Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Til min kære søn

Når ulykken sker, træder man ud af samfundstilstanden og ind i en naturtilstand uden blik for andet end sine nærmestes smerte og trængsler.

Når tilfældigheder griber ind i vores liv, skubber vi dem væk, hvis de er små og ubetydelige. Er de derimod store nok, er det os, der føres til et andet sted som en sum af flere faktorer i en uvirkelig ligning.

Jeg skriver dette fra Rigshospitalet, hvor min søn på 16 er blevet opereret for brud på bækkenet efter et voldsomt styrt under et cykelløb, hvor han mistede balancen, da han fik sit styr viklet ind i en andens og ramte det eneste vejskilt, der stod på en hurtig nedkørsel. Operationen gik godt, og han er ved bedre mod trods udsigt til en lang og hård genoptræning. Min kone og jeg er taknemmelige for, at han stadig er i live.

Da jeg efter ulykken fandt frem til min søn hos samaritterne, var jeg ikke insisterende nok, hverken over for dem eller alarmcentralen, som bad mig ringe til 1813. Her meddelte en stemme, at der var 69 minutters ventetid. Derfor traf jeg den beslutning at få bugseret min søn ind i min egen bil og køre ham til Bispebjerg Hospital et kvarters kørsel derfra uden rigtig at forstå, hvor farligt det var, hvis han havde haft indre blødninger. I bilen blev hans smerter værre, og jeg mere og mere urolig.

Da vi kom til akutmodtagelsen, ville de ikke tage imod ham. Vi skulle ringe til 1813, svarede de i lugen. Jeg spurgte dem så pænt som muligt, hvor vi så kunne køre hen, og en nævnte, at der fandtes en børnemodtagelse på Herlev Hospital, men at vi skulle tale med 1813 først.

Mens jeg fragtede min søn gennem byens trafik, ringede min kone direkte til Herlev, og de tog imod os med den professionelle kyndighed og alvor, situationen krævede. Min søn blev ført ind på en traumestue med fire-fem læger og andet personale, scannet og undersøgt fra top til tå. Det var her, de kunne konstatere, at min søn havde brækket bækkenet.

De to timer efter ulykken havde været en rutsjetur af følelser. De næste tre døgn frem til operationen på Rigshospitalet blev de værste i mit privilegerede liv, som hidtil har været forskånet fra alvorlige ulykker, og jeg gik i gang med at lede efter byens bedste fysioterapeuter med henblik på hans genoptræning.

Alle frygter at se deres børn i nød, men når det sker, indtræder der en overlevelsesmodus. Bag den banker tanker og uvished afsted. Det har ikke noget som helst med heroisme at gøre, det er refleks, natur. Man trøster det bedste, man kan, men frygter det værste.

Da vores søn lå på operationsbordet, satte vi os over i Fælledparken og ventede, og jeg bad til Gud for første gang i mange år. Da kirurgen ringede og sagde, at operationen var vellykket, takkede jeg ham, mens kirkeklokker fra en nærliggende kirke slog tre. Først da kunne jeg græde rigtigt, tårerne stod ud af øjnene på mig, og min kone holdt mig i sine stærke arme. Ellers var jeg sunket sammen i græsset.

Omkring os var der pyntet op til Tour-start i København. Vi skulle have deltaget og heppet, min søn er inkarneret cykelrytter, og vi planlægger i skrivende stund at se det hele på tv. Men ulykker stjæler fokus. Pist væk er den daglige nyhedsstrøm, væk er alt, der hedder politik, medier og polemik, karriere, pynt og pis.

Siden min søns styrt er der sket værre ting i Oslo, Ukraine, Somalia og utallige andre steder. Herhjemme går vi også fra krise til krise fra mink til Mette Frederiksen og penge, der fosser ud af statskassen. Men det bliver abstrakt, når den konkrete ulykke detonerer på private koordinater.

Det fører mig frem til en ny erkendelse. Jeg har egentlig altid taget politik for givet, dvs. som noget, der altid findes. Nu begynder jeg at forstå, at politik kun eksisterer uden for ulykken. Indtræffer den, forsvinder politik. Højreorienteret eller venstreorienteret, rød, blå eller sort bliver meningsløst. Det hidtil faste forvandles til et skyggespil eller forsvinder op i den blå luft.

Når ulykken sker, træder man ud af samfundstilstanden og ind i en naturtilstand uden blik for andet end sine kæres smerte og trængsler. Det nære og primale overtager. Alt andet bliver fjernt eller uvirkeligt, ligesom Christiansborg, Bruxelles eller Washington lige så vel kunne være en by i Rusland.

Ulykker gør ens verden mindre, mens man knuger sig til håbet og holder sine kære i hånden, når de ligger på asfalten, båren, operationsbordet, sengen eller sidder i kørestolen eller stavrer afsted på krykker, og man græmmes over, at alting er så skrøbeligt.

Men du, min søn, er her nu.



Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter


Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.