det hele, som Aarhus-lektoren får sagt, forklares med den ”negative omtale af muslimer og integrationsproblemer”. Tonen, du ved nok.

Det er en stor skam, at det er pamflet- og nulforskere som disse to lektorer, der kommer i avisen, og ikke en grundforsker som Tue Andersen Nexø.

Vi må trækkes med tumperne og selv lede efter stjernerne.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.