Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Søren Krarup og Martin Luther

Med fjender som Henning Tjørnehøj behøver Søren Krarup slet ingen venner.

At Søren Krarup har mange fjender, er velkendt. At flere af dem engang rendte til møder med ham i det teologiske arbejdsfællesskab Tidehverv, er heller ingen nyhed, selv om få af dem praler med det i dag. Det er ligesom fortid, sjovt nok.

Men nu har en af de gamle venner skrevet en hævn i dagbladet Politiken, og da den også rummer kritik af min bog om ”Sorte Søren”, vil jeg naturligvis gerne svare på den del af kritikken. Jeg er biograf, ikke defensor, og desuden plejer Søren Krarup at være mand for at forsvare sig selv.

Henning Tjørnehøjs kritik går på, at Søren Krarup er en led, lutheransk fundamentalist. For at bevise det, skal førstnævnte definere, hvad han mener med skudsmålet. Det gør Tjørnehøj ikke.

I stedet skriver han, at min bog ”ikke med et eneste ord” oplyser noget om, hvad Krarup kritiserer, når han taler om – og imod – ”hellige hensigter” i politik, pædagogik og kultur. Dette afslører kun, at Tjørnehøj ikke har læst min bog. Den handler stort set ikke om andet.

Søren Krarups forfatterskab må forstås som religionskritik i den forstand, at han mener, at moderne politik og det toneangivende åndsliv siden slutningen af det forrige århundrede og endnu mere udtalt i efterkrigstidens Europa er gået hen og blevet religiøst og utopisk drevet. Eliternes søde drøm om himmerige nu har forvandlet sig til en kronisk skærsild for almindelige mennesker. Min bog gennemgår Krarups kritik af antinationalismen, velfærdsstaten, EU og indvandring over fem årtier, hvor det vrimler med hellige hensigter, blanke tavler og unisone kor.

Så til Luther. Tjørnehøj mener, at min bog i utilstrækkelig grad kritiserer Krarup for at se bort fra lutheranismens politiske konsekvenser, og at Luthers tanker var med til at føre tyskerne i armene på Hitler.

Den sidste påstand rummer et spekulativt spring på 400 år, som nok passer bedre ind i en 1.g.-rapport i samfundsfag end i en seriøs diskussion.

Det første del af kritikken er der muligvis noget om. Jeg konstaterer (ss. 78-82), at der i Krarups tekster ikke findes nogen udviklet overvejelse over Luthers politiske virke som alliancepartner for lokale fyrster, og at Tidehvervs uformidlede udgivelse i 1999 af Luthers skrift mod jøderne (1543) derfor falder til jorden. Luther er kompleks og kræver historisk introduktion for at blive forstået på sin egen tids præmisser. Ellers er det for nemt at blive forarget, sådan som tilfældet Tjørnehøj illustrerer.

Arven fra Luther var og er eksplosiv og historisk blandet. Det burde Søren Krarup af alle forstå. I stedet ledte han efter det varige i Luther: Jesu liv og forkyndelse – ikke det kirkelige hierarki, ikke den politiske kontekst.

Men Martin Luther er ingen nem personlighed at nagle fast, al den stund han kæmpede fra sag til sag og – modsat hvad man måske skulle tro – ikke havde nogen forkromet plan eller utopi. Det hører til historiens ironi, at hans lære viste sig at få utilsigtede konsekvenser, hvilket Tjørnehøj ikke lader til at have forstået.

I den seneste og autoritative Luther-biografi på markedet, Heinz Schilings Martin Luther. Rebel i en opbrudstid, der netop er oversat til dansk af Peter Dürrfeld for Kristeligt Dagblads Forlag, kan man læse om disse brud og munkens omskiftelige livsbane. Det er ganske overvældende, og jeg har endnu ikke fordøjet hans, ja, undskyld, utrolige skæbne fra en tid, vi har det med at bortdømme som mørk, kold, ond og uinteressant.

Luther var ikke bare en protestantisk helt eller en lutheransk skurk – eller sagt anderledes: Han var både konservativ og revolutionær, og hans blivende mærke på verden var, at den kristne enhed gik tabt.

Roms universelle status forvitrede med Luther og lutheranismen, men det var egentlig en langt mere begrænset opgave, han satte sig for med sin legendariske arbejdsmani og umiskendelige polemiske talent. Han ville bekæmpe sin samtids dødsfrygt, befri Wittenberg, dvs. give de tysktalende jordisk frihed under Guds åsyn og tilgivelse – og samtidig afvikle den senmiddelalderlige kirkes præstationsfromhed under indtryk af den historiske opbrud, der satte ind med osmannernes erobring af Konstantinopel og sydeuropæernes erobring af Amerika i 1400-tallet.

Tjørnehøj, derimod, skribler om Hitler og Luther.

Her har vi sagen i en nøddeskal. De kritikere, der måske ville kunne imødegå Søren Krarup teologisk set, tier eller slår syv kors for sig og buher ad hans politiske standpunkter. Derfor må vi nøjes med Henning Tjørnehøj, og det er en skam, netop fordi Søren Krarups righoldige forfatterskab ægger til debat og refleksion. Og, som en forudsætning: læsning. Men her kniber det gevaldigt.

Med fjender som Henning Tjørnehøj behøver Søren Krarup slet ingen venner.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.